John Kørner bag tremmer

Døren lukker og mørket omslutter alt i cellen. På hylderne står der sorte glinsende keramiske objekter i lange rækker og på gulvet står en komfortabel seng. Her er eksklusivt og smukt i mørket, men det dunkle rum holder os fanget. Vi er sat i fængsel og kun kunsten gør os selskab.

Den dramatiske installation med titlen Fængsel er det nyeste værk fra den danske kunstner John Kørners hånd og kan fra 4 maj opleves på kunstmuseet HEART i Herning.

Udstillingen Fanget er den hidtil største med kunstneren, der er kendt for at sætte markante samfundsproblemer som prostitution og krig på sin kunstneriske dagsorden i et let og fabulerende men ofte yderst dramatisk billedsprog.
Sideløbende med udstillingen vises Jørgen Leths film og John Kørner Jeg Taler til Jer i museets auditorium. 

Både nye og ældre værker mødes i en iscenesættelse med fængslet og kontrasten mellem lys og mørke som bærende symbolsk ramme, og Kørner retter dermed søgelyset mod et nyt problem. Er selve kunsten kommet i fængsel i museernes hellige haller?

Fanget på kunstmuseet
”Det er kun anden gang, jeg har lavet en udstilling med retrospektive momenter”, fortæller John Kørner på en kold forårsdag i værkstedet på Amager, hvor hans værker kommer til live, før de har deres gang på talrige danske og internationale udstillingssteder.

”Oftest arbejder jeg fremadrettet, men til denne udstilling har jeg kigget tilbage og opgjort dele af min produktion i henholdsvis en lys og en mørk afdeling med udgangspunkt i museumsrummets opdeling”, fortsætter han om opbygningen af udstillingen på HEART, der består af omtrent lige dele nye og ældre værker, med særlig fokus på det paradoksale element ved kunstverdenen, at kunstens bevaring og formidling på museerne på en gang sætter kunsten fri og holder den i et fast greb.

”Selve ideen til udstillingen udspringer af en opfattelse, jeg har haft igennem længere tid af, at man som besøgende på kunstmuseer og lignende til tider godt kan føle sig lidt fanget. Det kommer til udtryk på flere måder f.eks. mentalt via den æstetik og formidling, der omgiver værkerne og får mig til at føle mig som et objekt –som en del af konceptet, men også fysisk i kraft af museernes stille ophøjede rum, der har tydelige paralleller til religiøse rum, som vi f.eks. kender dem fra den danske folkekirke”, fortæller Kørner, der ikke ser udstillingen som en decideret museumskritik men snarere som en observerende tanke og et sociologisk studie.

”Det er umådeligt interessant at se, hvordan museerne arbejder overfor publikum generelt og f.eks. ofte har et meget stort ønske om at inddrage ungdommen og deres overvejelser om, hvordan de skal præsentere samtidskunsten. Alle de interessante ting, der lægger sig til værkerne; formidling, æstetisk osv. kan man jo ikke isolere fra værket selv, når man står overfor det.”

Udstillingens værker kredser på forskellig vis om museet som begreb som det f.eks. ses i Det Vægtløse Museum, der blev skabt til Socle du Monde Biennalen på Herning Kunstmuseum i 2008.

Og tilknytningen til kunstmuseet i Herning er da også langt fra ny. Allerede i 2004 kunne det, der dengang hed Herning Kunstmuseum præsentere John Kørners første soloudstilling The Greenland Problem, og siden da har museet haft fokus på Kørner som en af de centrale kunstnere i deres samling.  

Nu, som en del af det nyligt lancerede HEARTfuture-program, sætter museet igen Kørner under lup og kunstneren returnerer meget passende gestussen med oplæg til debat om museernes rolle i forhold til kunsten i dag.

Tag livtag med kunstens præmisser
”Jeg har kunnet fornemme at oplevelsen af at gå på museum er problematisk for mange, og jeg synes, det er interessant, at museerne f.eks. anvender begreber som ’varme’ og ’kolde’ udstillinger, der ikke siger noget om kunsten som sådan, men snarere er opstået, fordi man tænker i besøgstal”. Siger Kørner med tydelig passion for at få selve kunsten og værkerne mere i centrum på museer og udstillingssteder.

”Installationen Fængsel er kraftigt inspireret af begrebet ’at samle kunst’. Hvordan kan man som kunstsamler dele sin glæde og personlige tilgang til værkerne med andre, mens man samtidig tager højde for de ægte udtryk, der har med kunsten at gøre? Jeg kunne godt tænke mig, at museerne tog mere livtag med kunstens egne præmisser i deres formidling af værkerne”, fortsætter Kørner, og efterspørger samtidig nogle principper, der går hånd i hånd med tankegangen bag værkerne.

”Det virker som om vi i Danmark har en form for skræk for at tale om selve værket –det virker nærmest problematisk. Vi kan godt sige, om det er godt eller dårligt, men jeg kan personligt ikke erindre, at jeg på et museum har diskuteret selve værkets bagvedliggende bevæggrunde eller de tanker, der gerne skulle affødes af det værk.”

Museernes nutidige eksistensgrundlag, der befinder sig i oplevelsesøkonomiens store flow og i evig kamp for at få flere besøgende gennem tælleapparatet, er Kørner naturligvis bevidst om.

”Det er jo en fælles interesse, at der helst skal komme mange mennesker på museerne – men hvordan, det gøres, er det interessante. Det er fuldkommen eksistentielt for kunsten, hvordan den præsenterer sig selv og hvorfor ikke gøre det på en måde, der tager udgangspunkt i værkernes substans”?

Således opfordret står vejen åben for at udforske museet i fængslet og fængslet i museet med Kørner som kaptajn.