HELBREDELSEN: Hvad sker der, hvis vi skal have helende kunst i sundhedssektoren?

For nylig bladrede jeg igennem et eksemplar af det hedengangne kunstmagasin ART-LAND, der i nogle få år i 90’erne søgte at vise rundt i samtidskunsten i København med en let og satirisk tone. Her var der tale om et nummer med temaet Kan Maleri Helbrede? (1995). Der var en artikel om visionært maleri, der med slet skjult ironi behandlede ideen om kunst som en helbredelsesform. Der var tale om New Age-spiritualitet omsat til kunstterapi – hvor “kunstneren” skabte billeder ud fra sine indre visioner, og hvor de billeder, der kom ud af denne kreative gestaltningsproces, var æteriske, bløde og udflydende malerier med modstandsløse, astrale farver og simple kompositioner med motiver af engle og spirituelle væsener. ”Det at male er ikke et spørgsmål om at skabe et værk. Det er selve processen, der er vigtig. Maleprocessen har en terapeutisk funktion,” hed det.

Selvom idéen om, at kunst på den måde kan helbrede dårligdomme forekom mig fuldstændigt langt ude, da artiklen blev skrevet i sin tid, er helbredelse via kunst alligevel nu, 20 år senere, blevet et hot emne i museums- og behandlerbranchen – og ikke mindst i den offentlige sundhedssektor. Et emne man er nødt til at forholde sig til.

Sansernes Hospital
Kim Dirckinck-Holmfeld og tidl. overlæge på Rigshospitalet Lars Heslet beskrev i en kritisk bog om hospitalsarkitektur, Sansernes Hospital (2007), tankerne om et stressreducerende, helende hospital. Ved hjælp af foranstaltninger i miljøet skulle:

• stress forebygges og immunforsvaret styrkes
• indlæggelsestider afkortes
• personalets stress reduceres og antallet af medicineringsfejl nedbringes
• antallet af patientklager falde
• glæden ved arbejdsmiljøet stige.

Dette skulle gennemføres ved en aktiv og bevidst brug af kunst og arkitektur i hospitalsdesignet.

Det lader til, at der er en konkret evidens for de teorier, som Heslet og Dirckinck-Holmfeld kom med i Sansernes Hospital. De åbnede folks øjne for, at miljøerne på hospitalerne havde potentiale til at være enten skadelige eller lægende, alt efter hvilke visuelle designs og hvilken arkitektur de indeholdt.

Det problematiske er blot, at deres metode – den evidensbaserede forskning, som bogen benytter – passer som fod i hose med den liberalistiske planlægningspolitik under navnet New Public Management. Evidensbaseret argumentation lader sig let låne ud til en liberalistisk planlægning, hvor man med hjælp fra det “evidensbaserede” søger at øge den offentlige sektors effektivitet, skabe kvalitetssikring, produktivitet og ressourcestyring. Alt måles, vejes og fastsættes statistisk i et tælleregime, der ikke levner plads til andet end data og ikke tager hensyn til en ekspertbaseret faglighed (1). Dette gælder også kunsten: Idéen om “den helende kunst” kan implementeres i standardiseret, kommerciel forstand i konkrete projekter.

Kunst – nu med funktion
Spørgsmålet om, hvad formålet med at skabe kunst er, og hvad kunsten skal kunne, er måske mere end nogensinde ubesvaret: Hvilken funktion har eller bør kunsten have i et samfund? Ja, her er der altså tale om en evidens, som viser, at kunsten og arkitekturen kan helbrede i et bestemt helhedsorienteret samspil. Det er åbenbart lykkedes videnskaben at finde frem til en konkret funktion for kunst. Såvidt så godt: Tillykke!

Og hurra – fordi man således har skabt et nyt marked, hvor man i bedste liberalistiske stil kommercielt kan udnytte kunstbegrebet. Et eksempel på en spiller på dette nye marked er Sonovision. Et firma, der tilbyder stressreducerende arkitektur og billedkunst som “positiv distraktion” til sundhedssektoren og plejemiljøer.

Med positive distraktioner, f.eks. i form af fængende billeder af natur, kan man få afledt opmærksomheden fra stress, bekymringer, utryghed, frygt eller sorg, skriver firmaet på sin hjemmeside. Stressreducerende billeder bør f.eks. indeholde “Stille eller langsomt flydende vand, frodig vegetation, blomster, forgrund med pletvis åbenhed, parklignende eller åbne landskaber med spredte træer og græs, fugle eller andre ikke-truende dyr.” Ved et forskningsprojekt som Sonovision har lavet i samarbejde med OUH (Odense Universitetshospital) blev det nedenfor viste billede den store topscorer, da patienterne selv fik lov at vælge deres foretrukne billede imellem 25 mulige indrammede fotostater.

Muzak og forloren mindfullness
Så vi skal altså fylde hospitaler og plejehjem med idylliske stockfotos af natur; beroligende fiduskunst og forloren mindfullness camoufleret som kunst i rammer? Et sødemiddel, der skal få livets bitterhed til at glide lettere ned?

Der er ikke tale om kunst i en samtidskunstnerisk sammenhæng. Den del af kunsten, der er provokerende, frisk, kritisk, måske uæstetisk, og som har mulighed for at skabe følelser og diskussioner af mere kompleks karakter, bliver ikke set som helende. Det anbefales ikke at benytte kunst, der er ‘dobbelttydig’ eller lægger op til fortolkning, da det er ‘påvist’, at det er problematisk. Også abstrakt eller stiliseret kunst hævdes ifølge ‘undersøgelser’ ligefrem at have en negativ indvirkning på patienters blodtryk, puls m.m.

Med disse stresshealende designs er der ikke tale om en fri kunst eller en fri arkitektur i den oprindelige betydning, men om beroligende muzaktapet, en metervare, der udelukkende har en kvantitativ funktion i forhold til sundhed. Mon ikke det er retfærdigt at fastslå, at den kunstneriske, visuelle og indholdsmæssige kvalitet ikke bliver tilgodeset?

Man kan jo se, at der er et skarpt modsætningsforhold imellem den anerkendte, ‘rigtige’ (samtids)kunst og den ‘helende’ kunst. Mon ikke begreberne skal skilles fuldstændigt ad?

Og der er jo også et skarpt modsætningforhold imellem de, der mener, at kunst er en unødvendig luksus, flødeskum man ikke har råd til i en sparetid, og de der påkalder sig de evidensbaserede resultater som et argument for, hvorfor vi overhovedet skal have billedkunst i sundhedssektoren. Mon de sidstnævnte egentlig ved, hvilken type kunst der er ‘dén, der heler’?

Eller også kan de to modpoler mødes et frygteligt sted, når også de kvalificerede kunstneriske udsmykninger bliver mere og mere tandløse, som tiden går, og en tendens hvor ren farvesætning, farveflader, og kønsløs abstraktion uden indhold ser ud til at være den største succes blandt den type udsmykninger. Måske heler det også?