Interview med Marie Kølbæk Iversen

Marie Kølbæk Iversen deltager på udstillingen med to værker, som begge på bogstavelig og forunderlig vis producerer billeder ud af det rene ingenting. Det er også værker, som markerer sig ved deres mangel på direkte budskaber og fortællinger.

“Jeg tror, at jeg generelt føler mig en smule mæt af forbrugersamfundets budskabisme og evindelige søgen mod bagvedliggende skjulte sandheder og budskaber”, fortæller Marie Kølbæk Iversen om sine værker.

“I trods retter jeg fokus mod det forhåndenværende, det ‘før-kodede’ og umiddelbare, fordi jeg tror – og det er måske en smule banalt – at sandheden om verden, er det, der kommer os i møde – hverken mere eller mindre. Verden betyder sig selv, og mine værker ligeså,” forklarer kunstneren.

Retroaction
Det ene af Kølbæks værker – videoværket Retroaction II – aktiveres i det øjeblik publikum mere eller mindre tilfældigt bevæger sig ind i værkets – rettere kameraets og projektionens – interaktive men tomme felt.

Dermed opstår der mønstre og figurationer. Denne aktivering af mønstre får uvilkårligt beskueren til at undersøge mulighederne for flere nye og uanede billeder.

Input = output
Retroaction II er et feedbackbaseret værk. Marie Kølbæk Iversen forklarer:

“Projektor og kamera er rettet mod den samme flade, og derved har de samme in- og output. Da projektoren viser det, som kameraet filmer, vil både repræsentation og det oprindelige motiv (for eksempel en forbipasserende beskuer) være til stede i og påvirke projektionen samtidig.”

Retroaction II har endvidere det særlige kendetegn, at projektorens billede her er spejlvendt.

“Træder man for eksempel ind i billedet fra højre, vil projektoren vise én til venstre. Denne repræsentation filmes imidlertid også, og vises til højre – hvor den atter filmes og projiceres til venstre. Og så videre. For hvert trin abstraheres billedet en smule. Således ender billedet med at indgå igen og igen i en strøm af interaktive mønstre, der projiceres mod én fra billedets midterakse,” forklarer hun.

Uden hukommelse
På denne måde fravælger Marie Kølbæk Iversen fortællinger og repræsentation i traditionel forstand. Hun søger i stedet mod mediets egenart og beskuerens eget nu.

“Der er ingen hukommelse i Retroaction-installationerne”, fortæller hun.

“Ingen optagelse, ingen redigering, ingen computer-genererede effekter, intet. Det eneste, der er, er et kamera og en projektor, der gennem et nøje arrangeret feedback forløber parallelt med beskuerens virkelighed,” siger hun og uddyber:

“Jeg tænker, at netop denne samtidighed hæver værket ud af dets status som repræsentation af ‘noget, der var’ for i stedet at blive en simpel opsætning af et autonomt og generativt liv i sig selv. Retroaction II viser sandheden om sin egen konstitution; det ‘betyder’ ikke noget andet end det smukke og fascinerende billede, hvilket det qua sin konstitution fremviser.”

Ingen mediefetichisme her
Nu kunne man tro, at Kølbæks praksis er udtryk for en slags mediefetichisme, men det er ikke tilfældet.

“Ligesom naturfænomener såsom vandets bølger eller sollysets brydning i skyerne ikke behøver en symbolsk merbetydning for at fascinere og føles vægtige, mener jeg også, at man kan nyde og lade sig fascinere af den uendelighed af potentialer, som kunstens medier tilbyder ­- uden at det er nødvendigt at forme dem i sit budskabs billede,” pointerer hun.

Kopier af kopier
Udover Retroaction II deltager Marie Kølbæk Iversen med et andet værk. Det er kopi-installationen Skala (made to measure). På en hel væg i udstillingsrummet hænger rækker af kopiark.

“I tråd med mine videoinstallationer generes også mine kopiværker af en ‘genetik’, som jeg skriver på forhånd”, siger Kølbæk Iversen. Hun forklarer yderligere, at der er en konceptuel ramme, der foreskriver produktionens fremgangsmåde, og som kommer til at danne udgangspunkt for den æstetiske billeddannelse.

210 A4 ark
“I Skala (made to measure) tager jeg udgangspunkt i størrelsen af den væg, som værket skal installeres på. På den baggrund regner jeg ud, hvor mange A4-ark, der er plads til, og dét antal – på Kunstpakhuset drejer det sig om 210 A4-ark – afgør produktionsprocessens start- og slutpunkt.”

Derefter er fremgangsmåden følgende:

Kunstneren starter med at tage en kopi uden at lægge noget på kopifladen. Et A4-ark – en kopi – kommer ud og en farvet tællestreg anføres i venstre hjørne af arket:

Dette er ark nummer et. Ark nummer et placeres på kopifladen og kopieres. Ud kommer en kopi med en grålig gengivelse af ark nummer ets farvede tællestreg. Ved siden af denne streg anføres endnu en farvet tællestreg: dette er ark nummer to. Og sådan fortsætter processen.

Tomhedens fylde
“Det interessante er, at selvom værket er en slags ‘akkumulation af ingenting’, er dets billede ikke et hyper-reduktivt billede, hvor ingenting x 210 resulterer i absolut tomhed”, forklarer kunstneren.

“I stedet sker det modsatte: Billeder tager form, mønstre skabes. Verden vil altid skabe sig – forme og fortætte et billede – hvis man giver plads til det. Erkendelsen bliver, at det er umuligt at søge eller skabe rum for ‘ingenting’, for selvom jeg tømmer et rum, vil dets vægge, gulv og loft fortsat bestå, og så vil jeg rette mit blik mod dét. Der vil altid være ‘noget’, og det er dette udefinerede ‘noget’, der interesserer mig”, slutter Marie Kølbæk Iversen.