Nu hvor vi netop har fejret arbejdernes internationale kampdag, kan det måske være på sin plads at se lidt på forholdet mellem kunst og arbejde.
De borgerlige politikeres mest forhærdede parole, som de til bevidstløshed gentager igen og igen, er læresætningen om, at “det skal kunne betale sig at arbejde”. Nu er det imidlertid ikke sådan at læresætningen anvendes til at sætte lønnen for arbejde op, så det vitterlig ville kunne betale sig, men den bruges i stedet til at nedsætte de sociale ydelser til arbejdsløse, i håb om at de så vælger at holde op med at være arbejdsløse. Sådan helt af sig selv og uden hensyn til om der overhovedet er noget arbejde at få. I parentes bemærket er det dog allerede sådan, at det faktisk kun kan betale sig at arbejde for arbejdsløse på sociale ydelser, for man mister ydelsen, hvis man nægter at tage anvist arbejde. Men det er en detalje, der ikke anfægter de borgerlige politikere.
For os her er det dog mere interessant, hvad læresætningen siger om det at arbejde. Den gør det klart, at arbejde generelt må betragtes som noget, der kun giver mening i kraft af en kontant lønafregning for den tid, der har været anvendt på at udføre arbejdet. Arbejdet ses ikke som noget, der i sig selv rummer en værdi, der kunne være attraktiv både for den, der udfører det og for samfundet som sådan, medmindre det generer en økonomisk merværdi.
Men der er forskel på arbejde. Kunstnerisk arbejde falder umiddelbart uden for denne gængse kategori af arbejde, for det kan sjældent betale sig, men kunstnerne udfører det alligevel, for det forsyner kunstneren med en særlig tilfredsstillelse og værdi at gøre det. Jeg ynder gerne at sige, at de fleste mennesker går på arbejde for at tjene penge, mens de fleste kunstnere forsøger at skaffe penge for at arbejde.
”Lediggang er roden til al kunst”
Asger Jorn fremsatte i 1962 en profetisk udtalelse om arbejdets betydning i bogen Værdi og Økonomi, der var en markant kritik af marxismens manglende forståelse for kunstnerisk værdi. Under den fængende overskrift Lediggang er roden til al kunst skriver han:
“Arbejdsløshedens truende spøgelse vil i fremtiden blive til en realitet af endnu voldsommere omfang end den, der begyndte i Amerika efter forrige verdenskrig, fordi automationen har reduceret det rent kvantitative arbejde til et fænomen, der ikke på langt sigt har den betydning, som det havde før krigen. Fagbevægelsen kan løse dette spørgsmål, men kun på een måde. Denne løsning er først og fremmest betinget af, at arbejderklassen begynder at se kunstnerisk på tingene. Dette vil sige, at det holder op med at se på arbejdsløsheden som en forbandelse og forstår, at det, der er forbandelsen i det moderne samfund, er det rent kvalitetsløse arbejde. Jo flere arbejdere, der fritages for dette arbejde, desto flere kunstnere har vi. Kunst er unødvendighed, er overflod eller luksus. Ingen rigdom er kostbarere end det værdifulde arbejdsløse menneske vel at mærke, om han kan blive indsat i en skabende produktion, der forøger landets og kulturens rigdom.”
Fest i fattigfirserne
Jorns profeti gik på visse måder i opfyldelse tyve år efter i de såkaldte fattigfirsere, hvor der var omfattende arbejdsløshed, samtidig med at man havde udviklet et socialt velfærdssystem, der muliggjorde at omsætte arbejdsløsheden til meningsfuldt kunstnerisk arbejde. Jeg var selv, sammen med rigtig mange andre, kunstnerisk aktiv gennem alle årene i 80’erne og fik det til at fungere på offentlig, social forsørgelse i en grad, så man troede, at man en dag skulle op på det lokale kommunekontor og modtage et guldur for 25 års tro tjeneste. Det var en fest. Hverken før eller siden har det været muligt for så mange i så lang tid at udføre så meget meningsfuldt kunstnerisk arbejde!
Samme årtis arbejdsløshed gav også medvind til SABAE, Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer, der i kraft af bevægelsens grundlægger og teoretiske hovedfigur Gustav Bunzel kritiserede det kvalitetsløse arbejde og opfordrede alle til at boykotte det kapitalistiske arbejdsmarkedssystem. “Arbejdere i alle lande – hold op med det!” lød kampråbet fra bevægelsens anden grundlægger, journalisten og spindoktoren Paul Smith, der fabrikerede de mange paroler som “Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge” og “Folk uden humor skal tildeles den mellemste invalidepension”. SABAE hyldede selvfølgelig alt det kunstneriske arbejde, der kunne udføres af de arbejdssky elementer.
Lavkonjunkturens velsignelse
I det hele taget er kriser og lavkonjunkturer på visse måder gunstige for kunsten. Kunstnere kan bebo og udnytte den nedbrudte og forsømte bygningsmasse som spekulanter og recession i perioder har efterladt som slum. Senere, når gentrificeringen tager til, bliver kunstnerne som regel tvunget til at forlade det, de har bygget op, da de ikke længere har råd til at bo der. Og finanskrisen i 2007 betød nok, at en mindre gruppe priviligerede kunstnere mistede deres salgsindtægter, men til gengæld kunne den hele næste generation af kunstnere slippe for bevidstløst at gå ind i en reproduktion af et overophedet markeds kunstneriske stereotyper og i stedet indlede en helt ny og frugtbar diskussion om, hvad kunst kan være, og hvad vi skal med den.
Kunstneren er således ikke en arbejder i almindelig forstand, og kunstneren reagerer hel modsat på arbejdsmarkedets konjunkturer end alle andre. Kunstneren søger det kvalitetsfyldte arbejde, der i sig selv giver mening, uanset om det også lønner sig økonomisk. Hverken politikere, fagbevægelser, offentlige myndigheder eller medier har endnu indset dette, så det kunstneriske arbejde får ikke den opmærksomhed og position i samfundet, som det vitterlig fortjener. Parolen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, er i bund og grund kunstfjendsk.
