Kontrasternes holdeplads
Ved indgangen til udstillingen A New Dynasty – Created in China støder man på et Boy-stort, fortrukket ansigt. Ud af den vidtåbne mund kommer et skrydende æsel. Den ekspressive vægskulptur er skabt af Zhang Dali.

Længere inde i udstillingen finder man i skærende kontrast et par af Zhang Xiaogangs introverte og mimikløse portrætter, der er baseret på familieportrætter fra tiden under kulturevolutionen.

Og ja, Kina er i disse år i sandhed kontrasternes holdeplads.

Kommunistisk turbokapitalisme
Man taler ofte om Kina som verdens ældste kultur. Eksempelvis kan kinesisk skrift spores tilbage til 6000 år f.v.t, og mens man på vores breddegrader gik fra jæger- til agerbrugssamfund, gik den kinesiske overklasse i silke (4000 år f.v.t.). Denne gamle kultur har historisk ageret selvtilstrækkeligt og isolationistisk, hvad den kinesiske mur (påbegyndt 700 f.v t.) er et ganske bastant symbol for, ligesom et par tusind års kejserdømme peger på en ganske grundfæstet tradition for eneherskere. En linje som Mao Zedong senere videreførte.

Det er således tungt gods, de sidste 30 års reformpolitik til dels er begyndt at løse båndene til. I dag er situationen, at rendyrket turbo-kapitalisme fungerer side om side med et stadig centraliseret kommunistisk magtapparat, overfor hvilket der officielt ikke eksisterer en opposition. Levestandarten er hævet markant for mange – men bestemt ikke alle – mens smoggen hoster, og korruptionen styrer i absurd grad. Historisk set er der bedre muligheder for at ytre sig end i årtusinder, men den repressive kontrol er stadig massiv. Der er med andre ord store modstridende kræfter i spil i nutidens Kina.

Dyret er løs
De to ovennænte billedkunstneriske portrætter illustrerer et lignende spændingsforhold. Hvor Zhang Xiaogangs personer er stumme – men aflæselige som en slags traumebilleder, hvor systemets repressive strukturer er trængt ind i individet og har sat som et aftryk lige under huden – ja, så er dyret (næsten) sluppet løs hos Zhang Dali. Ifølge kinesisk mytologi har vi alle et bæst indeni, vi skal kontrollere, og noget tyder på, at enorme kræfter er ved at slippe løs i Kina. Om det er entydigt godt, er tvivlsomt al den stund, at æslet i Kina er symbol for dumhed. Måske er det den dumme, grådige kapitalisme, der presser sig ud af munden på det ytringshæmmede Kina?

Værket kan her ved indgangen til udstillingen stå som et næsten officielt, vestligt skræmmebillede af Kina: Et voldsomt ekspanderende trusselregime for Vesten, som ser sin magtposition truet af den nye supermagt, der investerer kynisk i Afrika og uddanner skolebørn, som klarer sig bedre i matematikprøver end danske curlingbørn. På sin egen måde et velvalgt indgangsbillede til en kinesisk kunstudstilling på dansk grund.

Et kinesisk blik udenom et vestligt blik?
A New Dynasty – Created in China præsenterer 24 kinesiske kunstnere og mange af dem med spektakulære værker, der fylder godt i udstillingsrummene. Tag for eksempel Xu Bings tigertæppe skabt af en halv million kinesiske cigaretter (man måber) eller Lam Laam Jaffas vindblæste faldskærme med lyd i. Sådanne værker har nogle helt umiddelbare visuelle, sanselige og poetiske kvaliteter, der går rent ind.

Det er også en stor udstilling, der fylder to etager i museet og vil en hel masse. Vi skal ikke alene lære at forstå Kina som nation og fænomen, historisk og nutidigt. Udstillingens kongstanke er tillige at præsentere et kinesisk blik på Kina – et blik der omgår vestlige filtre, fordomme og vaner.

En sådan tungtlastet udstilling bliver i sagens natur lidt oversigtspræget, hvor vægtige kunstnere – alle med nuancerede oevrer – med enkeltværker skal eksemplificere udstillingskorpusets pointer. Derfor er sådanne udstillinger ofte for overfladiske og pædagogiske til at fremkalde den virkelig gode kunstoplevelse.

Kinesisk samtidskunst, der ligner noget, vi kender
Jeg synes alligevel, A New Dynasty holder en retning og i det mindste forsøger at opfylde sit forsæt om at snyde sin egen forudfattende synsvinkel. Det er ellers en halsbrækkende disciplin, idet den kinesiske samtidskunst så at sige har lært at udtrykke sig samtidkunstnerisk af Vesten. Dens indtræden og omfattende succes på den vestlige kunstscene de seneste 15-20 år skyldes – må man vist indrømme – at den ligner det, vi genkender som samtidskunst.

Og Vesten har haft særlig gode øjne til de samfundskritiske kinesiske kunstnere, for de er de nemmeste at identificere sig med. Ai Weiwei er et ikon for kampen for ytringsfrihed, og han taler modigt systemet imod – med store personlige omkostninger i form af tæsk, fængsling og udrejseforbud. Zhang Dali er grundigt eksponeret eksempelvis med hans afstøbninger af migrantarbejdere (den absolutte underklasse i Kina), ligesom Zhang Xiaogang er skattet for sin slet skjulte fremstilling af undertrykkelsen, når den rækker helt ind i individets kerne.

Kunstnere som disse er til at forstå for et vestligt kunstpublikum, for de kæmper for såkaldte ‘vestlige værdier’ (indrømmet: en belastet vending i disse tider) – for personlig frihed og mod undertrykkelse.

Men det er ikke den helt åbentlyst politiske kunst, der dominerer på præsentationen i Aarhus. Jo, der er selvfølgelig Sung Dong med sin iøjnefaldende fem meter høje lysekrone Big Brother, hvor genbrugsflasker er påmonteret som overvågningskameraer. Overvågning er selvklart ‘et tema’ i Kina, men da også pinligt aktuel i ‘den frie verden’. Ligeledes er Mao Tongqiangs installation med misilfragmenter på et tæppe af iturevne tøjstumper og afrevne knapper også et antikrigsværk af global karrakter.

Selvbevidst, traditionsbevidst
Men den kinesiske samtidskunstscene er blevet mere selvbevidst og udfolder sig i stadig større grad på egne præmisser og med afsæt i egne problemstillinger. Og det bonger faktisk ud på udstillingen.

Mange af kunstnere på udstillingen graver således tilbage den kinesiske histories dybder.
Håndværkstraditioner og filosofiske traditioner genforhandles eksempelvis hos Shao Fan og Peng Wei. Førstnævnte skaber figurative billeder af kaniner med ensartede, meditative kaligrafiske blækstrøg i korrespondance med et perfekt svunget træobjekt inspireret af armlænet på en klassisk kinesisk stol.

Peng tager i værket Letters From a Distance udgangspunkt i håndværksteknikker fra Ming-dynastiet (1368-1644) og præsenterer en række sirligt hånddekorerede bøger, papirruller, skrifter, udskårne trææsker med mere – sammen med digitalt fremstillede kopier af selvsamme værker. Ydermere er nogle af teksterne transskriberede digte af vestlige forfattere, så der spilles på østens æstetik kontra vestlig kulturarv.

Også Ai Weiwei søger tilbage i kinesisk kulturarv med sit værk Yu Yi – en stor svævende supermandsfigur skabt efter gamle håndværkstraditioner i bambus med med små lys, der refererer til en særlig begravelsesdragt udført i jade fra Han Dynastiet for 2000 år siden.
Det kommunistiske Kina, der svæver over verden som ny supermagt, er – når alt kommer til alt – ikke væsentlig forskelligt fra tidligere dynastier, synes Ai at mene.

Kina og verden
Et andet fokus er kulturudvekslingen mellem Kina og resten af verden. Nok har de kinesiske myndigheder bygget den kinesiske mur version 2 i form af en internet-firewall, men der er sprækker, og ligesom Kina ikke holder sig for sig selv længere, holder verden sig heller ikke fra Kina.

Yin Xiuzhen rejser verden rundt og skaber hukommelses-modeller af verdens byer i kufferter, Chen Danqing foretager sammenligninger mellem erotiske motiver hos Rubens og Mingdynastiets billedverden, mens Feng Feng i sin installation med flagbemalede antikke borde bringer omverdenen i spil helt inde ved den kinesiske families klassiske samlingspunkt: Bordet.

Kinesiske familie- og drømmebilleder
Den kinesiske privatsfære er tema for malerne Wang Yuanzheng og Chen Fei. Førstnævnte med intime skildringer fra hjemmefronten af sin egen familie, sidstnævnte med et opgør med kønrollerne i et stærkt patriakalsk samfund, hvor faderen i familien er det suveræne overhovede. I maleriet The North er det manden, der ligger ned og agerer bordplade for den hotpot, som den selvbevidste kvinde spiser af.

Et helt igennem afvæbnende og charmerende indblik får vi i Maleonns projekt Mobile Photo Studio (2011-12). Han har rejst landet rundt og med teatralske set-ups givet almindelige mennesker muligheder for at iscenesætte sig selv som deres ideal – eller drømme-karakterer. Det er morsomt, ret fabelagtigt og indimellem meget mærkeligt, fordi det er selfiekultur på kinesisk, og man bare ikke forstår koderne.

Udstillingen vil som sagt rigtig meget, og falder til dels på det. Men det er et plus, at der er et rigt mål af ‘kinesiske’ temaer. Det gør, at man må spærre øjnene op og indstille sig på at lære noget nyt.

Og hvis det er rigtigt, som det hævdes af flere, at Kinas fremtid er vores, ja, så må vi igang med at lære kinesisk – og gerne på den kunstneriske måde.