I <3 Tingbjerg

I <3 Tingbjerg

En stolt deltager i Katrhin Böhms projekt 'Tingbjerg Posters'.

Billedserie

VISIT TINGBJERG – en samtidskunstfestival i Tingbjerg

11 maj 2012 23 jun 2012

YNKB, Jakob Jakobsen, UltraGrøn, Thorbjørn Reuter Christiansen, Kim Young Kilde, Claus Handberg, Frans Jacobi, Marianne Jørgensen, Camilla Berner, Husk Mit Navn, WOOLOO, Katrin Böhm, Vladimir Tomic, Kerstin Bergendal, Frank Metzger, Wiebke Grösch, Temporary Services, Parfyme, Maj Horn, Gåafstand, Søren Thilo Funder, Det 4. Kontor, Charlotte Haslund-Christensen, Morten Dysgaard, Jes Brinch

Ud over den faste udstilling, vil der i udstillingsperioden være en lang række kunstneriske og sociale arrangementer i området. Besøg www.visittingbjerg.dk for at se programmet.

Gennem en lang række lokaltproducerede kunstværker ønsker samtidskunstfestivallen Visit Tingbjerg at åbne en sprække i den negative omtale, Tingbjerg har fået gennem de sidste 30 år og give bydelens borgere mulighed for at udtrykke sig via kunsten.

Himlen er grå, da jeg i bus 2A ruller ind på visit i Tingbjerg; den gule bydel med de lave huse og det dårlige ry. Endestationen. 2A drejer omkring og skynder sig ud igen. ‘Good News’ står der med store gule bogstaver over en butiksfacade ved butiksstrøget, nedenunder står en gigantisk megafon. Det må være nogle af de 21 kunstværker, der skal fortælle ‘en anden historie’ om Tingbjerg, tænker jeg.

Installationsview fra Tingbjerg Kunsthal, der er etableret under festivalen. (Pressefoto)
Installationsview fra Tingbjerg Kunsthal, der er etableret under festivalen. (Pressefoto)

Historien
Fra slutningen af 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne blev Tingbjerg opført på grundlag af den kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussens plan for området.

Han designede og planlagde bydelen nærmest som et kunstværk i sig selv. Husene er lave, der er masser af grønne områder imellem dem og der er buske, træer, brede stier, en af landets første byggelegepladser og meget mere – alt hvad der skal til at sætte rammen for en fantastisk bydel.

Bad news
Men lige fra begyndelsen har de dårlige nyheder været den gode historie at bringe fra Tingbjerg. Allerede i 1975 skrev Steen Eiler Rasmussen selv:

“Det har været sådan, at søgelyset har været rettet mod Tingbjerg, så hvis der bare skete den mindste smule, så var aviserne der straks og skrev ikke om tyveri i den og den gade, næh så hed det et tyveri ‘på Tingbjerg’. Der bor nu en ni tusind mennesker, så der hænder jo et og andet. Men ved at mange uheldige begivenheder bliver lokaliseret til dette område får det uvægerligt et dårligt ord på sig.”

Dette ‘dårlige ord’ er kun blevet værre siden. Og det er den tendens kuratorerne for Visit Tingbjerg vil give et alternativ til.

“Vi ville gerne fortælle en anden historie, end den der normalt bliver fortalt i pressen,” fortæller Matthias Borello, der sammen med Kenneth A. Balfelt har kurateret festivalen.

Wiebke Grösch / Frank Metzger: GOOD NEWS, 2012. Et værk, der peger på misforholdet mellem det personlige og medieskabte billede af Tingbjerg. (Pressefoto)
Wiebke Grösch / Frank Metzger: GOOD NEWS, 2012. Et værk, der peger på misforholdet mellem det personlige og medieskabte billede af Tingbjerg. (Pressefoto)

Tingbjerg Kunsthal
Jeg og en række andre reportere mødes med Matthias Borello og Kenneth A. Balfelt under ‘GOOD NEWS’ skiltet i et lille lokale ud til hovedgaden.

Solen bryder gennem skyerne, mens Matthias Borello forklarer videre: “Der er en række værker, der er procesorienterede, og som har involveret beboere i Tingbjerg i en proces, hvor de får en platform at tale fra eller noget materiale, de kan formgive.”

I Marianne Jørgensens projekt, Mini Haveby, er det skolebørn, der formgiver deres 'drømmeby'. (Pressefoto)
I Marianne Jørgensens projekt, Mini Haveby, er det skolebørn, der formgiver deres ‘drømmeby’. (Pressefoto)

Dit eget billede
Efter introduktionen viser han rundt til de mange værker på festivallen. Flere af værkerne er dynamiske og mange af kunstnerne er stadig i gang med at arbejde.

I en smal passage bag en lille solplet uden for Super Best, hvor de lokale får sig en håndbajer, står den tyske kunstner Kathrin Böhm og klistrer en masse farverige plakater op på en gråmalet væg.

De mange plakater er ikke designet af Kathrin Böhm, men af unge Tingbjergborgere, og giver dem mulighed for selv at forme de udtryk, der skal præge deres byrum.

“Jeg ville have de unge til at tænke over deres eget billede på Tingbjerg,” fortæller Kathrin Böhm, “så vi mødtes nogle gange og brianstormede designideer. Et tilbagevendende tema i samtalerne var ‘sammenhold’, som virkede meget meget vigtigt for dem.”

Overvåg overvågningen
Sammenhold er vigtigt for alle unge, kunne man måske mene, men i en bydel med hidsig medieovervågning og ikke færre end 1200 overvågningskameraer, er det måske særligt vigtigt.

I sit videoværk Closed Circut Television har Søren Thilo Funder forsøgt at løfte sløret for ‘det mystiske overvågningsrum’ i Tingbjerg, hvor alle overvågningskameraerne sender deres materiale hen. Han har optaget en film inde fra rummet, som man nu kan se på en skærm i det offentlige rum.

“Nu kan man ‘overvåge overvågningen’, mens man faktisk bliver overvåget samtidig, således danner det en slags ‘lukket kredsløb’,” forklarer Thilo Funder.

Søren Thilo Funder, Closed Circut Television. (still fra videoen)
Søren Thilo Funder, Closed Circut Television. (still fra videoen)
Installationsview fra gaden. (Pressefoto)
Installationsview fra gaden. (Pressefoto)

Oversete ressourcer
Skyerne tillader stadig solen at skinne på Tingbjerg, og på en grøn strækning længere nede af gaden traver en kvinde i gummistøvler ind og ud af et underligt lille træskur. Gummistøvlekvinden er kunstneren Camilla Berner, der med værket Species Plantarum, Tingbjerg har undersøgt den naturlige planteflora i Tingbjerg.

“Projektet er at kigge på det, der allerede er i Tingbjerg. Det virker som om, der kommer en masse kræfter udefra, der gerne vil gøre noget for Tingbjerg. Det her projekt kigger på det, der allerede er her som en ressource for Tingbjerg.”

Camilla Berner: Species Plantarum, Tingbjerg. (Pressefoto)
Camilla Berner: Species Plantarum, Tingbjerg. (Pressefoto)

Naturens dørtrin
Træskuret står på små pæle og på indersiden er der monteret adskillige små hylder, hvor der står rækker af små glas og krukker med planter i.

“Jeg har taget nogle 5. klasser med ud og undersøgt naturen, men i stedet for at gå til Utterslev Mose, som de er vant til, er vi gået i gang med at registrere lige foran skolen. Langs murerne har vi fundet purløg, og der findes store områder med naturlig mynte.”

Thorbjørn Reuter Christiansen, Den Mobile Megafon. (Foto: Thorbjørn Reuter Christiansen)
Thorbjørn Reuter Christiansen, Den Mobile Megafon. (Foto: Thorbjørn Reuter Christiansen)

Good News
På vej tilbage til bussen går jeg igen forbi Wiebke Grösch og Frank Metzgers ‘Good News’ skilt og Thorbjørn Reuter Christiansens gigantiske megafon.

En skoleklasse, med hvad der ligner elever fra 2. klasse, står i kø foran megafonen, og mens lærerinden prøver at sørge for, at alle kommer til, råber børnene på skift deres bud på en god fremtid ud over Tingbjerg.

“Jeg vil være læge,” råber en, “jeg elsker min mor,” råber en anden og falder næsten ned af den lille kasse, hun står på for at kunne nå op til megafonen. Lærerinden ser skævt på mig og spørger det næste barn i rækken: “hvad med Tingbjerg?” ungen smiler og leger med: “Jeg eeeelsker Tingbjerg,” skråler han.

Billedserie

VISIT TINGBJERG – en samtidskunstfestival i Tingbjerg

11 maj 2012 23 jun 2012

YNKB, Jakob Jakobsen, UltraGrøn, Thorbjørn Reuter Christiansen, Kim Young Kilde, Claus Handberg, Frans Jacobi, Marianne Jørgensen, Camilla Berner, Husk Mit Navn, WOOLOO, Katrin Böhm, Vladimir Tomic, Kerstin Bergendal, Frank Metzger, Wiebke Grösch, Temporary Services, Parfyme, Maj Horn, Gåafstand, Søren Thilo Funder, Det 4. Kontor, Charlotte Haslund-Christensen, Morten Dysgaard, Jes Brinch

Ud over den faste udstilling, vil der i udstillingsperioden være en lang række kunstneriske og sociale arrangementer i området. Besøg www.visittingbjerg.dk for at se programmet.

Del artiklen

'I <3 Tingbjerg'

Facebook