Indhold der rykker, rammer der trykker

Biennale i trygge rammer
Uden at ryste på hånden gjorde Piero Manzoni med værket Socle du Monde fra 1961 den hele verden til sit kunstværk og dets placering i erhvervsområdet øst for Herning til verdens navle.

Så radikal er biennalen Socle du Monde ikke. Faktisk holder den sig sikkert indenfor museumsudstillingens normale rammer, både hvad angår rum og værkformater. Så forventningen om, at en biennale er en kunstbegivenhed ud over det sædvanlige lades noget uforløst.

Gode forretningsforbindelser
Socle du Monde bienalen har i år undertitlen Between Cultures og handler om interkulturalitet. Men den grundlæggende præmis for bienalen er foreningen af kunst og erhverv, og udgangspunktet er at parre en kunstner med en virksomhed.

Det er i sig selv ingen sensation. De fleste kunstnere anvender i dag andre materialer, end dem forhandlere af kunstnermaterialer har på hylderne. Ved udstillinger og værker er vi vant til at se sponsornavne på skiltene. Der kræves derfor mere integrerede samarbejder, og der er forskel på, hvordan dette formidles.

Et godt og klart samarbejde ses i Lillibeth Cuenca Rasmussens portrættæpper. Her er en række personer blevet bedt om at forestille sig selv som af en anden etnicitet. Det har virksomheden Ege Tæpper fremstillet som store billedtæpper.

Her er virksomhedens gesjæft blevet udnyttet til at skabe et værk, der på enkel og original vis fortolker temaet ’Between Cultures’. For billeder på tæpper er noget sært og fremmedartet i Danish Modern-land!

Joachim Hamou får direkte sat sit aftryk på sin samarbejdende virksomheds produkt, Dagbladet Børsen. Her har han igennem en uge indsat en række rubrikker med udsagn, der skal få læserne af avisen til at undres og stoppe op.

Endelig et værk, der kommer ud af museet og ud i forretningsverdenens virkelighed!

Marcello Viquez udstiller forholdet mellem mæcen og kunstner på enkel og humoristisk vis, da han lader Montana Møblers direktør Peter Lassen klæde sig på i det stiveste puds. Ligesom Nedko Solakov, der har ladet et reklamefirma lave et kampagneforslag for hans kunst. Her er mødet mellem kunsten og erhvervslivets kulturer tematiseret godt og synligt og ikke uden kritisk brod.

Usynlige virksomheder
Det er dog ikke alle parløb, hvor begge parter er med. Jeg kan ikke se, hvad Nykredit laver i Danh Vos værk  og i Kimsoojas værk er der simpelthen ingen samarbejdende virksomhed. Det er der heller ikke i Thierry Geoffroy/Colonels bidrag. Som den måske mest kontroversielle kunstner kunne det ellers være interessant at se ham samarbejde med en bundsolid jysk virksomhed.

Hvis samarbejderne ikke er helhjertede bliver det eneste, der udveksles mellem kunstner og virksomhed Fuck Off Money: Her er en pose penge og skrid så!
Fuck Off Money er titlen på Ismar Cirknagics værk, der handler om den sum penge, hans familie ville få for at rejse ud af landet. Og da virksomheden A Herreford Beefstow slet ikke er synlig, synes samarbejdet netop at have været efter modellen Fuck Off Money!

Hvad er meningen med Socle du Monde?
Trods et fint niveau i værkerne og en spændende samling kunstnere ender Socle du Monde som en underlig fisk. Hvorfor har museet ikke bare lavet udstillingen selv og skarpslebet temaet?

Eller hvad der havde været endnu mere spændende: Hvis der havde været tale om integrerede samarbejder over hele linjen og udstillingen også havde fundet en form noget ud over det sædvanlige. Det havde været i bedre Socle du Monde-ånd og Herning-agtigt på den gode måde!