Kæmpe media mesh udsmykker KU

Kæmpe media mesh udsmykker KU

Mette Gitz-Johansen: Kammer, media mesh. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet Amager. Foto: Mette Gitz-Johansen

I forbindelse med Bygningsstyrelsens byggeri af Københavns Universitet Amager indvies en 90 m2 stor video-udsmykning af Mette Gitz-Johansen på det Humanistiske Fakultets bygning.

Fra den 18. marts og de kommende tre år vil studerende, ansatte og forbipasserende på Københavns Universitet på Amager kunne se en kunstnerisk billedfortælling i lys og billeder på en 90 m2 stor media mesh.

En media mesh er et fint vævet gitter af stålwirer og LED-lys, der er transparent inde fra bygningen, og således har Mette Gitz-Johansen skabt Københavns største video-udsmykning med billedfortællingen Kammer.

Her forbindes universitetets inde- og uderum i syn og associationer, med en åben og uforudsigelig fortælling, hvor billeder væves ud og ind i sekvenser uden umiddelbar gennemskuelig orden.

Mette Gitz-Johansen blev indstillet til opgaven ud fra sin evne til at forbinde et poetisk og koloristisk afstemt billedunivers med filmiske forløb, der veksler mellem iscenesatte, narrative situationer og en næsten abstrakt, æstetisk brug af dokumentariske skildringer af lys, bevægelse og spejlinger i arkitektur og urbane miljøer.

Bygningsstyrelsen står bag opførelsen af kunstværket i forbindelse med byggeriet af Københavns Universitet Amager, og det er styrelsens kunstkonsulenter, Eva Koch og Henrik Jørgensen, der har indstillet kunstneren.

Kammer blev indviet 18. marts ved en fernisering med taler af Anders Boe Hauggaard og Mette Gitz-Johansen.

Mere information:
Læs mere om kunstværket 'Kammer'

Læs mere om kunstværker på Bygningsstyrelsens ejendomme:
www.voreskunst.dk.

Del artiklen

'Kæmpe media mesh udsmykker KU'

Facebook