Fra børnetegning til moden kunstner

I 1960 tegnede trettenårige Bjørn Nørgaard motiver fra Kongens Fald på sit bogomslag fra 7. klasse. Man vil helt sikkert sige, at her er en talentfuld knægt med en levende, sikker og fabulerende streg.

For den kommende kunstner Knud Odde blev faster Grete fra Hjørring en central person al den stund, hun stod klar med farver, blyanter og papir, når han var på ferie hos hende. En tegning af en dreng (1965-67) fra den 10-12 årige Odde har kraftige konturstreger og et nærmest manieret udtryk.

Begge tegninger befinder sig på udstillingen 10.000 timer – hvad er talent? på Trapholt, hvor de præsenteres side om side med kunstværker af den voksne kunstner – i Nørgaards tilfælde skulpturinstallationen Mickeys Choir, mens Odde er repræsenteret ved maleriet Verkklärte Nacht (Jugend).

Og hvad kan vi så lære af det? Jo, Nørgaard var tilsyneladende allerede tidligt meget dygtig af sin alder, og Oddes ekspressive billedsprog kan spores helt tilbage til barndommen.

Sådan er der eksempler i denne udstilling, der viser 22 kunstneres værker akkompagneret af barndomstegninger, hvor man naturligvis fristes til at trække røde tråde mellem barnets frembringelser og den modne kunstners værk. Men ellers er udstillingen netop absolut ikke entydig, hvad det angår. Snarere udfordrer den alskens mytedannelser om de gudsbenådede enere, som en X-faktor kultur i disse år ellers unuanceret klamrer sig til.

Tegningen før den blev kunst
Udstillingen er en del af et forskningsprojekt, som Trapholts direktør Karen Grøn har haft liggende i skuffen i 14 år, og nu har realiseret i samarbejde med forsker i tegning phd. Anette Højlund og forsker i talent phd. Claus Buhl.

Museet har med tegningen som afsæt spurgt de 22 kunstnere om, hvad der har haft betydning for deres udvikling som kunstnere. I udstillingen kan man på plancher læse små biografiske beretninger om kunstnernes barndom, om hvordan de tegnede som børn og unge, om omverdenens opmærksomhed, støtte (eller mangel på samme), om hvordan de har øvet sig i teenageårene – hvorefter de enten startede på en kunstnerisk uddannelse, eller fik en klar identitet som kunstner. Teksterne stopper, hvor det officielle CV starter.

De fleste kunstnere har haft en tidlig interesse for at udtrykke sig gennem tegning, nogle – men absolut ikke alle – har været dygtige og er blevet set som dygtige som børn. Men hvis Karen Grøn skal pege på hvad, der det er, der gør, at nogle bliver kunstnere, er der især tre faktorer, der spiller ind:

“For det første kræver det et personligt engagement og træning, hvis talentet skal blomstre. Ofte har der været en inspirerende voksen, som har givet brugbar feedback undervejs. Dernæst en indsigt i samtidskunsten, og sidst men ikke mindst en udsigelsestrang eller -kraft”.

Tegningen som fristed
Samtalerne med kunstnerne viser ifølge Karen Grøn, at alle disse tre faktorer har været til stede i forskelige blandingforhold. De viser også, at tegningen for så godt som alle kunstnerne har været et domæne, hvor de kunne være ‘sig selv’:

“Ofte har der været et element af ikke at passe ind, og her har tegningen været et område, de kunne flyde ind i, og hvor de selv kunne skabe deres egen verden. Som barn har det at tegne været lystfuldt og glædesesfyldt og drevet af en indre motivation – i modsætning til ydre motivation med pisk og tvang”.

Bjørn Nørgaard lærte at tegne af sin far ved at tage på cykelture rundt i landskabet og tegne. Hvor fasteren fra Hjørring var den motiverende voksen i Oddes tilfælde blev Nørgaards tegnekundskaber yderligere stimuleret af en fantastisk tegnelærer på Marielyst Skole. Omvendt lærte Julie Nord som barn i Lemvig, at hun skulle holde det hemmeligt, at hun var god til at tegne, og ikke gøre sig til med det – og kompenserede for det i sin fritid ved blandt andet at tegne monstre.

Integreret og identificeret motivation
“Skridtet i retning af den professionelle kunst går via det, man i motivationsteorien kalder ‘integreret og identificeret motivation’ – der hvor man er bevidst om, at man gør noget for at opnå noget andet”, fortæller Grøn og fortsætter:

“Det er bevægelselsen fra barndommens naive og lystfulde tegnen mod ungdommens mere målrettede gøren. Det er her kunstnerne begynder at trække viden om kunstverdenen og samfundet ind. Og så træner de, møder folk, der inspirerer dem, kommer på kunsthøjskoler og den slags”.

Resten er historie, og udstillingens vægtige kunstnere taget i betragtning må vi prise os lykkelige for, at faster Grete, papiret og blyanten har været tilgængelige dengang i deres  fortid.

Udstillingen og forskningsprojektet vil som et hele altså bekræfte, hvad den teoretiske talentforskning også peger på, nemlig at et vist talentfuldt grundpotentiale nok er vigtigt, men at der er en række andre faktorer, der spiller ind, hvis talentet skal blomstre. Det er blandt andet her de famøse 10.000 timer kommer ind. Det er det timetal, som forskningen mener, talentet skal trænes for at indfri potentialet. Så ved du det, hvis du hænger for fast i sofaen under det næste X-faktor show!

Et uddannelsespolitisk debatindlæg
Men når Trapholt vælger at fokusere på tegning, er det selvfølgelig også en kommentar til en aktuel uddannelsemæssig debat, hvilket Karen Grøn da også gør opmærksom på:

“Tegning og håndens arbejde viger i øjeblikket til fordel for computeren i hverdagen og på uddannelserne. Den digitale verden er fantastisk og åbner en masse nye muligheder. Men er der ting fra den analoge verden, vi skal tage med os? Er der nogle kvaliteter og potentialer i tegningens praksis, som vi skal være opmærksomme på, inden vi lader den ’gamle teknologi’ og udtryksform forsvinde fra vores dagligdag?”

Afslutningsvis skal siges, at udstillingens ‘bevismateriale’ stammer fra Trapholts samling – det vil sige kunstnere, der primært udtrykker sig via maleri eller skulptur. Hvordan tegningen som den kreative kunstkatalysator ville tage sig ud målt på konceptkunstnere, netkunstnere, performancekunstnere eller kunstnere, der intervenerer i den sociale realitet, må foreløbig stå hen i det uvisse.