Hvilke tanker gør billedkunstnerne sig om deres arbejde, og hvordan er de rammer, som de arbejder i? Svarene på disse spørgsmål er dokumenteret i en række film, som i sin tid blev vist på DR, men som Ny Carlsbergfondet nu højst prisværdigt har digitaliseret og lagt ud på deres hjemmeside.

De første digitaliserede kunstnerfilm er produceret og instrueret af filmmanden Jacob Jørgensen, men der vil komme flere, hvoraf nogle vil blive produceret direkte af Ny Carlsbergfondet.

Den første film er fra 1978 og handler om Hans Scherfig. Her fortæller han med sin karakteristiske, nasale stemme og lidt arkaiske sprog om verdens fortrædeligheder uretfærdigheder og kapitalismens fortrædeligheder. Han holder tale på et gymnasium og står på talerstolen i Fælledparken, men man følger ham også ved staffeliet, når han maler ”giraffens og flodhestens idé.” Gennem sine malerier og tryk udtrykker Scherfig sin glæde ved livet og ved Jorden, fortæller han. Denne og de øvrige film er en vigtig, levende dokumentation af dansk kunsthistorie for nutiden såvel som for eftertiden. Der er også lagt film ud om John Olsen, Ingvar Cronhammar, Erik A. Frandsen, Kaspar Bonnén m.fl. Den nyeste film er fra 2011 og handler om Kathrine Ærtebjerg. Her fortæller hun bl.a. om, hvordan det har forandret hendes motivverden at blive mor. Filmene er oplagte til også at indgå i billedkunstkundervisningen.

Højproduktive Bjørn Nørgaard skærer lige igennem
Billedhuggerprofessoren og samfundsdebattøren Bjørn Nørgaard udsendte for nylig et illustreret katalog på 24 sider med titlen Sculptural Demonstration. Action Box 538. Udgivelsen, der er på dansk og engelsk, dokumenterer hans kunstneriske meritter i 2015.

Den første tekst i hæftet er hans tale fra Folkemødet på Bornholm i fjor. Heri tager han til kritisk genmæle mod “nødvendighedens politik, der afskaffer demokratiet” og mod vækstdogmet, ligesom han advarer imod, at Danmark er ved at blive en nation af morakkere. I vores nyliberalistiske forbrugersamfund “der skuffende ligner sovjetternes åndløse kvantitetssamfund”, er “historien, skønheden, kærligheden, omsorgen, indsigten, erfaringen, lysten afkodet.” En velanbragt opsang til det politiske establishment fra en meget engageret og dybt bekymret samfundsborger, som har ordet i sin magt.

Der er afbildet værker fra gruppeudstillingen Rolling Snowball 6 i Island, grafiske værker skabt hos stentrykkeren Christian Bramsen i Paris og i Steinprent på Færøerne, værker, som indgik i udstillingen Ich kenne kein Weekend i Berlin hos René Block samt nogle såkaldte samtaleværker i bronze, som Bjørn Nørgaard har skabt i Xiamen, Kina.

Desuden har Nørgaard skabt en totaludsmykning af Den gyldne sal i Håndværkerforeningen i København. I denne utroligt smukke, stedsspecifikke installation indgår fem store, indfældede malerier samt en række originale, specialdesignede væglamper og tre store, meget Bjørn Nørgaardske lysekroner i tre etager med organisk svungne former. Der er andre bundne opgaver, løst for Montana, hotelejer Henning Arp Hansen m.fl. Fin dokumentation af en af vores helt store billedkunstner, som her viser, at han fortsat er et kraftcenter i dansk kunst.

En pdf af kataloget kan findes på Bjørn Nørgaards hjemmeside.

Kunst indfældet i et transit-rum
DIAS står for Digital Interactive Art Space, som er den første kunsthal med digital kunst i verden. Oven i købet kunst, som vises i det offentlige rum, nærmere bestemt på Vallensbæk Station, et decideret transitrum eller ikke-sted, som rigtig mange mennesker passerer igennem hver dag uden måske at lægge mærke til omgivelserne. Og også et sted, hvor man slet ikke forventer at opleve kunst.

Ikke desto mindre har DIAS, som er ledet af kunsthistorikeren og kuratoren Rasmus Vestergaard, store ambitioner med stedet. For tiden kan man opleve den franske kunstner Fred Sapey-Triomphes imponerende, interaktive lys-installationer. Denne udstilling kan ses frem til 28. marts, hvorefter man fra 2. til 6. maj kan se udstillingen The Hacking Urban Reality, som er kurateret af de to indonesere Ade Darmawan og Alia Swastika som led i Images-festivalen. Fra 28. april til 19. juni vises værker af Jacob Sikker Remin med titlen Cloud Computing.

Men nu tilbage til den aktuelle udstilling, som vises på store og mindre skærme. Her ses levende billeder, der pulserer i forskellige farver. Teknikken er lidt retro-agtig, eftersom kunstneren benytter ultra lav opløsning: ”pixeleringerne” består af meget synlige LED-oplyste bordtennisbolde, så man må se værkerne på afstand ned eller op ad trapperne for at få motiverne i sigte. Flere af værkerne er interaktive, så de forbipasserende kan stoppe op og skifte ‘kanal’. DIAS er et knivskarpt fokuseret kunstprojekt, som bringer kunsten ud til folk, der ikke nødvendigvis i forvejen interesserer sig for kunst, men som her møder den indfældet i en hverdagskontekst. Denne kunst kaster helt nyt lys på nogle anonyme omgivelser og forlener dem med en ganske anden aura.

Ny Jeppe Hein-bog
Den i Berlin-bosatte installationskunstner Jeppe Hein (f. 1974) brændte ud i december 2009. Det var en chokerende oplevelse at føle sig helt ude af stand til at forbinde sig med omverdenen og tage vare på de mest fundamentale relationer i livet, for eksempel sine børn. Men han har nu fuldstændig overvundet krisen gennem meditation og yoga-øvelser og er kommet ud på den anden side som en styrket mand og en endnu bedre kunstner. Han er faktisk lykkeligere og føler sig stærkere end nogensinde, for han er blevet bedre følelsesforankret i sit liv og er blevet mere bevidst om de basale værdier i livet, først og fremmest kærligheden.

Dette forløb har filosoffen og forfatteren Finn Janning skrevet en fin bog om på engelsk med titlen The Happiness of Burnout. Desuden kan man se en film, hvor Jeppe Hein og bogens forfattter optræder sammen i Berlin i forbindelse med lanceringen af bogen på Youtube.

Jeppe Hein er en af de mest fremtrædende danske billedkunstnere i sin generation med stor international succes. Frem til juni kan man fx se hans mange skulpturer brede sig muntert i Brooklyn Bridge Park på udstillingen Please Touch the Art. Siden helbredelsen rykker han for alvor også med interaktive vandkunster, bænke – senest de vidunderlige, blå bænke, som er sat ud i byrummet fra Kastrup Station til Den Blå Planet, ikke at forglemme hans værk Reflecting Frequencies til det nye Musikhus i Aalborg, som tegnestuen Coop Himmel(b)lau har stået for. Et ovalt spejl, som drejer lidt og ændrer retning, og som hænger oppe under loftet i den store foyer og reflekterer de øvrige etager og folk, der bevæger sig op ad trappen. Spejlet har en ganske smal orange neon-indramning og reflekterer selvsagt også himmellyset og Limfjorden udenfor.

Finn Janning fortæller i bogen om den lange proces, hvorunder Jeppe Hein genvandt livsglæden og langsomt erkendte, at berømmelse og succes ikke er forudsætningen for at blive elsket og få anerkendelse, men snarere at åbenhed over for det, som ikke er én selv, og kærlighed til andre er vejen frem. Jeppe Heins spirituelle rejse indebærer også en erkendelse af altings forbindelse, ligesom han har lært at føle og at se sig selv som en lille bitte del af noget meget større. Han har opnået et større nærvær end nogensinde og en langt større bevidsthed om, hvad der sker inde i ham, så han undgår at undertrykke eller negligere sine følelser. Med andre ord er Jeppe Hein blevet mere livsduelig og også bedre til at erkende sine følelser, hvilket gavner hans kunst.

Det lyder lidt som en af tidens mange feel-good-bøger, men den er faktisk værd at læse. Bogen er skrevet på baggrund af over 100 interviewtimer, så den bygger på et solidt grundlag. Den har derfor en lang større rækkevidde og kan bruges af andre som en slags hjælp til selvhjælp-bog, hvis man selv er ved at have nået stressgrænsen og har brug for at bremse op. I øvrigt viser Jeppe Hein frem til den 13. marts 2016 soloudstillingen This Way i Kunstmuseum Wolfsburg. Her har Jeppe Hein skabt en række værker, der tematiserer kampen mod udbrændtheden og hans rejse frem mod en større afklaring.