Esposizione Universale di Roma (EUR) er en bydel i Rom. Den er anlagt med henblik på Verdensudstillingen i 1942 – som ikke blev til noget på grund af verdenskrigen – og som en fejring af 20-året for fascismen i Italien. Arkitekturen er en grandiøs, potent og futuristisk orkestrering af fascismens forkærlighed for styrke og centraliseret magtbesættelse.

Bydelen er afsættet for Maj Hasagers udstilling We will meet in the blind spot, som præsenterer to film, samt nogle fotos og tekster, der knytter sig til hendes omfattende research af EUR-området.

Præsentationen i den lille lavtloftede kælder-kunsthal (ja, Galleri Image er en kunsthal!) er udført af en konceptualist med tæft for stram og cool æstetik, der fungerer upåklageligt uden dog at være chancebetonet.

Blinde vinkler i betonen
De skræmmende ideologier, der er mejslet ind i EUR-betonen, hænger som et ildevarslende bagtæppe i projektet, men ellers griber Hasager fat et overraskende og skævt sted – optaget som hun er af de blinde vinkler i enhver form for officiel historieskrivning.

Den 36 minutter lange film We will meet in the blind spot bevæger sig i en – for Hasager typisk – zone mellem dokumentar og fiktion og giver stemme til en lokal gruppe filippinere, der har en kirke i bydelen som samlingspunkt. Med EUR-arkitekturen som kulisse hører man deres personlige fortællinger om flugt, illegalt ophold, og om deres version af det sted de nu opholder sig. En lang stillestående scene, hvor den filippinske gruppe holder picnic i en park i området, fungerer som en lokal lomme i kontrast til den romerske skyline. Den omnipotente arkitektur, der strengt taget er skabt for at få mennesker til at føle sig små, underdanige og ‘usynlige’, får her et uventet modspil, der netop synliggør et ‘usynligt’ miljø.

De usynlige fortællinger
Hasager er optaget af udgrænsede erindringer, og fortællingen om filippinerne i EUR-området er netop sådan en afmonteret og asynkron plet i historien. Filmen skyder sig ind i et skæringspunkt, hvor subjektive fortællinger – som disse ‘usynlige’ filippinske fortællinger – spejler eller stemmer sig op mod knæsatte og officielle historieskrivninger.

Hasager ved, at historieskrivningen hverken er sand eller objektiv (selvom vi til tider glemmer det). Den er præget af, at begivenheder statueres som vigtige og ikoniske, og at en gentagelses-logik skaber et nedskrevent, dokumenteret, officielt og kollektivt narativ om en given tid, situation, begivenhed eller lokation. I det ligger der også, at historien er grund for ideologisk tryksværte – og det ikke kun i åbenlyst totalitære samfund, som helt ublu omskriver og tilpasser historieskrivningen til sine ideologier. Historieskrivningen er par excellence magthavernes privilegium – og fyldt med blinde pletter.

Filmen We will meet in the blind spot er på den måde symptomatisk for Hasager. Hendes værker spotter ofte historier, steder eller begivenheder, hvor der er en form for disharmoni mellem den ideologiske repræsentation og den reelle virkelighed. Et tidligere værk Decembers bringer eksempelvis en række polske kvinders personlige oplevelser af opgøret med det kommunistiske styre, som ikke helt er i sync med Lech Walesas og fagbevægelsen Solidaritets historiske fremstilling.

Hun tager netop ofte afsæt i interviews, i personlige, nære og mundtlige overleveringer, og det er kvaliteten ved Hasagers projekt: En langsommelig, researchtung og stædig graven sig ned i historien for at fremkalde visheden om, at den aldrig er entydig, fuldstændig eller overskuelig. Historien er derimod lige så umulig at gribe helt, som nutiden er det med alle de lokale, subjektive og personlige tilgange til den. Og overalt hersker kampen om magten over fortællingerne.

Med kroppen som modsvar
Udstillingens anden film Bifurcating Futures er mere overraskende. Her har Hasager arbejdet sammen med en danser, som med markant kropslig tilstedeværelse danser op imod den stærkt ladede futuristiske arkitektur. I modsætning til futurismens maskuline ideal er det nu en kvinde, der med sin fysik indtager byrummet. Den imponerende lydside – med reallyde og mekaniske lyde inspireret af futuristernes maskinbegejstring – er komponeret af Ask Kæreby, og filmen brydes op af Thorn Donovans digt The Commons. Filmen står som et ekspressivt argument i sig selv – mere performativt, abstrakt og åbent, end man ellers ser hos Hasager.

Måske er det netop mere ‘selvstændigt’ i forhold til det researchtunge korpus, der ofte ligger bag hendes værker? I hvert fald kommunikerer det på en anden og mere direkte måde end resten af udstillingen, der ganske givet kræver en stor villighed af beskueren til at sætte sig ind i baggrunden for projektet. Det fungerer – synes jeg – som et velanbragt og godt supplement til den mere tørre og konceptuelle del.