Følelsen af at være født ind i denne verden

Følelsen af at være født ind i denne verden

Yayoi Kusama: Uden titel, 1967 (beskåret) Tush på fotografi af Harrie Verstappen, 18 x 24 cm MOMA Contemporary Collection, Fukuoka.

Billedserie

Yayoi Kusamas udstilling på Louisiana viser med stor styrke evnen til at overkomme frygten for døden, være glad – og gøre det til kunst.

Yayoi Kusama har ikke travlt. Hun maler mønstre, det tager tid, men det gør ikke noget. Hun kan godt lide det. Andre kan også godt lide det. Det er ikke kun Kusamas mønster, det er også vores mønster, derfor kan man passende fylde museumssale med netop disse værker.

Siden hun var barn, har hun tegnet mønstre. Som voksen lavede hun mønstre og satte prikker, ikke kun på lærreder, også på mennesker og ting.

Den prikkede verden blev til rum, som man kunne gå ind i og forsvinde i. Selv jorden er en prik, ifølge kunstneren. Velsagtens også ifølge videnskabsmanden. En lille bitte prik i uendeligheden. Men ikke en ubetydelig prik. Det er en god prik. Hver eneste prik er en god prik.  

Life of a Human, 2014. (I kunstnerens eje)
Life of a Human, 2014. (I kunstnerens eje)
Ansigt til ansigt med eksistensen
Det kan godt være lidt angst-provokerende, at give sig hen til en verden fuld af prikker!

Kunstneren er angst, men hun er også glad, som man kan læse sig til i de citater, som er strøet ud over udstillingen som vægtekster. Hendes værker vækker både denne angst og denne glæde.

Hun skriver:
“Når jeg møder frygten for døden, som rammer mig hver dag, så overkommer jeg den/ ved at berolige mig selv af al magt, og/ som resultat finder jeg min stræben efter kunsten/ Følelsen af at være født ind i denne verden/ har fornyet mit liv med en storm af skabertrang/ Jordens dybe mystiske hvisken/ heler mit miserable, selvmordstruede liv/ opløser min frygt for og længsel mod døden/ og har altid ladet mig vågne til livets strålende lys./ Jeg er dybt rørt ved tanken om, hvad det egentlig er, at leve et liv, og/ af skønheden ved at være i live/ Glæden ved at have indset, at menneskelivet udfolder sig evigt/ Jeg overvinder dødens mørke/ og med den største kunst/ tilbringer jeg hver eneste dag med at søge menneskehedens herlighed./

Jeg vil leve, af hjertens lyst/ Lad os få kunsten til at stråle/ Så længe jeg lever, gennem lyset fra det evige liv og døden, og/ ved at leve til jeg når 200 år eller endda 500 år,/ vil jeg blive ved at kæmpe/ med den ubrydelige hensigt at nå frem til der, hvor fred og menneskelighed ér./ Og jeg vil sige til mennesker verden over:/ Stop atombomber og krig, nu/ Lev jeres lysende liv/ for evigt i evighed/ Det er mit oprigtige håb, at I vil se de værker, jeg har skabt ved opbud af al min styrke./ Lad os synge en sang sammen til hyldest for menneskeheden ansigt til ansigt med universet.” (Fra udstillingskatalogets side 108).

Yayoi Kusama I uendeligheden Installation shot Credit: Louisiana Museum of Modern Art Foto: Poul Buchard
Yayoi Kusama I uendeligheden Installation shot Credit: Louisiana Museum of Modern Art Foto: Poul Buchard

Omfattende på flere måder
Kusama på Louisiana er en dejlig klassisk og grundig retrospektiv udstilling med inviterende installationer, memorabilia fra kunstnerens arbejdsarkiver og aldrig-før-viste værker. Udstillingen er kronologisk opbygget med tematiske nedslag.

Yayoi Kusama I uendeligheden Installation shot Credit: Louisiana Museum of Modern Art Foto: Poul Buchard
Yayoi Kusama I uendeligheden Installation shot Credit: Louisiana Museum of Modern Art Foto: Poul Buchard
Det er en omfattende udstilling, dels fordi kunstnerens værk er så omfattende; her er maleri, papirværker, tekstværker, skulpturer, installationer, film, dokumentation fra politiske aktioner og eksempler på samarbejder med mode- og livsstilsindustrien. Det er også omfattende, fordi kunstneren er født i 1929 og stadig er aktiv.

Hun har ikke travlt, hun arbejder bare. Hver dag tager hun hen i atelieret og maler mønstre. Endelig er det omfattende, fordi mange af værkerne vil være en ophobning, en udslettelse eller en uendelighed.

Orgier og aktioner
Da Kusama i 1960erne var aktiv på new yorker-scenen, så var det sammen med venner og kolleger som Donald Judd, Lucio Fontana, Frank Stella og Andy Warhol.

Hun engagerede folk til sexorgier, politiske aktioner og modeshows, hun afholdt homo-vielser på sit atelier og etablerede flere virksomheder. Pressemeddelelserne fra denne tid er små kunstværker i sig selv, og er som sådanne inkluderet i udstillingen, der derfor også handler om Wall Street, Vietnam-krig og kroppens frigørelse.

Anatomic Explosion’ happening foran statuen af Alice i Eventyrland i Central Park, New York, 1968, Foto: Bob Sabin
Anatomic Explosion’ happening foran statuen af Alice i Eventyrland i Central Park, New York, 1968, Foto: Bob Sabin

Det forlyder, at Kusama ikke selv deltog i udskejelserne, hun orkestrerede dem. Hun designede dragterne, som kunne bæres af flere på en gang, så man ikke behøvede tage tøjet af, når man ville have sex. Men hun selv var påklædt, kropsnært, men påklædt. I udstillingen er der ikke et eneste nøgenbillede af hende selv. Det findes sikkert ikke. Men man får alligevel en klar opfattelse af, at hun var (er) deltagende, medievandt og vidende om sin samtid.

Produkt eller proces?
Kusama er en teknisk begavet kunstner, med et håndværksmæssigt udgangspunkt. Et af hendes uendelighedsnet-malerier strækker sig over 10 meter i bredden. Det har været en kraftpræstation at producere, ja, det er nærmest manisk eller meditativt og ses derfor ligeså vel som dokumentation af en proces. Det er ikke kun et statisk produkt.

Yayoi Kusama: Yellow Dots, 1982, detalje. Kitakyushu Municipal Museum of Art  (foto: Line Rosenvinge). Selv i uendeligheden  findes penselstrøg, kunstneren skjuler ikke håndens aftryk i mønsteret.
Yayoi Kusama: Yellow Dots, 1982, detalje. Kitakyushu Municipal Museum of Art (foto: Line Rosenvinge). Selv i uendeligheden findes penselstrøg, kunstneren skjuler ikke håndens aftryk i mønsteret.

Fordi udstillingen rummer dokumentation af aktioner og medieoptræden, bliver det performative ved Kusamas værk også tydeligt. Og når de mere traditionelle værker, som malerier og skulpturer, sættes op mod disse dokumentationer, så virker de også som noget, der er naturlig del af kunstnerens praksis, handlinger og motiver.    

Naturligvis
Kunstneren arbejder gerne i serier. Disse er foruden uendelighedsnet-malerierne blandt andet ophobningsskulpturene fra navnlig 1960erne og 1980erne (Accumulation Sculptures) og billeder af græskar, udstillingen viser eksempler på det altsammen. Græskaren er undervurderet, synes kunstneren, som taler varmt om dens smukke form og dens gode kontakt med underlaget.

Kusama med græskar Mixed media Installation View: Aichi Triennale 2010 Courtesy Ota Fine Arts, Tokyo/ Singapore; Victoria Miro Gallery, London; David Zwirner, New York; og KUSAMA Enterprise © Yayoi Kusama
Kusama med græskar Mixed media Installation View: Aichi Triennale 2010 Courtesy Ota Fine Arts, Tokyo/ Singapore; Victoria Miro Gallery, London; David Zwirner, New York; og KUSAMA Enterprise © Yayoi Kusama

Til trods for, at Kusama var del af scenen for pop art og minimalisme, så hyldede hun naturen. I sin psykedeliske film Self-obliteration (1967) maler hun prikker på et vandspejl, ridder rundt på en hest og dækker en kat med blade.

Det mønster, som hun tegner op med sine prikker og net, er, i al sin unaturlighed, netop natur. Gentagelsen gør uendelig og naturlig, og i mødet med hendes værk, befinder man sig netop dér. Ydmyg og opløftet.

Og på vejen tilbage til stationen, gennem skoven, spiste jeg et brombær. Det sad som en sort prik i det sensommergrønne.

Kunst for os alle
Kunstneren er i dag 86 år gammel. Siden 1973 har hun frivilligt boet på et psykiatrisk hospital. Hver dag tager hun hen på sit atelier for at arbejde i 8-10 timer. Selvom hun taler åbent om sin kunsts terapeutiske kvaliteter, så er det vigtige her, at hendes kunst ikke handler om hende selv, men om universet, og som sådan er det relevant. Også for os.

Kusama omgivet af mønsteret Stars, som hun designede til et samarbejde med det japanske designkollektiv graf, 2002
Kusama omgivet af mønsteret Stars, som hun designede til et samarbejde med det japanske designkollektiv graf, 2002
Fotoet viser Kusama i 2002 omgivet af mønsteret Stars, som hun designede for det japanske designkollektiv graf. Kunstneren har også haft nylige samarbejder med Coca-Cola, Issey Miyake, KDDI mobiltelefoner og Louis Vuitton. Udstillingen viser eksempler på det hele.

Udstillingen fortsætter til Henie Onstad Kunstsenter i Oslo, Moderna Museet i Stockholm og HAM – Helsinki Art Museum. Der er til udstillingen udgivet et katalog med tekster af udstillingens kurator, Marie Laurberg, samt Jo Applin og Stefan Würrer, foruden fire digte af Yayoi Kusama samt en biografi ved Signe Marie Ebbe Jacobsen.

Billedserie

Del artiklen

'Følelsen af at være født ind i denne verden'

Facebook