I tænker sikkert med det samme: ”Jamen, den er da slut?”

Ja, den ”skide vigtige” festival, hvor vi alle blev enige om, at vores busser er gule, H.C. Andersen er dansk og smørrebrød kan laves på mange spændende måder, er slut. Men minifestivalen, Heritage Is Commoning (arv er at gøre fælles), som så dagens lys i september, har stadig to udstillinger tilbage, en masse kritiske inputs, der kræver debat og en masse perspektiver, der kan gøre os klogere på vor egen og kulturens tilstand, når den ikke betragtes fra en position, hvor alt er klappet og klart, sort-hvidt og ufarligt.

I udstillingstedet Astrid Noacks Atelier (ANA) på Rådmandsgade 34, Nørrebro, bliver et så reaktionært ladet begreb som kulturarv underlagt et forfriskende samtidigt blik, hvor den virkelighed udenfor også tages med indenfor, hvor kulturens dagligdag bliver øjenhulen vi kigger fra. Heritage Is Commoning tæller udstillinger af Gillion Grantsaan (performance 4.9) Vladimir Tomic & Ana Pavlovic  (17.9-27.9) Masar Sohail (9.10-18.10) Jeannette Ehlers  (23.10-1.11) Jane Jin Kaisen (6.11-15.11), en bog med bidrag fra en bred vifte af kulturteoretikere og institutionsaktører og et seminar med afsæt i bogens kulturarvsdiskussion afholdt under Golden Days-festivalen.

Kunstnerne er alle præget af et dobbelt og mere eller mindre konfliktfyldt forhold til Danmark som nationalt fællesskab og konstruktion og bidragene i bogen er generelt udvidende for vores forståelse af begrebet.

Konflikt som dynamik
Kulturarvsspørgsmålet er jo ikke ’vigtigt’, når vi er enige. Så bliver den snarere et monument, en ekskluderende manifestation blandt ligesindede, en konfrontatorisk gestus –­ tænk bare på VKR-regeringens kanonprojekt, der var det primære værktøj i ”kulturkampen” og en understregning af en fundamental(-istisk), national konsensuskultur. Derfor er udgangspunktet hos ANA også konfliktbetonet, polemisk, men også et virkelig helhjertet forsøg på faktisk at tale om kulturarv på en måde, der giver mening i dag. Særlig omkring spørgsmålet, hvornår kulturarv er en præmis for en nutidig søgen efter nye fællesskaber og erkendelser, og hvornår den er et decideret strategisk, politisk værktøj.

Mikkel Bolt beskriver udfordringen eksemplarisk i hans bidrag til bogen:
”Spørgsmålet må lyde, hvordan det kan lade sig gøre at bruge erindringskulturen (eller ’erindringsbesættelsen’, som Bolt også benævner den i en historieløs samtid, red.) og kulturarvsdiskursen progressivt og ikke bare overlade historien til den historiske revisionisme og de borgerligt-nationalistiske kræfter, men tage udfordringen op og udfordre kulturarvsdiskursens ideologi og derved gøre erindringen til et objekt for politisk strid.”

Selvom den kamp i Bolts øjne er tabt på forhånd (overvej fx hvor meget systemisk overmagt, der ligger indlejret i erindringsbegrebet i en festival som Golden Days), så er det netop her de kunstneriske bidrag opererer.

Det kendte og det personlige
Gillion Grantsaans performance BLAKA IS legede kritisk og humoristisk med identiteten som en kampplads og udspillede en række absurde sysler forbundet med ‘det finere borgerskab’, alt imens kunstneren med insisterende stemme messede statements alá:

Blaka is NOT the exclusive domain of Europe
Blaka doesn’t fight for minorities rights
Blaka is the reflection of interaction
Blaka is not looking for the truth
Blaka isn’t searching for a happy ending
Blaka is a construction under construction
Blaka has no meaning

Grantsaan leverer nok ikke nyt træ til bålet og gentager en ret fortærsket kunstnerfigur som kilde til dekonstruktion og destabilisering af ‘det kendte’, hvorimod Ana Pavlovic & Vladimir Tomic’s nye videoværk Dreamland har en mere undersøgende og blottende karakter.

Kunstnerparret, der har bosnisk baggrund, har undersøgt deres nationale, kulturelle slægtskaber for i en dansk kontekst at blotlægge de savn og gentagende drømme, som bevidstheden ikke har magt over, men som med en vis insisteren bliver en repeterende del af et liv afskåret fra dets indledning.

Materialet er de gentagende drømme der huserer blandt bekendte med samme iturevne identitet. Gentagelserne tæller flere bedstemødrer, en ny kulturs dømmende vurderinger, hverdagen udsat for huller og søgen. Og imens stemmerne blottende fortæller, skildrer videoværket – projekteret effektfuldt på en boxmadras i ANAs rå lokaler – en glad gensynsfest med selv samme venneslæng, hvor den kulturelle andethed er annulleret for en aften.

Idealer – for hvem?
Masar Sohail har ligeledes skabt et effektfuldt videoværk med The Republic of T.M., hvor bandeloyalitet og -retorik flyder sammen med drømmen om den ultimative nation. Idealerne toner skridt for skridt frem i dialogen mellem de to grundlæggere. Snart hentet i termer fra det kriminelle, snart i det kulturelle. Snart med kamp, snart som sameksistens.

Det er hverdag tilsat fanatisme, og man aner kampråb og hellig krig i hver eneste sekvens og introduceres for en voldsæstetik ud i det ekstreme. Værket formår, ud over dets sanselige power, at rode rundt i baghovedet lang tid efter, og skellet mellem magthavere og bandeoverhoveder er kraftigt eroderet.

Fra fortrængningens arkiv
Den aktuelle udstilling af Jeannette Ehlers, Because The Spirits. A Conversation, er præget af forskellige dialoger, men særligt et udsagn fra Dr. Martin Luther King Jr. runger i udstillingen:

“There is nothing more dangerous than to build a society with a large segment of people in that society who feel that they have no stake in it; who feel that they have nothing to lose. People who have stake in their society, protect that society, but when they don’t have it, they unconsciously want to destroy it.”

Ehlers’ afsæt ligger i en fortrængnings-kultur, som Golden Days fint illustrerer, hvor det smertefulde, identitetsnedbrydende og udfordringerne for den danske selvopfattelse luskes direkte i arkivet, inden nogen når at opfatte sammenhængen.

Til udstillingen her har hun været i kulturarvens forseglede arkiv og hentet H. C. Andersens temmelig ukendte manuskript Mulaten ud i lyset.

Dialogen udspiller et møde mellem Paléme (frihedskæmper) og Horatio (mulaten) – vi kommer ind i finalen:

Paléme:
Den rige pragt skal styrte ned i grus!
Hvad jeg har forudsagt, det snart vil hænde.
De sorte oprørsfaner plante vil!
Plantagerne som glædesblus vi tænde,
og går endnu der dag og uger til,
Jeg kan så længe ej feber gløde,
La Rebelliere jeg vide skal at møde,
Nu er han undsagt! Han for mig skal bløde!
I bliver her?

Horatio:
Jeg bliver!

Paléme:
Som I vil! Jeg har gjort mit og gjort det uden nytte.
(Paléme forlader scenen)

Horatio:
Guds Moder dig ledsage og beskytte! (pause)

Hvis jeg ham fulgte, og man greb os sammen,
Det hed: jeg havde blæst til oprørsflammen;
Jeg Bliver! – jeg en sød fortrøstning ved.
Der er en Gud, og der er – kærlighed.

You don’t wanna fight no more…
Samme erkendelse af oprørets uoverskuelige konsekvenser kan læses i en skriftrulle på gulvet. Ikke fyldt med religionens ord, men en samtale mellem de to hip-hop ikoner 2Pac og Kendrick Lamar, der hårdnakket har været i direkte kamp som unge, krigeriske (og naive) imod et system og kulturelle koder, som de begge senere, måtte sande var for stærke. Det er ren og bitter erkendelse fra hip-hoppens amerikanske tinder.

2Pac: “In this country a black man only have like 5 years we can exhibit maximum strength, and that’s right now while you a teenager, while you still strong or while you still wanna lift weights, while you still wanna shoot back. Cause once you turn 30 it’s like they take the heart and soul out of a man, out of a black man in this country. And you don’t wanna fight no more…”

Og så er vi måske tilbage hos Bolt og den allerede tabte kamp om kulturarven, men også argumentet om, at første led i en forandring, handler om at dele, gøre historien, drømmen og smerten fælles. Og det formår Heritage Is Commoning i glimt, og det er en kæmpe præstation!