I mistillidens tid

I mistillidens tid

Fra værk af norske Steinar Haga Kristensen, der er en del af TRUST – The Studio i Den Frie Udstillingsbygning. (Pressefoto)

Vis billedserie

Kunstfestival

TRUST

28 aug 2015 25 okt 2015

Torben Ribe, Vava Dudu, Sophie Dupont, Sofie Haesaerts, Officin, Good Times & Nocturnal News, Félicia Atkinson, Ebbe Stub Wittrup, Douglas Park, Cel Crabeels, A Kassen, We Are The Painters, Jessica Baxter, Atalay Yavuz, Zin Taylor, Angelo Plessas, Pernille Kapper Williams, Harald Thys & Jos De Gruyter, The After Lucy Experiment, Jacopo Miliani, Ditte Gantriis, Ellen Cantor, Nanna Debois Buhl, Elena Bajo, FOS, Carl Palm, Cécile Noguès, Ilja Karilampi, Nina Beier, Seyran Kirmizitoprak, Mikkel Carl, Loic Vanderstichelen & Jean-Paul Jacquet, Emmanuelle Lainé, Jakup Auce, Benjamin Valenza, Laure Prouvost, Adriana Lara, Steinar Haga Kristensen, Maiken Bent, Martin Erik Andersen

”TRUST er et positivt udsagn om gæstfrihed og tillid, men også en negativ diagnose, der handler om samfundets protektionisme og mangel på tillid. TRUST illustrerer et modsvar til den her frygt,” påpeger Sonia Dermience, der står bag kunsthallernes fællesudstilling TRUST.

En ny monopol overtager om få uger magten i København. De fem københavnske kunsthaller: Overgaden, Charlotttenborg, Gl. Strand, Nikolaj og Den Frie åbner under Copenhagen Art Week dørene til deres fællesudstilling TRUST den 28. august. Og ligesom banker, offentlige institutioner og private firmaer, der i krisetider slår sig sammen for at få fornyet magt, er fællesudstillingen en manifestation, der vil sætte billedkunsten og kunsthallerne på det kulturelle landkort.

Men TRUST præsenterer publikum for et nyt landkort, der bringer fortiden ind i nutiden og sætter spørgsmålstegn ved de vanlige systemer, vi er omgivet af.

Sonia Dermience, kuratoren bag TRUST. (Pressefoto)
Sonia Dermience, kuratoren bag TRUST. (Pressefoto)
”Med ’trust’ ligger der i det hele taget et spørgsmål om tillid. Tror du på markedet, magthaverne, kirken, eller gør du ikke?” forklarer Sonia Dermience, der er kuratoren bag TRUST.

Udstillingen præsenterer de fem kunsthaller med nye identiteter, der er hentet i stedernes historie.

Kunsthal Charlottenborg bliver til The Palace, Nikolaj Kunsthal bliver til The Temple, Overgaden bliver til The Exchange, Gl. Strand bliver til The Salon og Den Frie bliver til The Studio. Og titlerne er på samme måde også fem spørgsmål om tillid: Kan vi stole på magteliten og mæcenerne? Kan vi stole på religionen, og er kunsten den nye religion? Kan vi stole på markedet? Kan vi stole på familien og borgerskabet? Og kan vi stole på kunsten og dens metode?

Tillid og blindhed
Samtidig er bydeformen TRUST også en understregning af, at man ikke bare skal stole på staten, det kommercielle marked eller kunsten for den sags skyld.

”Så idéen er sådan set at placere publikum i en skeptisk position, hvor de ikke bare skal stole på det de møder og oplever. Vi forsøger at tiltrække offentligheden for dernæst at starte en debat, kan man sige.”

Angelo Plessas: Golden Carpet for the Eternal Internet Brotherhood, 2014, The Palace. (Pressefoto)
Angelo Plessas: Golden Carpet for the Eternal Internet Brotherhood, 2014, The Palace. (Pressefoto)

”I titlen ligger der et positivt udsagn om gæstfrihed og tillid, men også en negativ diagnose, der handler om samfundets protektionisme og mangel på tillid til fx udlændinge, der skubber især de europæiske lande væk fra en internationalisering i disse år. Spørgsmålet om tillid har også en særlig relevans ovenpå jeres Folketingsvalg, vil jeg mene. TRUST illustrerer et modsvar til den tendens og inviterer en masse internationale kunstnere til at komme til byen og ‘overtage magten’. Det aspekt kan jeg rigtig godt lide, og at man i kunsten stadig kan gøre dette.”

Statens og markedets kontrol
I følge Dermience er nutidens og samfundets mistillid fostret af dels en statslig kontrol og dels det kommercielle markeds ganske ubegrænsede magt.

”Jeg havde lyst til helt generelt i det kuratoriske greb at fremføre en institutionel kritik, der pegede på det her forhold, og hvor kunsten, det kommercielle, det royale, staten, det private opererer på lige fod. Derudover har vi placeret værker i fx et pizzeria og en modebutik for netop at understrege, at kunsten kan infiltrere hverdagen og operere i alle rum, ind og ud af det private, kommercielle og institutionelle. Det er som ét stort landskab, en fiktiv by, hvor kunsten har fået en central rolle og stemme i fortællingen,” forklarer hun.

Laure Prouvost: I need to take care of my conceptual grandad, 2010, The Studio. (Laure Prouvost / MOT International)
Laure Prouvost: I need to take care of my conceptual grandad, 2010, The Studio. (Laure Prouvost / MOT International)
Vava Dudu: Ille the France, 2013, The Exchange og Mads Nørgaard på Strøget, Installation view, Komplot, Brussels. (Foto: Yassine)
Vava Dudu: Ille the France, 2013, The Exchange og Mads Nørgaard på Strøget, Installation view, Komplot, Brussels. (Foto: Yassine)

Fem nye identiteter
Ideen er at præsentere hver af kunsthallerne som et andet sted, en identitet, der er hentet i hver af kunsthallernes og bygningernes fortid. De er alle blevet til kunsthaller på grund af en historisk udvikling i kunsten og nogle særlige behov i det kunstneriske kredsløb. For eksempel er Den Frie det første kunstnerdrevede udstillingssted i København og bygger arkitektonisk på datidens internationale modeller for kunstneratelieret i begynderlsen af det 20. århundrede.

”Jeg tog det meget literært, nærmest som en karikatur, hvad stedet var og hvilken historie der ligger til grund for det:

Den Frie Udstillingsbygning vil være kunstneratelieret, The Studio, og jeg har placeret én kunstner i hvert af bygningens rum, hvor idéen om eller fiktionen omkring det ideelle skabelsessted for kunsten udfolder sig. Hver af kunstnerne har medbragt deres materialer, redskaber og installeret sig som et svar på hvordan deres drømme studio ser ud?

Pernille Kapper Williams: The Anatomy of Objects (Foodies' Toys)​, 2012, The Palace. (Pressefoto)
Pernille Kapper Williams: The Anatomy of Objects (Foodies’ Toys)​, 2012, The Palace. (Pressefoto)

Kunsthal Charlottenborg vil være et slot, The Palace, og blev for lang tid siden omdannet til et sted for kulturen, lig Louvre i Paris for eksempel. Det er den historie, jeg har valgt at spille på og placeret kunstmæcéner på slottet, der ejer slottet og indsamler alle de objekter de finder ude i verden. For de kunstnere, der præsenteres her, har det handlet om lidenskab, samlingen, raritetskabinettet, repetitionen og modeller for indsamling.

SE VIDEO med Nanna Debois Buhl, der er en del af udstillingen The Palace.

Kunstforeningen GL STRAND mindede mig om et spidsborgerligt hjem, The Salon, ved kanalen og byens handelsrute fra rokokotiden og den senere kultur- og kolonihistorie i Danmark. Jeg tænkte, ok, lad os tage udgangspunkt i indretningen af en handelsmands hus og hans familie. Det handler om dekoration og en dysfunktionel familie med en historie, man introduceres til via scenarierne, rekvisitterne og deres indbyggede fortællinger om en middag, en fest eller en krise som har udspillet sig på stedet.

Overgaden har fået en karakter hentet fra stedets historie som produktionshus i modebranchen. Warhols Factory i New York var min kunsthistoriske reference, hvor kunstens forskellige praksisser indgår i en udveksling med hinanden. Der bliver printet aviser, holdt fester, happenings, hvor kunsten handler om samarbejde, og hvor spørgsmålet bliver, hvordan udsagnet udfoldes – som tekst, som performance eller som koncert?

Nikolaj Kunsthal er historien om en kirke, The Temple, og leger med kunsten som den nye religion. Om søndagen går man ikke længere i kirke, man tager på museet. Jeg inviterede en række kunstnerkollektiver til at arbejde med messen, det kollektive, kommunale, forsamlingen, hvor kunsten er et sted til at konsummere og udføre ritualer sammen.”

Kunstens og ritualets potentiale
For Dermience er det særligt den ritualiserede verden omkring kunsten, der er det interessante, hvor også et nærmest shamanistisk element spiller ind, hvor kunsten er en form for medium, der sætter os i en anden sindstilstand ideelt set.

Seyran Kirmizitoprak, Ladybugs, 2012, The Salon. Photo Laurie Charles
Seyran Kirmizitoprak, Ladybugs, 2012, The Salon. Photo Laurie Charles

”Hvor det performative er blevet gjort til en markedsværdi, så er det rituelle i højere grad noget inkluderende, der illustrerer den ’passage’ som kunsten ideologisk set kan være. På den måde er hele projektet også baseret på en ærlighed omkring hvad kunsten er – ritualiserede handlinger og udsagn om vores verden, men jeg elsker både at skjule og afsløre ting og fænomener som de er eller ikke er. Derfor har vi også brug for fiktion i vores liv, der kan fører os nye steder hen.”

Samtidskunsten og den fremmedgørelse den skaber er i følge Dermience utrolig vigtig, fordi den analyserer verden og leverer en fortælling, der kan indoptages via handlinger, objekter og transporterer os til et andet sted.

Sophie Dupont, A Slow Walk, Body And Room Encountering In Mirrors. 2014, The Exchange. (Foto: Hans H. Bærholm)
Sophie Dupont, A Slow Walk, Body And Room Encountering In Mirrors. 2014, The Exchange. (Foto: Hans H. Bærholm)
”Derfor holder jeg utrolig meget af kunstnere, der udfordrer vore grænserne og får os om end kortvarigt til at tro at alt kan lade sig gøre. Jeg har også en svaghed for kunstnere, der samarbejder, så man vil se flere kollektive formationer og samarbejder på tværs og mellem aktørerne,” forklarer kuratoren.

Kunsthallens frie rum
I følge Sonia Dermience er kunsthallerne nogle særlige rum for sådanne ritualer og fiktioner:

”Kunsthallen er et rum, jeg stadig tror på, fordi det i mine øjne stadig opretholder en form for frihed, der ikke findes andre steder i vores gennemkontrollerede og kommercialiserede samfund. Her skal der ikke skabes nyttige objekter eller tjenes et særligt formål.”

“Frihed er et stort ord, men det handler om at være til stede i verden, og i den sammenhæng sammenligner jeg ofte dét at være i en udstilling som at gå en tur i skoven. Som en indoptagende, sanselige vandring med en stor frihed, men derfor også et ansvar for at håndtere det på en meningsfuld måde. Jeg kan godt lide den her parallel til skoven eller parken, for ligesom skovene er blevet kultiverede med tiden, så er kunsthallerne i dag også kultiverede efter koder og modeller og med tilbud om fordybelse.”

TRUST: Interview with curator Sonia Dermience from Copenhagen Art Festival on Vimeo.

Sonia Dermience grundlagde Komplot i Bruxelles i 2002, et kuratorisk kollektiv, der beskæftiger sig med nomadiske, kreative praksisser. Her har hun bl.a. stået bag projekterne 'Midi Zuid', 'Vollevox' og 'Architecture of Survival'. Under navnet Catherine Vertige har hun lavet omfattende forskning om post-1968’ernes kollaborative kunstpraksis i Belgien med bl.a. seminarer og to dokumentarfilm og under eget navn kurateret projekterne 'Art souterrain' i Montréal, 'A+' på Bozar Brussels og en udstilling på Dar Al-Ma’mûn, Marrakesh, i 2015.

Den Frie Udstillingsbygning – The Studio
Martin Erik Andersen, Maiken Bent, Steinar Haga Kristensen (NO), Ilja Karilampi (SE), Adriana Lara (MX), Laure Prouvost (FR), Benjamin Valenza (FR)

Kunstforeningen GL STRAND – The Salon
Jakup Auce (US), Emmanuelle Lainé (FR), Loic Vanderstichelen & Jean-Paul Jacquet (BE), Mikkel Carl, Seyran Kirmizitoprak (BE), Zin Taylor (CA), Nina Beier, Sofie Haesaerts (BE), Ilja Karilampi (SE), Cécile Noguès (FR), Carl Palm (SE), FOS

Kunsthal Charlottenborg – The Palace
Elena Bajo (ES), Nanna Debois Buhl, Ellen Cantor (US), Ditte Gantriis, Jacopo Miliani (IT), The After Lucy Experiment (BE), Harald Thys & Jos De Gruyter (BE), Pernille Kapper Williams, Angelo Plessas (GR/IT), Zin Taylor (CA), Atalay Yavuz (TR)

Nikolaj Kunsthal – The Temple
Jessica Baxter (BE), We Are The Painters (FR), A Kassen

Overgaden – The Exchange
Cel Crabeels (BE), Douglas Park (UK), Ebbe Stub Wittrup (DK), Félicia Atkinson (FR), Good Times & Nocturnal News (SE), Officin (DK), Sofie Haesaerts (BE), Sophie Dupont (DK), Vava Dudu (FR).

Roma Pizzeria: Torben Ribe (DK)

Mads Nørgaard på Strøget: Vava Dudu (FR)

Tilknyttede platforme med introduktioner, baggrund, lyd og film:
Vester Vov-Vov (biograf)
The Lake (web-radio)

Om Foreningen Copenhagen Art Festival
I 2010 blev de fem kunsthaller i København udpeget af Statens Kunstråd til i fællesskab at organisere en festival for samtidskunst på baggrund af en udskrevet konkurrence. Festivalen blev realiseret og kurateret i et ekstraordinært samarbejde mellem kunsthallerne og fandt sted i efteråret 2012. I forbindelse med festivalen stiftede de fem kunsthaller foreningen Copenhagen Art Festival, som er organisationen bag TRUST.

Se mere på festivalens hjemmeside:
www.copenhagenartfestival2015.dk

Kommentarer