Fusionsmaleri med syret palet

På Esbjerg Kunstmuseum kan du lige nu få øje på hverdagen på en måde, som du garanteret ikke har set den hjemme hos dig selv. Her får ting, som vi normalt ville skjule og skynde os at samle op, tørre væk eller smide i skraldespanden, en central placering på lærrederne og et format, der sprænger vores vante ideer om proportioner i stumper og stykker.

Udstillingen med nye malerier af den tyske maler Cornelius Völker har været på tegnebrættet siden kunstneren for et par år siden deltog i en udstilling på Esbjerg Kunstmuseum, hvor hans stort anlagte og stærkt ekspressive billeder af mennesker, blev udstillet overfor Michael Kviums ditto. Dengang var det et oplagt og frugtbart match at sammenstille netop de to. Denne gang er det kun Völker, og udstillingen handler nu kun om tingene, vi omgiver os med.

Traditionalist og fornyer
Völker er på samme tid traditionalist og fornyer. Helt grundlæggende er han teknisk meget dygtig, og på den baggrund er han altid på udkig efter eksperimentet der, hvor muligheden pludselig åbner sig. F.eks. når et motiv tvinger ham til at male på en bestemt måde for at underbygge noget karakteristisk. Han arbejder helhjertet og gennemgribende med serier af billeder, der tager afsæt i den samme motivkreds. F.eks. pistoler, bøger, tøj, der flyder på gulvet osv. Men også serier af marsvin og hunde, hvor han har malet sig igennem en lang række af variationer over disse fremavlede kæledyr, hvoraf mange gennem årelang selektion i avlsarbejdet, har udviklet sig til eksotiske udstillingsgenstande, og derfor mere ligner vanvittige fabeldyr, end de dyr de oprindeligt var.

Maler for at forstå verdenen
Völker maler aldrig efter fotografier; han skal se sit motiv foran sig, røre ved det og fornemme dets form, og hvor tungt det er, før han kan gengive det – just the way it is – på sine lærreder. Han tegner aldrig op før han maler, og det er blæret i disse tider, hvor enhver kan projicere et billede op på et lærred, for derefter at aftegne det som motiv for et maleri. Völker maler tilsyneladende for at forstå den verden, han lever i. Når han beskæftiger sig så indgående med tingene, bliver han i stand til at forstå og formidle dem på en dybere og mere nuanceret facon, end hvis han blot betragtede dem fra et mere overfladisk og langt mindre nysgerrigt perspektiv.

Dette er centralt for forståelsen af Völkers malerier, for alene det at hengive sig så kompromisløst til en motivkreds afstedkommer en viden om og forståelse af et givent objekt, der smitter af på billedet og bidrager med en merværdi, som skinner igennem, når vi betragter malerierne: på en og samme tid synes tingene helt selvfølgelige – næsten naturtro – og samtidig er de fremmede og nye.

Fremmedheden i det kendte
Det fremmede kan bestå i objekternes størrelse, deres farve og særlige udstråling. F.eks bogstakke af monumentale dimensioner og kødlunser, der grangiveligt ligner det, de skal forestille, og som samtidig er rent maleri med fede penselstrøg og voldsomt kontrastfyldte farvesammenstød.

Det nye kan være, at du bliver opmærksom på et våbens tyngde, landskabet og kropsligheden i et smadret, overmodent hindbær eller ornamentikken i tøj, der flyder på gulvet. Disse serier afslører dels kunstnerens dygtighed rent teknisk, og dels demonstrerer de hans evne og lyst til gennem maleriet at forene sig med sit motiv og derved formidle det til sin beskuer.

Frastødt og fashineret
Pistolerne og lighteren er dyre og feinschmecker-agtige, men de fleste motiver er helt almindelige ting og sager, som alle og enhver kan få fingre i, hvis de vil. Völker udtaler selv i det ’hand out’, som ledsager udstillingen, at han ikke maler pistolerne, fordi han er våbenfreak, men fordi han på samme tid er frastødt og fascineret af dem. Denne ambivalens ser ud til at være drivremmen bag mange af hans motiviske besættelser fra mennesker og dyr til ting og sager.

Kunsten ændrer vores syn på tingene
Derudover påpeger Völker ganske rigtigt, at hans billeder bringer en række ubemærkede fænomener i fokus, og at den tid og de tanker, som han har investeret i dem, ændrer vores syn på de ting, vi plejer at ignorere. Han læner sig her op af overbevisningen om, at når kunstneren interesserer sig for noget, tilføres det værdi og således er den kunstneriske bearbejdning i sig selv en ophøjelse af de genstande, som undersøges. Det er noget, vi ofte tager for givet i kunstverdenen – men det er ikke altid let at få øje på, hvordan kunstnerens investeringer i et genstandsfelt afstedkommer merværdi for andre end for kunstneren selv. Der findes også mange tågede eksempler på udlægninger af denne diskurs, og guderne skal vide, at den kan bruges stort set alle vegne, hvor en kunstner har været på spil.

Nerve
Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om at fordybelse skaber viden og det dygtige maleri kan bidrage med et nærvær og en nerve, som rækker ud over eller ind bagved de genstande, det forestiller. Völker gør det godt også som samtidskunst betragtet. For med afsæt i stilleben – traditionen til trods – er hans maleri absolut nutidigt i sit motivvalg og i forhold til komposition, beskæring, skala og ikke mindst farve og maleteknisk. Især den konsekvente udelukkelse af kontekst i billederne er et nutidstræk. Ligesom de udtonede og ensfarvede baggrundsflader er det. Selve bearbejdningen af motivet er også interessant, fordi det ofte lægger sig lige på grænsen mellem figuration og abstraktion – der hvor maleriet får lov til at komme til orde på dets egne præmisser må motivet træde i baggrunden. Sjovt nok er det slet ikke et problem, for de fede farver og det åbenlyse penselsarbejde, som f.eks. på tøjbillederne, uddyber og understreger simpelthen motivets væsenskarakter.

Et konceptuelt fundament
Cornelius Völker er ikke alene i denne verden om dette projekt. Han har stærke medsammensvorne blandt højtestimerede malere på den danske og internationale kunstscene. Kvium er en af dem, og desuden kan nævnes Francis Bacon og Lucian Freud og en lang række andre med rod i især 1980ernes neoekspressionistiske maleri.

Völkers kunst er dog på mange måder mindre følelsesladet og ’beskidt’ end mange af hans samtidige, der i høj grad efterstræber en tydelig individuel stil gennem hele deres oeuvre. Umiddelbart ser det ud, som om Völker er mere interesseret i at opfinde den malerstil, der passer bedst til en given motivkreds. Det mere poppede look gør sig især gældende i billeder af sprutflasker, der forekommer en anelses overfladiske og kølige, mens det fungerer bedre, når motivet er pistoler. I forbindelse med gengivelsen af udflydende substanser, skaber en transparent malerstil en kropslig kvalitet, der netop her er velgørende.

På den facon er Völkers maleri tilsyneladende mere konceptuelt funderet, og det har den effekt, at tingene på billederne fremstår mere som sig selv – mere nøgternt og mindre ’farvede’ af kunstnerens humør og psykologiske habitus. Måske er Völkers projekt i virkeligheden at overkomme ambivalensen i sig selv, for til slut at kunne gengive et motiv så rent og fordomsfrit som muligt. En form for kunstnerisk energi-arbejde om man vil, hvor tingen til slut selv skaber billedet, fordi kunstneren træder i baggrunden for at lade motivet stråle med sin egen kraft og indre glød?