Ann Lislegaard har igennem mange år arbejdet med en lang række forskellige medier, og hun er særligt kendt for at benytte ny teknologi i sit kunstneriske arbejde, der bærer referencer til blandt andet minimalisme, konceptkunst, surrealisme og op art.

Lislegaards tankevækkende, digitale animationsværker henter inspiration fra science fiction og fantasy-litteraturen. Hun iværksætter en kunstnerisk undersøgelse, hvorunder de litterære forlæg bearbejdes, medieres og indlejres i en anden tid, hvori nye rum og sammenhænge etableres. Flere værker undersøger spørgsmål omkring køn, identitet og sprog, og der leges med crossbreed-idéer: mutationer og symbioser mellem teknologi, dyr, mennesker og syntetiske væsener.

Pollen beskeder
Lislegaards nye 3D-animation Pollen Messages vises i kunsthallens østfløj. Værket er endnu et kunstnerisk offspring opstået via læsning: denne gang af science fiction-forfatter Jeff Noons roman fra 1995, Pollen. Pollen Messages eneste figur er en computergenereret ung kvinde, hvis attraktive, ultra glatte og symmetriske ansigt poserer foran os på to skråtstillede skærmpodier.

Herfra udsiger hun med monoton stemme en monolog, hvorigennem hun beskriver den både urovækkende og overraskende tilstand, som hun angiveligt forsøger at reflektere over og forstå.

Hun fortæller om skyer af pollen, der breder sig og klæber til alting, og om hvordan hun ved at følge en pollenstrøm har observeret en nedgang til en mystisk underverden gennem et hul i skovbunden. Hernede hersker dansende, organiske vækster, og hun beskriver, hvordan hun har erfaret deres dufte og mærket pollen kildre på sine fingerspidser. Samtidig erklærer hun paradoksalt, at hun hverken kan mærke sit eget ansigt gennem håndfladen, og at hun ikke har eller kan erkende sine egne legemsdele. Hun leverer de modstridende informationer i det samme monotone stemmeleje, men der, hvor hun beskriver den kildrende følelse forårsaget af pollen på sine fingerspidser, knækker den digitaliserede stemme over i en kortvarig stammen, som om den pludselige følelsesmæssige stimulering har afstedkommet et mindre kollaps i hendes algoritme.

”Jeg husker kun, hvordan det er at falde gennem huller – i et (print)kort”, konkluderer hun – men samtidig ’husker’ hun oplevelsen af planterne i underverdenens frodigt blomstrende landskab: så skønt, at hun aldrig har set noget lignende! Hun beskriver også smagen af nektar: så sød og rig!

Biologien og teknologien
Pollen Messages tegner et billede af, hvordan biologi og teknologi gensidigt påvirker hinanden – hvordan intelligens skabes og udvikles. Hovedpersonen synes at overkomme nogle af sine kropslige begrænsninger i mødet med biologien. Samtidig er værket også en tragisk illustration af den syntetiske verdens sørgelige mangel på sanselighed og taktile erkendelser. Hovedpersonens manglende mimik og monotone stemme efterlader en stemning af dyb melankoli, hvori hendes nyligt vakte sanselighed kun lige akkurat kan manifesterer sig som en smertelig undren – et kært foruroligende minde.

Ann Lislegaards kunst er eksperimental og lige så spekulativ, som de forfattere, hvis værker hun lader sig inspirere af, er det. Set i lyset af det tempo, hvormed nye teknologier afstedkommer forandringer i vores mentale og fysiske verden, er det ikke mærkeligt, at så mange mennesker – og særligt kunstnere – har behov for at udvikle alternative rum, hvori det lader sig gøre frit at bearbejde de forandringer og udfordringer, som udviklingen i verden lige nu konfronterer os med.

En tale fra et posthumant sted
Astronomen Martin Rees peger i et interview i The Guardian (29.08.16) på, at mennesket – såfremt det navigerer klogt i den antropocæne æra (med dens trusler om biologiske, kybernetiske og miljømæssige katastrofer) kan opnå en bæredygtig fremtid og indvie en posthuman evolution:
“Den antropocæne æras morgengry vil i så fald markere en irreversibel transformation væk fra den organiske verden til en, hvor mennesker kickstarter overgangen til elektroniske (og potentielt udødelige) skabninger, der transcenderer vores (nuværende) begrænsninger og måske endda spreder deres indflydelse langt væk fra selve Jorden”, siger han profeterende.

Jeg kan ikke lade være med at foreslå, at Lislegaards elektroniske hovedperson i Pollen Messages taler fra sådan et (udødeligt) posthumant sted, som det Martin Rees forestiller sig. Sammenligningen her skal tjene som argument for den uimodsigelige aktualitet, som værket har. For på trods af dets fantastiske og uvirkelige fremtrædelsesform er det en aktuel kommentar til et måske nært forestående scenarium, som vi håbløst biologiske væsener, der trods alt stadig bebor denne endnu forholdsvis grønne planet, kan have rigtig svært ved at forestille os.

Sat på spidsen kan man argumentere for, at den gennemsyntetiske hovedperson, i mødet med den potente pollen, bringes i kontakt med den biologiske undfangelse, som udgør det altafgørende missing link i hendes egen kunstige skabelseshistorie, og som derfor netop afstedkommer en så stor overbelastning i hendes digitaliserede ’fatteevne’, at det afstedkommer et kortvarigt sammenbrud. Hvorefter hun, nu fejlbehæftet, stadig drages mod mindet og dets iboende budskab om stærke biologiske kræfter, der kan forandre hendes verden og udfri hende fra sit følelsesløse, digitale fængsel.