Californiske Campbell er cool, lækker og lidt tam.
Det er det store maleri af et ocean, der først fanger ens øje, når man går på V1 og ser Thomas Campbell. Det fylder hele den venstre væg i rummet og er imponerende i sin tomhed og gentagelse af de rullende, evigt ens og dog forskellige bølger. Og det er også det eneste billede, der har kraft nok til at hægte sig fast i hukommelsen, efter at man har forladt udstillingen.
Grøde i det kreative folk-miljø
Californieren Campbell er en del af et miljø af musikere, filmfolk og kunstnere, som går under en løs, samlende betegnelse ”Beautiful Losers” – et miljø, der tæller så prominente kunstnere som musikerne Bonnie ”Prince” Billy og Matt Sweeney og billedkunstneren Barry McGee.
Disse kunstnere har det til fælles, at de beskæftiger sig med en genopdagelse af folkelige kunstneriske genrer, som de puster nyt liv i – som f.eks. Bonnie ”Prince” Billys fremragende, sære udforskning af sindets mørkeste kroge i sin perverterede udgave af den traditionelle amerikanske countrymusik.
Udgangspunktet for kunstnere som Barry McGee og Thomas Campbell er en kunstnerisk graffiti, der præges af en inspiration fra mexicansk og indiansk folkekunst og tegneserier. De stærkt grafiske malerier og tryk i Campbells udstilling minder faktisk alt for meget om McGee til at kunne opfattes som selvstændige, og virker snarere som (endnu) et udtryk for den samme populære og vedtagne visuelle stil.
Og hvad er det så for en visuel stil? Forestil dig grafittikunst, hvor ethvert budskab er fjernet, og den visuelle form er reduceret til en rent æstetisk dekorationskunst, der giver associationer i retning af meget sydcalifornisk pladecover-art fra Calexico til Becks ”Odelay”. Så har man Thomas Campbells rare, solbeskinnede og fniseurt-rygende surfer-univers. Det er kunst med klip-klappere, brun hud og solbleget hår.
De fremherskende visuelle elementer er nogle ganske få stencils, som bruges til det ekstreme og går igen i nærmest hvert eneste billede – nogle svimle spiraler, en meget mærkelig indianer der stenet kigger ud fra et tipi-lignende etui, samt et fantasidyr med en krop, der er lavet af små træplader, som Campbell for øvrigt også har foreviget som skulptur i udstillingen – og den er faktisk ret fed i sin absurditet.
Oceaner af gentagelser
Disse få elementer – og så oceanet, altid oceanet – kommer igen og igen i Campbells malerier, grafiske tryk, tegninger og tekstilcollager. Ligesom en stereotypisk brug af stadigt tilbagevendende maleriske teknikker som f.eks. et lille lækkert spray-touch på malerierne.
Selv underskriften bliver dyrket og finpudset forskelligt hver gang med fantasifuld og lækker skrift, små citater og angivelse af sted (Bonny Doon, Calif,) hvor værket er lavet.
Det er meget sødt, men det virker samtidig svagt at tage et dekorativt folk-art udgangspunkt og så egentlig ikke bruge det til så forfærdeligt meget andet end at lave mere dekorativ folk-art.
Men oceanet – ja, det er hér, Campbells surferhjerte banker, og det kan man både mærke i det førnævnte meget fantastiske ocean, hvor der er en vedholdende brug af bølge-stencils, der virker helt hypnotiserende. Også i Campbell’s fantastisk flotte film, der i perfektionistisk svulmende billeder og forførende lydside rendyrker fascinationen af surfing og den uendelige kraft i oceanet. Og det er, når Campbell dykker ned i dette ocean, at han når dybere og finder et sted, hvor kunsten bliver vedkommende.
