Japansk girl-power i tyndbenet manifestation

Japansk girl-power i tyndbenet manifestation

Mika Ninagawa: Liquid Dreams, 2003. (udsnit) C-print monteret på plexiglas, 68,6 x 103 cm. ©mika ninagawa, courtesy of Galerie Wouter van Leeuwen

Billedserie

Mika Ninagawa

18 jan 2014 4 maj 2014

Mika Ninagawa

Viborg Kunsthal
Se kort og tider

Mika Ninagawa baner vejen for økonomisk- og erotisk frihed på feminine præmisser. Men det bliver aldrig tydeligt i Viborg Kunsthal, hvor den verdenskendte kunst- og modefotograf vises for første gang i Danmark. Manglen på interesse for hendes sensuelle softcore kvindeportrætter skærer det kunstneriske projekt midt over, så kun den kulørte staffage står tilbage.

Velkommen i bolsjebutikken: Opulent farvestrålende blomster, frugt, dyr og slørhaler fylder salene til bristpunktet, når Mika Ninagawa folder sig ud i Viborg Kunsthals ellers så hvidskurede rammer.

Det japanske girlpower-ikon elsker farver og overdådighed – alt det, som virker sanseligt og stimulerende, og som hun er berømt for at vise på verdens førende gallerier som ’close up’ farvefotografi i overstørrelse eller anvende som symbolbærende staffageelementer i svulstige kvindeportrætter som modefotografi og i film.

Udstillingsview, Mika Ninagawa på Viborg Kunsthal, 2014. Foto: Kurt Nielsen
Udstillingsview, Mika Ninagawa på Viborg Kunsthal, 2014. Foto: Kurt Nielsen

Ikonografiske kvindebilleder mangler
Udstillingen rummer ’en større repræsentation af den japanske kunstners værker’, men på trods af de larmende farver virker den upræcis i sit sigte og overfladisk formidlet. Først og fremmest savner jeg nogle af de ikonografiske kvindebilleder, som det vrimler med på nettet, når du googler Ninagawa. De er og bliver hendes signaturværker, og de giver hendes projekt en anden relevans, end de fotografier af blomster, frugter, børn m.v. som fylder de fleste vægge i kunsthallen.

Udstillingsview, Mika Ninagawa på Viborg Kunsthal, 2014. Foto: Kurt Nielsen
Udstillingsview, Mika Ninagawa på Viborg Kunsthal, 2014. Foto: Kurt Nielsen

Hvis udvalget af værker er et resultat af kunstnerens eller kunsthallens forsøg på at distingvere mellem kunstfotografi/film og modefotografi, er det en katastrofe, for Ninagava er en popkunstner, der lig Andy Warhol er synonym med sin egen kunst, og som i egen person inkarnerer dens æstetik og hensigt. Derfor må en præsentation af hende knytte bånd mellem alle aspekter af hendes virke såvel i kunstverdenen, i filmbranchen som i modebranchen. Som fotografi betragtet er samlingen her hverken overbevisende eller særligt vedkommende, det være sig teknisk eller indholdsmæssigt.

Til gengæld er den uomgængelig som signaturvare såvel æstetisk som koloristisk.

Billeder med sødmefuld kvindelig vokal
I store sammenhængende billedforløb benytter Mika Ninagawa ofte semiskarpe billeder, hvor ting i forgrunden er tågede. Det er ikke tydeligt, hvorfor hun gør det – først og fremmest skaber dette ‘blur’ en modstand for øjet, som ikke gør billederne mere interessante. Andre billeder er knivskarpe, og det giver til gengæld god mening – deres utilslørede lystbetonethed taget i betragtning.

Serien Liquid Dreams med videooptagelser af farvestrålende tropiske fisk giver mening, fordi dens fascinationspunkt er så enkelt. Det underbygges i en videoinstallation, hvor publikum – akkompagneret af en sødmefyldt kvindelig vokal – kan drømme sig ned i akvarierne til fiskene, hvis bevægelsesmønstre, overdådige former og stærke farver er det hypnotiske fixpunkt.

Udstillingsview, Mika Ninagawa på Viborg Kunsthal, 2014. Foto: Kurt Nielsen
Udstillingsview, Mika Ninagawa på Viborg Kunsthal, 2014. Foto: Kurt Nielsen

Hvor er den kritiske potens?
Men det er svært i denne præsentation at få øje på Ninagavas kritiske potens og formidlingen giver intet i den henseende. Det fortælles kort, at hun også er filminstruktør og det illustreres af et par trailere på væggen. Det er frustrerende, og jeg går derfor hjem for selv at grave dybere i fænomenet Mika Ninagawa.

Kvindelig japansk poiner

Ninagawa tilhører en ny kosmopolitisk generation af kunstnere i Japan, som har set sig om i verden og som på den ene side er fascinerede af Vesten og samtidig er oprigtigt forelskede i japansk kultur. Hun er 42 år og bor og arbejder i Tokyo. Med en far, som er berømt indenfor teater, har hun rødder i kunsten og er opdraget med vægt på større personlig frihed end gennemsnitsjapaneren. Ligeledes har faderens feterede skikkelse givet hende adgang til kunstverdenens mere flamboyante og eksperimenterende livsstil i et moderne Japan, som i almindelighed stadig bærer præg af lukkethed og patriarkalske værdier, der hylder den beskedne og underdanige kvindetype og kræver af sine idoler, at de skal være pletfrie rollemodeller.

Mika Ninagawa placerer sig som kunstner og kvinde på et spor, der løber parallelt med nyere genrer i japansk ungdomskultur såsom anime og manga. Hun er selvbevidst og ærgerrig, og hendes  æstetik er kitschet, overdreven og sødladen, men samtidig også nænsom og stemningsfuld. Hun lægger vægt på, at hendes kunst repræsenterer et endnu forholdsvis sjældent sted, hvorfra kvinders syn på sig selv og på andre kvinder synliggøres på egne præmisser. Det er stadigvæk fortrinsvis mænds fantasier om kvinder og erotik, der tilflyder billedstrømmen i Japan – derfor ser Ninagawa sig selv som en feministisk pioner i sit eget land i stil med Madonna i sit ungdomsoprør mod religiøs- og seksuel undertrykkelse i USA.

Feminin æstetik
Ninagawas power ligger først og fremmest i, at hun er en kvinde i Japan, der ønsker at styre sit eget liv og at bane vejen for, at andre kvinder kan gøre det samme. Som filminstruktør vælger hun historier skrevet af kvinder om kvinder. I filmen Sakura (hvis trailer vises i Viborg) er omdrejningspunktet japansk geishia-kultur.
Ninagava er fascineret af den frihed og selvbevidsthed, som en velhavende geisha i filmen opnår. Hendes kritiske greb er at fremdrage den ’lykkelige’ fortælling i en ellers traditionelt kvindeundertrykkende historie for på den måde at lade den smelte sammen med moderne kvinders længsel efter at opnå autonomi i økonomisk og erotisk henseende.

På den måde bliver Nianagawas projekt en emancipation, der efterstræber et kvindeligt lystprincip og som forsøger at fastholde dette inden for en feminin æstetisk ramme. Der er måske som i resten af verden også her tale om et ubevidst og internaliseret maskulint blik? Men objektgørrelsen forsøges her bevidstgjort og feminiseret gennem den svulstige symbolske staffering med blomster og tekstiler. Overfloden er central for billedernes betoning af kvindernes overskud såvel æstetisk som erotisk. Selvbevidstheden kommer til udtryk gennem det nænsomme og romantiske, som nok i højere grad appellerer til kvinder end til mænd?

Det afgørende for Ninagawa, er at hun styrer hele processen og på den måde udfordrer hun et hundredårigt maskulint monopol.

Mika Ninagawa: mika, 2004. C-print monteret på plexiglas, 137.3 x 103 cm. ©mika ninagawa, courtesy of Galerie Priska Pasquer
Mika Ninagawa: mika, 2004. C-print monteret på plexiglas, 137.3 x 103 cm. ©mika ninagawa, courtesy of Galerie Priska Pasquer
Mika Ninagawa: on air, 2004. C-print monteret på plexiglas, 114.6 x 86 cm. ©mika ninagawa, courtesy of Galerie Priska Pasquer
Mika Ninagawa: on air, 2004. C-print monteret på plexiglas, 114.6 x 86 cm. ©mika ninagawa, courtesy of Galerie Priska Pasquer

Transgressive potentialer
Økonomisk og seksuel uafhængighed er nøgleord i Ninagavas selvforståelse, hun lever som fashionabel alenemor flankeret af et sammentømret crew og en klog og hengiven mandlig assistent, som har valgt at vie sit liv til hende i et platonisk partnerskab. Ni år har de to arbejdet lykkeligt sammen – ingen elsker har været i Ninagawas liv så længe.

Ninagawa har mange ting til fælles med sin hovedperson: luksusgeishaen i  1700-tallets Japan. Kunst- og modeverden spejler sig stadigvæk i traditionerne og den historiske overklasse. Jetsettet dengang som nu har altid haft adgang til svulstighedens sale og erotikkens herligt parfumerede himmelsenge.

Mika Ninagava virkeliggør dette i sit eget liv og lægger ikke skjul på, at mænd er “som slik” for hende, og at hun derfor kun har et krav til en elsker: at han er sexet.

Erotisk selvbevidsthed og sjælens forfinelse udvikles – dengang som nu – bedst der, hvor der allerede findes et økonomisk overskud og et åndeligt frirum.

Nutidens heftige kunstneriske og kommercielle dyrkelse af dette overskud bidrager til at skaffe dens iscenesættere økonomisk frihed, og udbredt i massekulturen er dens svulstige løfte om frihed, sex og magt et kraftfuldt spejl, der kan have transgressive potentialer for de, der råder over passende reserver.

En ikke-udfoldet blomst
Mika Ninagawa ser sig selv som en sjælden blomst i Japan – hun lever sin egen drøm og hendes billeder udtrykker drømmen og lader den spire i beskueren og blomstre i fuldt flor hos den celebre model, der betaler kassen for at lade sin velplejede krop portrættere af kunstneren.

Udstillingen i Viborg folder ikke kunstneren ud, og den bygger ikke bro mellem hendes ageren i kunst- og modeverdenen. Det er synd, for hvor ville jeg gerne have set denne emancipationshistorie, dens hovedperson og dens kontekst tydeliggjort og kritisk bearbejdet i kunsthallens formidling.

Det er først, når vi får øje på iscenesættelsernes samlede kvalitet og deres sigte, at vi for alvor kan inspireres og udfordres af Mika Ninagawa som samtidskunstner, modefotograf, filminstruktør og kvinde.

Mika Ninagawa (1972) er modefotograf, filminstruktør og kunstner.

Hun har en omfattende udstillingsvirksomhed bag sig med udstillinger i bl.a. Japan, Korea, Singapore, Malaysia og USA samt Wave Photogallery i Brescia i Italien, Centre National d’Art Contemporain i Grenoble, Museum for Photography i Amsterdam og Kunsthaus Graz i Østrig.

Ninagawa har desuden instrueret to spillefilm og lavet en række musikvideoer - bl.a. for Alicia Keys.

Som modefotograf har Ninagawa desuden skudt en række af opgaver for bl.a. Vougue, Harper’s Bazaar, Elle og Cosmopolitan.

Ninagawa har udgivet en gratis iPhone- og Android-app Cameran, som kan bruges til at dekorere digitale fotos 'Mika Ninagawa-style'.

Hendes værker indgår i samlingerne hos UBS Art Collection, Contemporary Art Museum Kumamoto, Ohara Museum of Art, Toyota Contemporary Art Collection, Suruga Bank Pigozzi Collection og Huis Marseille.

Billedserie

Mika Ninagawa

18 jan 2014 4 maj 2014

Mika Ninagawa

Viborg Kunsthal
Se kort og tider

Del artiklen

'Japansk girl-power i tyndbenet manifestation'

Facebook