Jeg er perfekt

Alting er perfekt. Selvom vand er blødt, så kan jeg gå på dette her vand. Der er sammenhæng, ting klæder hinanden og tulipanerne er sprøde. De skal ikke plukkes, vasen er fin som tom. Den tynde hvide sti er en kanal, en kontakt, en åre i min krop, og min krop er landskabet.

Jeg er perfekt. Jeg er perfekt, når jeg står hér. Træet, der rager op, er slidt på den ene side. Sikkert den side, som vender mod havet. Jeg ved godt, at verden er større. Det er ikke kun dette vand, det er alt vand. Der er alle slags grøn, men det er, som om al slags grøn er her i dette billede, og jeg føler mig taknemmelig. 

Nogle malerier er fuldendte. På et tidspunkt løfter kunstneren penslen fra lærredet og beslutter sig. Nu; nu er det færdigt, og når det er færdigt, er det fuldkomment materiale, der skal ikke rykkes rundt på noget, det er, som ved magi, perfekt. Lige sådan, som det skal være.

Paradismaleri
Kunstneren, Jesper Christiansen, kalder endda sit værk for et paradismaleri og han lader forstå, at det er inspireret af Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie, som er en rejse hinsides virkeligheden, gennem skærsilden og helvede, en rejse, som ender i paradis. Det er paradisdelen, den sidste del, som billedkunstneren har skelet til

Kunstneren har udstillet sit værk som del af en hel serie paradisbilleder, der alle er blevet til i en sommerresidens i Odsherred på Nordsjælland. Værkerne blev udstillet samlet i forsommeren 2015 under titlen Med Dante i Paradis, den sydøstlige del af Odsherred.

Vi er altså hinsides byen, men ikke hinsides virkeligheden. Kunstneren er konkret i sin stedsangivelse, og i andre af seriens værker er der klapstole, fuglekasser og traditionelle røde mursten. Og alligevel er det en tidslomme.

Selvforsynende kunstnerkoloni
En anden tidslomme finder man på Malergården i Plejerup, Grevinge, ligeledes Odsherred. Her etablerede kunstnerfamilien Swane i 1934 et selvforsynende, isoleret miniparadis. Komplekset var tegnet af fru Swane, Agnete, der var arkitekt, og som sørgede for et højloftet vinkelrum til hr Swane, Sigurd, som i begyndelsen af 1900-tallet var med til at introducere modernismen i Danmark.

Familiens tre børn modtog undervisning i hjemmet. De skulle ikke i den lokale landskole. Til gengæld kom forfattere som Thit Jensen, Martin A. Hansen og Valdemar Rørdam i hjemmet.

Det var en kunstnerkoloni, med udsigt over Lammefjorden. Og det var, som om hverken Første eller Anden Verdenskrig fik lov til at ødelægge den gode udsigt.

Georginerne voksede ranke i den labyrintiske have foran atelieret og de hyggelige stuer, hvor forfatterne læste højt af egne værker.

Far Swane malede sine kønne tre børn, der læser lektier i den blå stue. Han malede stensætningen, dyrene på gården, spejlingerne i åen og en kop på bordet. På én gang nysseligt og virtuost.

På Malergården lavede de paradismalerier. Hvis man skal dømme efter titlen på et familieportræt, malet kort efter ankomsten til Malergården, så emigrerede familien til Odsherred.

Man kunne også sige, at de flygtede. At de ville væk fra byen, væk fra daglige aviser og diskussioner om tingenes tilstand. De ville væk fra det, som de måske følte, at de alligevel ikke havde nogen indflydelse på. Så kunne magthaverne i Europa kløjs i det. Lammefjorden er stadig smuk, om morgenen falder duggen og fuglen synger fra sin gren.

En lille lukket kreds
Jeg ved ikke, om jeg bliver rørt eller irriteret over familien Swane. Hvor kan en sand kunstner tillade sig at emigrere fra virkeligheden, er det ikke netop kunstneren, der skal hjælpe os til at være opmærksomme og følsomme overfor dét som sker omkring os? Må de gemme sig bag de lyse stråhatte, skutte sig i en lille lukket kreds?

Det kan de ikke være bekendt. Og dog. Måske må de gerne sætte sig i solen på en grøn plet, hvis det er dét, som de vil minde os om. At man altid kan finde en solplet, også på et formørket verdenskort.

Swanerne og Christiansen maner lyspletter frem. Jeg kan se dérhen, når jeg har lukket for radioavisen, der utrætteligt holder mig orienteret om Putins aggressioner, forgældede Grækenland, plastikøer og bomber i moskeer.

Aggression. Georgin. Bankerot. Sommerhat. Koldkrig. Lammefjord. Jeg misser med øjnene for at få lyspletterne frem. Kunstnerne lader mig ånde ovenvande.