Ode til Geertsen
Galleri Tom Christoffersen kan man pt. opleve en række små gouacher på papir af den konkret-abstrakte billedkunstner Ib Geertsen (1919-2009). De spræller vitalt og farveintenst på den sortmalede langvæg, hvor de er ophængt i rytmisk forskudte ‘klaser’. Selv om de er malet i 1950’erne, virker de så dugfriske og aktuelle, som havde de forladt Geertsens værksted i går. Blå er den gennemgående farve, og dråbeformen – denne særlige Geertsen-opfindelse, hvor en kvadrat bliver til en cirkel – spiller op til varmere farver og andre, stramme former på papiret.
Der er både jazz og poesi på færde i disse billeder, som fire samtidskunstnere er blevet inviteret til at gå i dialog med.

Anna Sørensen (f. 1968) har bl.a. skabt en krukke som en slags ode til Geertsen, ligesom hendes store maleri deler en række mønstringer med Geertsens konkrete formsprog, men det er malet langt mere pastost og fysisk, end Geertsen havde for vane.

Ebbe Stub Wittrup (f. 1973) viser en fotografisk serie Eight Cards, der har nogle år på bagen. Her har han med udgangspunkt i den schweiziske psykolog Max Lüschers personlighedstest fotograferet farvekort, som refererer til forskellige personers karakteregenskaber. Lüscher udviklede et ”emotionelt system” i 1970’erne, baseret på farver. Ebbe Stub Wittrup har anvendt disse kortbunker, der indgik i diagnosen, som motiv i form af en række en række smukke, digitale farveportrætter, der går i dialog med Geertsens papirarbejder på den modstående væg..

Bodil Nielsen (f. 1957) har malet et stort maleri som en direkte hilsen til Geertsen, men man bemærker en mere organisk og intuitiv tilgang til motivet end Geertsen. Heroverfor står Christian Skeel (f. 1956) – en på en gang konceptuelt arbejdende kunstner og en kunstnerisk eksperimentator/videnskabsmand. Han har igennem en længere årrække været optaget af at kortlægge samtlige farver anvendt i kunsthistorien ved hjælp af et særligt udviklet computerprogram Paintmaker/Sensuallogic. På udstillingen viser han en planche med uendelig mange håndmalede variationer over især farven blå, som dominerer i Ib Geertsens papirarbejder.

Det er en spændende dialogudstilling – en helt lille museumsudstilling – som Tom Christoffersen her lægger hus til.

I takt. Galleri Tom Christoffersen. Til 12. nov

Strædes status
Morten Stræde (f. 1956) er kendt som en af vores fineste billedhuggere, og han har en lang række, formmæssigt komplekse og eklektiske værker til det offentlige rum bag sig. Fra 1994-2003 virkede han som professor i billedhuggerkunst, ligesom han i en årrække har siddet som formand for Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg, som også dækker kunsten i det offentlige rum. Hvad de færreste ved, er, at Morten Stræde også har en baggrund som grafiker, før han gik på Akademiet, og udstillingen viser, hvilken eminent tegner han også er. Nu gør han status over 35-års indsats i dansk kunst med sin udstilling i Museumsbygningen, som for første gang lægger hus til en soloudstilling med én kunstner, der indtager alle salene.

I et af de bageste rum har Stræde anbragt et arkiv med 25.000 tegninger, fortrinsvis skitser, ‘indbundet’ som små bøger. De rummer oplæg til hans værker til det offentlige rum. Møblet ligner en mellemting mellem et gådefuldt Ingvar Cronhammar-værk og et tilforladeligt opbevaringsmøbel, fx. en skænk.

Herudover tager Stræde os med på en rejse gennem sin kunst fra rum til rum. Udstillingen spænder over 10 mindre skulpturer foruden lyskasser og ca. 150 tegninger i serier, og man konstaterer en forbløffende stilmæssig og tematisk kontinuitet fra begyndelsen til i dag. To serier er skabt som illustrationer til Claus Høecks digtsamlinger, i andre tager den dannede kunstner afsæt i bøger, film eller tv-udsendelser, som har inspireret ham eller gjort et følelsesmæssigt stærkt indtryk – bl.a. en magtfuld serie fra den brændende, syriske by Aleppo. Her er det approprierede fotografier fra tv-skærmen, som overlejres af Strædes ekspressive, sorte streger, så de bombede bygninger indhylles i dramatisk røg. Her kommer man til at tænke på Palle Nielsens koldkrigsscenarier.

Også kvinden som begæret og gådefuldt objekt dukker op her og dér, ligesom Stræde undersøger kroppen, krigen og englenes væsen. Den cool skulptør slipper denne gang sin indre romantiker løs, og det klæder ham.

Morten Stræde: Mindscape/Bodyscape 1981-2016. Museumsbygningen. Til 11. november.

Abstrakt-ekspressive kvindeportrætter
Den britiske maler Ian McKeever (f. 1946) er en hyppig gæst i Danmark. Nu udstiller han igen i sit danske Galleri Susanne Ottesen. Denne gang med en suite triptykoner, der er skabt som en hyldest til den britiske landskabsmaler, biolog og opdagelsesrejsende Marianne North (1830-1890), som rejste rundt og malede fremmedartede steder og botanik på jordkloden.

Ikke at der på nogen måde er tale om landskabsmalerier i McKeevers malerier, der alle er malet inden for de seneste to år i hans atelier og hjem i Dorset. Tværtimod er der tale om nogle gestiske, tyndt malede, nonfigurative motiver, som Mckeever dels har malet på gulvet på ubehandlet lærred, der suger malingen til sig, dels i en lodret position, da malingen også løber lidt. Ofte anvender han hvid eller sort maling i midten, mens de to ‘fløje’, er malet monokrome i grønt, violet, rødt m.v. Det er meditative malerier, der vipper mellem Mark Rothkos abstrakt-ekspressive, spirituelle maleri og Keevers fintmærkende, fragile maleri, der opstår, når han arbejder uden elektrisk lys efter solnedgang og næppe kan se, hvad han selv maler – så intuitionen, den lange erfaring med maleriet og kroppen leder ham på vej.

Ian McKeever: Portrait of a Woman. Paintings 2014-16. Galleri Susanne Ottesen. Til 5. november.