Fotofest med uskarpe motiver

Fotokunsten har ikke en lang tradition ligesom de traditionelle kunstmedier som skulptur og maleri. Som selvstændigt kunstbegreb har fotokunsten først fået ligeværdig status i løbet af 60’erne og 70’erne. Herhjemme er det faktisk først i løbet 90’erne og især 00’erne at fotografiet får en markant position i samtidskunsten. I dag en meget markant position, der gør fotografiet til et af de mest udbredte medier på den danske kunstscene.

Så en festival tilegnet fotografiet, og her altså nutidsfotografiet, giver rigtig god mening. Profiler er heller ikke en mangelvare på dansk jord og unge kunstnere stormer frem – ikke mindst fra de forskellige nordiske fotoskoler.

Tredje år i træk
Copenhagen Photo Festival tæller på sit tredje år over 30 udstillinger ved gallerier som Peter Lav, B15 og Bo Bjerggaard, til institutioner som Det Nationale Fotomuseum, Gl. Strand og Fotografisk Center, en række indslag i det offentlige rum samt en god mængde talks, foredrag, debatter og andre livearrangementer. Efter tre år er der måske flere internationale indslag, men et mærkbart højere niveau og en skærpet profil i forhold til tidligere år er ikke synlig.

Forsøget er at skabe en festival uden en klar skelnen mellem ‘funktions-fotografiet’ (rettet mod fx presse, reklame) og kunst-fotografiet. Det gør til gengæld festivalen uklar og motiverne bag værkerne slørede.

Uklart niveau
Der er faktisk for mange og for meget. Det er følelsen man står med efter en tur gennem hovedudstillingerne i PHOTO CITY i Carlsberg-byen, hvor niveauet simpelthen er for svingende til at være en rigtig markant oplevelse af ny fotokunst.

The Censored Exhibition 2012 viser værker af 44 kuntsnere fra 14 lande, og det er her niveauet for festivalen formuleres. Men selvom udstillingen præsenterer godt håndværk, så er der virkelig få interessante indslag og temmelig mange fotografiske floskler.

Ar, portrætter, landskaber, fundne farve og form-kompositioner, våde hunde og samfundsskildringer fra samfundets socialt og økonomisk udsatte er genkommere, der altså kræver markant dybde eller interessante greb, før der reelt sker noget.

Fotografisk følsomhed
Nogen steder er den sociale dagsorden faktisk ved at kamme over i decideret misbrug, hvor grupper og personer udstilles med en utydelig argumentation og mangel på moralsk følsomhed for at få det rette shot.

Fotografisk følsomhed finder man til gengæld i Marc Buchys livs-gnistrende serie BOUM (2011) fra en ekstatisk børnefest og i Hanna Lenz’ portrætserie Else, hvor et gammelt liv portræteres med mærkbar værdighed og indføling.

Interessant landskabsfotografi finder man også i Thomas Willads’ sært udfoldede dokumentationer fra det monumentale Nazi-Hotel PRORA, der skulle huse det udvalgte tyske folk efter krigen. Fotografiske skildringer, der både er godt tænkt i udførelsen og rungende i deres utopiske tomhed.

I udstillingen møder man også den prisvindende naturfotograf Carsten Egevangs dramatiske værk Kød (2009) og Bodil Nygaard Jensens ‘ensrettede’ portrætter af blinde i serien Eye to Eye fra 2003, og så er vi vist langt over holdbarhedsdatoen for det sidste skrig.

Det ladede øjeblik
I både Politikens udstilling af deres egne fotografer og It Takes More (fra billedbasen Getty Images) ligger fokuset på det spektakulære øjeblik. En klassiker blandt pressefotografer: øjeblikket hvor man bare var der og skød det helt rigtige billede.

Det kan både være super vigtigt, ret overfladisk eller noget være effektsøgeri. Fx når Lærke Posselt udstiller et foto af en bjergvej under titlen Norge (2011) taget på tidspunktet for massakren på Utøya.

Leva högskolan!
Der hvor festivalen reelt løfter sig op over det forventlige er blandt skolernes udstillinger og her i særdeleshed Högskolan för Fotografi (Göteborg) og også Københavns Film- og Fotoskole, hvor de studerende tager handskerne af og udfordrer fotografiet produktivt med værker, der ikke gør som sidste gang og de sidste fem år.

Her er motiver af åbenlys skønhed, menneskelig blottelse, politiske dagsordener og kulturelle undersøgelser – men formuleret i formater, som udfordrer grænseværdierne og åbner praksissen mod samtiden, filmen, nettet, installationen, aktionen og det mere abstrakte. Der sker fandeme noget, og det er godt!

Skræmmende komik
Opløftet af studenternes opgør, kan man roligt gå videre til en række mere politiske fotoudstillinger i fotobyen.

Her bør især nævnes Bag Facaden – billeder fra hverdagens Danmark på Fotografisk Center, hvor markante kunstnere inden for det samfundskritiske kunstfelt har kastet sig over fotografiet og ikke mindst Henrik Saxgrens helt fantastiske udstilling Brikby. Et fotografisk, temmelig lattervækkende og afslørende studium af den danske hærs krigs- og terrorøvelser i en lille jysk by med ruiner bygget fra grunden og en masse mennesker i mellemøstlig udklædning. Skræmmende, når man begynder at se og tænke efter…

Festival som kritisk filter
Vores sanseapparat møder fotografi hele tiden. Fotografi som salg, sandhed, fiktion, liv, sex, politik og kritk, og vi er alle fotografer i dag. Men jo mere man står overfor god fotokunst, jo dybere og stærkere bliver det.

Det kan bare være svært at finde i PHOTO CITY, og det burde immervæk ikke være tilfældet med en international fotofestival, som netop burde træne os i at kunne se forskel.