Farvefix

Farvefix

Udstillingsview fra Colour me in. Foto: Torben E. Meyer

Vis billedserie

Udstilling

Colour me in

8 feb 2014 11 maj 2014

Tarja Pitkänen-Walter, Rene Schmidt, Anselm Reyle, Tobias Rehberger, Malene Landgreen, Poul Gernes, Jakob Dahlgren, Angela de la Cruz, Ingela Skytte, Ingrid Kæseler, Milena Bonifacini

Esbjerg Kunstmuseum
Se kort og tider

Udstillingen Colour me in på Esbjerg Kunstmuseum vil med totalinstallatoriske greb udsige samlende statements om farvens mangefacetterede kvaliteter. Der er puttet godt med kulør i sprøjten. Det er spektakulært. Men det er også en udstilling i vildrede om, hvad den vil.

Esbjerg Kunstmuseum har gjort det laboratorieagtige og eksperimenterende til et varemærke ved at stille museet til rådighed for folk udefra til at udtænke og kuratere udstillinger – blandt andet i udstillingsformaterne Kunst i Kontekst og Match, hvor salene mere eller mindre frit overlades til kunstnere og forskere. Således også nærværnede udstilling.

Colour me in er udviklet af kunstnerne Milena Bonifacini, Ingrid Kæseler og Ingela Skytte, som har valgt kunstnerne og lanceret ambitionen om at skabe samlende installatoriske udsagn i form af markante iscenesættelser. Det hele skulle handle om farven – hvad er farver, hvordan sanser vi dem, hvilke rumskabende kvaliteter har de?

I kælderafdelingen er rummene – og dermed de udstillede værker –  belyst med farvet lys, mens store regnbuefarvede cirkelslag breder sig ud over det specialfremstillede gulvtæppe og op ad væggene i den anden udstillingssal. Man er i det første tilfælde indhyllet i farven som immaterielt fænomen, mens man i det andet tilfælde omsluttes af den i mere fysisk, materielt forstand.

Bedrageriske farver
Intentionen er, at udstillingssalen “omskabes til ét, overvældende statement”. Det lyder jo meget godt, men udstillingen træder vægelsindet vande mellem at være totalinstallation og traditionel gruppeudstilling. Samtidig er det som om, at det er en anden tematik end specifikt farven kunstner-kuratorerne i virkeligheden er optaget af, og derfor får den farverige kulisse karakter af kulørt indpakning.

Udstillingsview. I forgrunden Ingrid Kæseler. Foto: Torben E. Meyer
Udstillingsview. I forgrunden Ingrid Kæseler. Foto: Torben E. Meyer

Det er skam et virkningsfuldt trip at bevæge sig i rum med forskelligt farvet lys og på egen krop at opleve, at farver er bedrageriske af natur, som kunstneren og farveteoretikeren Josef Albert har formuleret det. Farven er ikke i sig selv et objektivt eller stabilt fænomen, men noget der dannes i vores bevidsthed, når lysbølger rammer øjet.

Men dels er det altså svært at gentage sådanne tricks efter, at Turell og Eliasson meget mere rent og overbevisende har været der, dels fungerer de farvebelyste violette, pink, gule og blå rum som traditionelle udstillingsrum med udstillede værker – og det greb forbliver upræcist for denne anmelder.

Jo, lyset farver selvklart værkerne og skaber koloristisk sammenhæng mellem dem, der optræder i samme rum. Jeg tænker, at Poul Gernes malerier `normalt´ er i farvestærke primærfarver, men her – under monofrekvent gul belysning – fremstår jordfarvede. Derimod har jeg ingen specifik forestilling om, hvordan eksempelvis Kæselers stribede maleriskulpturer virker under anden belysning end pink – dermed er den pointe tabt.

Udstillingsview. I forgrunden Milena Bonifacini, Til venstre Poul Gernes. Foto: Torben E. Meyer
Udstillingsview. I forgrunden Milena Bonifacini, Til venstre Poul Gernes. Foto: Torben E. Meyer

Der er såmænd tale om kvalitative værker og kompetent installering af værker, der fungerer sammen. I det blå rum er Rene Schmidts skulpturelle værker gådefulde, fortættede udsagn, spanske Angela de la Cruz´ krøllede lærred Loose Fit XXXl ( Dark blue) råt og stofligt. I det gule rum er Milena Bonifacinis palleinstalerede `opdækning´ af organiske klumper og stofstykker et frapperende bud på expanded painting. Men hvad tilfører det værkerne, at de udstilles under denne belysning eller omvendt: hvad giver værkerne de farvebadede rum? Det er som bekendt ikke befordrende at blæse med mel i munden.

Den kulørte kube
Samme upræcise fornemmelse får man, når man bevæger sig ovenpå i den anden udstillingssal, hvor det farvede gulv og de farvede vægge er spækket med malerier, vægobjekter, skulpturer, rumlige organisationer og det, der ligger imellem. Jeg er med på, at der kan være pointer i at omgå neutrale hvide udstillingsrum, men her har kuratorerne sat sig mellem to stole.

På den ene side er der rummet som værk – på den anden side en ellers ganske traditionel kunstudstilling med separate værker af forskellige kunstnere. Selvom der er skruet op for paletten arbejder det ikke produktivt sammen. Sådanne greb er gjort langt mere overbevisende af eksempelvis Malene Landgren med udstillingen Colour state på Charlottenborg 2007 eller Katharina Grosse på Brandts i 2004 (begge retfærdigvis soloudstillinger).

Udstillingsview. Foto: Torben E. Meyer
Udstillingsview. Foto: Torben E. Meyer
Et statement i MANGE farver
Præsentationen kredser rigtignok larmende om farven. Ingrid Kæselers violette gazestriber hænger farvekomplementært korrekt mod gul vægbaggrund. Den yderste stribe i Landgrens loftsbanner taler sammen med et okkerfarvet vægfelt. Dogmemaleren Ingela Skytte matcher metodisk-pædagogisk de farveblandinger, der opstår, når rummets kulørte cirkelslag oplapper hinanden, idet hun i sine kvadratiske malerier kun bruger seks farver, som hun aldrig blander, men i stedet lægger i transparente lag oven på hinanden – hvorved blandinger opstår.

Der ER tænkt koloristisk – på hvordan forskellige farver spiller sammen eller ændrer karakter alt efter sammenhæng, hvilke værker der danser farvemæssigt sammen og så videre. Det forekommer dog som et lidt bedaget, æstetiserende og ikke særlig udfordrende udsagn, der heller ikke brænder igennem som en samlet installation. Hvis der er ét statement her, er det at råbe MANGE FARVER mange gange meget højt.

Udstillingsview. Foto: Torben E. Meyer
Udstillingsview. Foto: Torben E. Meyer

Udvidet abstrakt maleri
En række af de udstillede værker passer faktisk ikke særlig godt ind i den kulørte iscenesættelse, fordi de handler mindre specifikt om farven men mere generelt om det abstrakte samtidsmaleri og dettes forsøg på at udvide terrænet. Og måske er det i virkeligheden dette spor, der har de tre kunstner-kuratores hovedinteresse.

Tag deres egne praksisser in mente, hvor især Bonifacini og Kæseler er optaget af maleriet løsrevet fra sit todimensionelle fangeskab som flade på væggen. Læg dertil, at det abstrakte kunstværk har fået sin revival det seneste tiår, gennemtygget i mangefacetterede forsøg, der søger løsnelse fra væggen såvel som fra de tunge ideologi-overbygninger `det abstrakte´ historisk er belæsset med.

Et billede af plastikbøjler
Her på udstillingen kan Jakob Dahlgrens vægobjekt Porto 1968 eksempelvis opfattes som udvidet abstrakt maleri, der trækker på 1960ernes post-painterly abstraction – men også på readymade traditionen, da det viser sig at den buede, stribede overflade er opbygget af plastikbøjler.

Jakob Dahlgren: From art to life to art. Foto: Torben E. Meyer
Jakob Dahlgren: From art to life to art. Foto: Torben E. Meyer
Jakob Dahlgren: Porto 1968. Foto: Torben E. Meyer
Jakob Dahlgren: Porto 1968. Foto: Torben E. Meyer

 

Samme hybridtænkning ligger i Dahlgrens From art to life to art, der til forveksling ligner en almindelig formel abstrakt rumstruktur, men – idet den er sat sammen af konservesdåser – integrerer tankegods fra Warhol, diskursen mellem høj-og lavkultur og readymaden. Kunstneren skulle iøvrigt selv have spist sig gennem indholdet af alle dåserne. Velbekomme, siger jeg!

Ligeledes fremhæver Aselm Reyle de poppede og dekorative elementer i sine stribede signaturmalerier (i opposition til modernismens ideologiladede abstraktioner), mens Angela de la Cruz skærer sine malerier op, krøller dem, folder dem sammen, så de fremstår som fysiske objekter og Tarja Pitkänen-Walter løsner selve malingen fra grunden og installerer den i psykologisk ladede tableauer.

Disse kunstneres værker har da farver, javist, men kan næppe betragtes som formelle eller fænomenologiske farveundersøgelser som sådan. Udstillingen lider under manglen på præcision og konsekvens, og efterlader derfor fornemmelsen af at indpakning og indhold ikke passer helt sammen.

Man er lovet et farvefix. Der er puttet godt med kulør i sprøjten, og det er spektakulært. Men høj bliver man ikke.

Kommentarer