Kropsspor

Kropsspor

Fra Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.

Billedserie

Udstilling

being human being

24 okt 2014 25 jan 2015

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

D. 6. november kl. 17 er der Artist talk med Lilibeth Cuenca Rasmussen, hvor hun fortæller om sit virke og om sin nylige rejse til Etiopien, hvorfra hun har fundet inspiration til sin aktuelle udstilling i Nikolaj Kunsthal.

Performance- og billedkunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen sætter i sin sanselige, jordbundne og spirituelle soloudstilling being human being på Nikolaj Kunsthal fokus på oprindelighed, identitet og etnicitet. Kunsten.nu har mødt kunstneren, som fortæller om sine nye værker og om at sætte sig i forbindelse med en 3,2 millioner år gammel kvinde.

Folk tænder lys og sætter rundt om hende, laver figurer ud af leret, hun ligger i. Én beskuer former et hjerte, han lægger på hendes bryst, en anden en krone på hendes hoved og en tredje en penis ved hendes side. Hun ligger nøgen, ubeskyttet med lukkede øjne omgivet af levende lys og ånder i leret. Et sindbillede på den skrøbelige tærskel mellem liv og død. Og en åben, kritisk kommentar til, hvordan vi konstruerer og forstår menneskets oprindelse.

Kunstneren Lilibeth Cuenca Ramussen re-enactede i performancen Lucy under Kulturnatten i Nikolaj Kunsthal det 3,2 mio. år gamle fossil kaldet Lucy, fundet i det nordlige Etiopien, i 1974, som indtil for nylig var det ældste bevis på et oprejst menneske.

Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.
Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.

Nu er performancens 1,8 ton tunge jordsokkel, som består af ler fra Sønderjylland og rød jord, som Cuenca Rasmussen har hentet med hjem fra Afrika, en del af kunstnerens alsidige soloudstilling being human being.

Hun har sat mig stævne i Nikolaj Kunsthal inden åbningen og fortæller med smittende smil og grin om arbejdet med materialerne og performancerækken, der har gået forud.

Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.
Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.
Jorden
”Jeg har været på et ophold i Etiopien. Jeg havde talt med lydkunstner Jacob Kirkegaard om at lave et projekt sammen (til åbningen af Being Human Being  opførte Lilibeth Cuenca Rasmussen, Jacob Kirkegaard og den etiopiske kunstner og digter Mihret Kebede performancen: Bemejemeria), så vi har begge været i Etiopien. Jeg har besøgt tallerkenfolket, mursierne og hammerfolket. Stammer, som lever uforandret ”oprindeligt” på trods af udviklingen og det moderne samfund. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg har besøgt stammer på Filippinerne og i Mexico. Deres kultur var selvfølgelig blandet ind i vores moderne kultur, men det oplevede jeg ikke, den var i Etiopien. I Etiopien havde de bibeholdt mange af deres ritualer”. 

Cuenca rejste herefter videre til Nordetiopien, som hun fortæller om: 

”Der lever munke i klostre og i grotter, som stadig har Det Gamle Testamente skrevet ned i bøger, de sover med om natten for, at termitterne ikke spiser dem. Bøgerne er skrevet på deres oprindelige sprog Geez. Her fik jeg ideen til at lave en udstilling, kun med materialet jord. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive. Herfra har jeg arbejdet mellem geologien/videnskaben, Det Gamle Testamente, Genesis og jorden – menneskets opståen. Og derfor har der været syv dages performance her”.

7 dages performance
Med being human being har Cuenca Rasmussen altså arbejdet med en lidt omvendt praksis, end den hun er mest kendt for. De fysiske, flygtige performances bliver her i Nikolaj udgangspunktet for materielle, blivende værker.

”Hele efterårsferien har jeg haft besøg af forskellige mennesker, som jeg på den ene eller anden måde har en relation til, familiært eller kollegialt. Jeg har inviteret dem til at komme og lege med jord sammen med mig. Den første dag har jeg lavet de her bannere med mine søskende”. Cuenca Rasmussen peger op i loftet, hvor der hænger store hvide bannere med tryk på hele vejen ned gennem lokalet.

”Vi har lavet enkle koreografier, hvor vi har gået synkront. De to yderste bannere er aftryk med jorden fra lerklumpen, som det hele startede med, og i midten er det jord fra hammerfolket i Etiopien. Det handler selvfølgelig blandt andet om at gå i familiens fodspor.”

Performancen med videokunstner Jeannette Ehlers. Foto: Frida Gregersen.
Performancen med videokunstner Jeannette Ehlers. Foto: Frida Gregersen.

På andendagen havde Cuenca Rasmussen besøg af videokunstneren Jeannette Ehlers, som lavede malerier sammen med hende over temaet hænder. Ehlers arbejder indenfor samme tematikker omkring etnicitet ogidentitet og er også begyndt at lave performances.

”Vi var meget produktive. Vi havde planlagt at lave fire malerier, men der var to lærreder, som vi besluttede os for at jamme på. Den performance var også meget koreograferet. Her står: ’We Me’, og da vi lavede det, var vi fuldstændig synkrone, som et spejl. Hænderne er et symbol på imødekommenhed, at give hinanden hånden, det ritual og den gestus”, forklarer Cuenca Ramussen og viser store malerlærreder i rammer frem med røde jordaftryk af hænder.

På tredjedagen var det Lilibeths mor, far og datter, der var inviteret.

”Vi har skiftevis lagt muddermaske på hinandens ansigter og taget et aftryk- Der er i alt 256. Handlingen var gentagende i seks timer. Det er et serielt værk, ligesom fodsporene med mine søskende. Værket er et spil mellem, det konkrete ansigt og det abstrakte udtryk i aftrykkene. Vi er i familie, men vi er ikke ens, selvom vi har lignende træk.

I ansigtstrykkene er der også en reference til Det Nye Testamente. Da Jesus gik med korset tørrede en kvinde hans ansigt, og bagefter var der et sved- og blodaftryk fra hans ansigt på klædet”. 

Performance med koreograf og danser Kasper Ravnhøj fra Mute Comp. Foto: Frida Gregersen.
Performance med koreograf og danser Kasper Ravnhøj fra Mute Comp. Foto: Frida Gregersen.
Foto: Frida Gregersen.
Foto: Frida Gregersen.

Herefter fik Cuenca Rasmussen besøg af koreograf og danser Kasper Ravnhøj fra kompagniet Mute Comp. Cuenca og Ravnhøj har tidligere arbejdet sammen og har en antropologisk tilgang til research til værker tilfælles.

”Når Kasper skal lave en forestilling om prostituerede i Cambodia, så hænger han ud med dem, undersøger og betragter deres bevægelser, deres kultur, og det transskriberer han så til kropssprog. Det er også sådan jeg arbejder. Vores platforme er forskellige, men derfor er det interessant for mig at arbejde sammen med ham.

Vi har lavet håndtryksobjekter og taget fra lerbunken. Vi har klemt leret sammen, serielt, meditativt og koreografisk. Og vi har også lavet piruetter ”, siger Lilibeth, mens hun viser lerklumper frem og griner. 

Lilibeth Cuenca Rasmussen, being human being, 2014, Nikolaj Kunsthal, performance med billedhugger Kirsten Justesen. Foto: Frida Gregersen.
Lilibeth Cuenca Rasmussen, being human being, 2014, Nikolaj Kunsthal, performance med billedhugger Kirsten Justesen. Foto: Frida Gregersen.

På sjettedagen kom kunstneren Kirsten Justesen forbi Nikolaj Kunsthal for at arbejde med Cuenca Rasmussen.

”Jeg har altid været en stor beundrer af Kirsten Justesen. Af hendes værker, men også af hendes insisteren på at blive ved. Hun er en anden generation end jeg, og så vidt jeg kan se, er hun en af dem , der har arbejdet mest konkret med krop i kunsten i Danmark.

Justesen ville gerne begive sig ud i en mere klassisk skulptur og har modelleret denne her”. Cuenca Rasmussen afslører en lerbuste, der meget tydeligt har hendes egne karakteristiske bløde, men stærke træk. 

”Hun lavede den på fire-fem timer på dogme-agtig vis, så det er mere en skitse.”

Den sidste dag interagerede Cuenca Ramussen med publikum.

”Jeg arbejdede med det her maleri. Jeg vil gerne have deltagernes fingeraftryk. Det handler om migration og immigration. Jeg vil gerne lave et monokrom af publikums højre tommeltotaftryk dyppet ned i etiopisk jord. Vi lavede også jordkys, så vi lavede to tryk, så folk også fik et med hjem, jeg beholdt så det andet”.

Udvikling mod det umiddelbare
Alle værker på udstillingen being human being er altså spor og aftryk fra performances og trækker referencer til den kropslige tradition fra 1960’erne og 70’ernes kunst.

”Siden jeg begyndte at lave performance, har jeg lavet mindre og mindre video. Jeg startede som fortællende kunstner, men blev mere bevidst om kroppen og hermed rum. De trin jeg er gået gennem er: fra video, ud af lærredet og at være på live. Men jeg har hele tiden ønsket at lave materielle værker. Derfor har det også været fantastisk at få lov at lave de her solopræstationer. I forhold til hvor meget jeg har produceret, har jeg ikke haft så mange soloudstillinger, men i år er being human being så min tredje soloudstilling”.

Så det er ikke en helt anden måde for dig at arbejde på med malerierne og skulpturerne?

”Jeg har altid fået mange ideer, som kommer ud af arbejdet med materialerne. Inspirationen kommer i produktionen. Nu har jeg så bevæget mig rundt i de forskellige medier, og jeg synes, det er dejligt at få lov til at arbejde på den måde. Der er meget planlægning, når man laver videokunst, det bliver en produktion, men her har det været meget koncentreret om og i konstant berøring med materialerne. Men jeg synes faktisk ikke, det er meget anderledes at arbejde på denne her måde”.

Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.
Lilibeth Cuenca Rasmussens performance Lucy under Kulturnatten 2014 i Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen.

Lilibeth Cuenca Rasmussens udtryk lader desuden til at blive mere minimalistisk. I hendes tidligere værker indgik ofte lange tekster, mens hendes seneste performanceværker har været næsten ordløse.

”Jeg oplevede at mine tekstperformances blev mere og mere komplicerede. Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg måtte lave et andet greb og få fat i materialerne og forenkle mit udtryk. Min erfaring er, at mange kunstneres første hovedværker er meget simple, men at de så nogle gange udvikler sig til at blive komplekse”.

Performance den nye offentlige, brede kunst
Ifølge Cuenca Rasmussen må performance-kunsten gerne ramme bredt og skal ikke være forbeholdt en smal elite.

”Jeg var ret glad for den kontekst Lucy var i under Kulturnatten. Der var en strøm af mennesker, performancen blev hele tiden holdt i live. Jeg lavede et lignende greb til min soloudstilling på Röda Sten Kunsthal i Gøteborg, hvor publikum mest var kunstfolk. Det kan næsten blive for rigidt, så sker der ikke noget. Lerklumpen udvikler sig ikke.

Men da jeg efter fem timer stod op her i Nikolaj Kunsthal var der sat 400 lys omkring mig og der var lavet vulkaner, biler, en hotdog, en masse ”offergaver” til mig. Det havde man ikke fået, hvis det kun havde været for en kunstcrowd. Jeg kan virkelig godt lide, at værker er umiddelbare og almengyldige. Jeg vil hellere være populistisk end elitær”. 

Foto: Frida Gregersen.
Foto: Frida Gregersen.

Men kan det ikke blive for populært eller for bredt? Kan kunsten ikke miste sin kritiske brod?

”Populær kultur kan også være god, ligesom elitær kunst kan være dårlig. Jeg tror ikke, folk opfatter Lucy som underholdning. Jeg mener bare, at det er fantastisk med et publikum, som er ublu.

Men derfor kan jeg samtidig savne at arbejde med sprog, for med tekst er det tydeligere, hvad man vil sige, men så lukker man også for noget. Mit værk Mobile Mirrors, hvor en gruppe dansere er iført spejlkostumer, kan man kalde et popværk. Men det kommer an på konteksten, og den styrer jeg. Selve materialet, spejlet, rammer bredt. Man tror, det er en kitschet spejlskulptur, men så er de fandme levende. Jeg synes selv, at værket ligger på grænsen.

Jeg har performet det i Manilla i et kæmpe shoppingcenter. Det var meget poppet, men det var også vildt sjovt. Hvis man virkelig gerne vil lave interaktiv kunst, så synes jeg, det er lykkedes godt med det værk. Men det er selvfølgelig en balance. Jeg håber, jeg bliver ved med at kunne fornemme den grænse”. 

Fertilitetsamulet
Men det er ikke kun maleri, performance og dokumentation af performances, man kan opleve på being human being. Lilibeth har også fået lavet en skulptur med hjælp fra elever fra Kunstakademiet. Så man kan nu se en katolsk helgen, en fertilitetsfigur støbt i beton på pladsen foran den tidligere kirke.

Fertilitetsamuletskulpturen foran Nikolaj Kirke. Foto: Andreas Brøgger.
Fertilitetsamuletskulpturen foran Nikolaj Kirke. Foto: Andreas Brøgger.

”Det er en skulptur, jeg gerne har villet lave længe. Og det er første gang, jeg laver noget så stort. Det er tre studerende, Fredrik Tyden, Rikard Thambert og Amitai Romm, fra billedhuggerskolen ved Professor Martin Erik Andersen på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som har produceret den som en del af undervisningen i klassisk skulptur.

Det er en amulet, som jeg har købt hos en gadesælger i en berømt, katolsk kirke i Manilla. Den forestiller en helgen uden tøj og han har en lille erigeret penis, så det er en fertilitetsamulet. Det er et karakteristisk træk ved filippinsk kultur: en hengiven katolsk tro som kombineres med animisme, deres oprindelige tro.

Det er den blanding, jeg kommer fra, men den passer også godt ind her, for performancerækken er også en blanding af det meget konkrete, jorden og materialerne, samtidig med skabelsesberetningen, som er en abstrakt fortælling”.

Lilibeth Cuenca Rasmussen er født 1970 i Filippinerne. Bor og arbejder nu i Danmark.

Læs mere i Kunsten.nu's kunstnerportræt her.

Billedserie

Udstilling

being human being

24 okt 2014 25 jan 2015

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

D. 6. november kl. 17 er der Artist talk med Lilibeth Cuenca Rasmussen, hvor hun fortæller om sit virke og om sin nylige rejse til Etiopien, hvorfra hun har fundet inspiration til sin aktuelle udstilling i Nikolaj Kunsthal.

Del artiklen

'Kropsspor'

Facebook