En bajer med chefen

En bajer med chefen

Åbningen af Mix Tape på Udstillingsstedet Sydhavn Station. (Foto: Carl Martin Faurby)

Vis billedserie

Udstilling

Mix Tape

7 aug 2015 6 sep 2015

Morten Skrøder Lund, Benedikte Sander Laursen, Mathias Kryger, Mette Hersoug, Søren Brøgger, Michael Boelt Fischer, Claus Egemose, Dorte Buchwald, Zven Balslev, Malene Bach, Marie Edinger Plum, Ditte B Soria, Johan Rosenmunthe, David Stjernholm, Mika Andersen

Udstillingsstedet Sydhavn Station
Se kort og tider

Det modstandspolitiske er blevet skiftet ud med socialt omsorgsfulde og inkluderende projekter. Og det er i sådanne sammenhænge at meget samtidskunst giver mening.

Sydhavn Station åbnede den 14. juni endnu en udstilling, hvor kunsten er et element i rummet på lige fod med publikum. Designede, folkelige begivenheder som SMK-Fridays og Glyptotekets Slow er tydelige eksempler på, at dette er en udstillingsform, der vinder udbredelse – også blandt de store institutioner.

Mens det er et symptom på en overvenlig og fællesskabsorienteret kunstscene, hvor kritiker, kurator, publikum og kunstner alle er på samme hold, er det også en søgen efter meningsfuldt selskab.

Mix Tape
Da udstillingsstedet Sydhavn Station åbnede udstillingen Mix Tape var der lettere forvirring om, hvad der var hvad. I rummet lå der 3 oversigtsplaner lavede af de tre forskellige kunstnere, som havde kurateret udstillingerne, Morten Kamper Jacobsen, Jens Axel Bech og Thorgej Steen Hansen. Oversigten dækkede et mindre udstillingsrum der var ganske fyldt med kunstværker af 15 forskellige kunstnere.

Åbningen af Mix Tape på Udstillingsstedet Sydhavn Station. (Foto: Carl Martin Faurby)
Åbningen af Mix Tape på Udstillingsstedet Sydhavn Station. (Foto: Carl Martin Faurby)

Mix Tape var tre udstillinger, hvor kuratorerne tilsyneladende havde droppet at arbejde sammen. Det er et dejligt organisationsprincip, der giver plads til kompleksiteten i stedet for at reducere den. Det betyder også samtidig, at der ikke står et samlet udsagn tilbage. Der er ingen der forklarer mig, hvad det hele går ud på, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke går ud på noget. Det lader til at være en tilkendegivelse af, at det, som det hele går ud på, kan være flere ting – og én af de ting, er det, som foregår inde i dit hoved.

Et kip med hatten
Mix Tape
blev lanceret under en af de større fester fra Sydhavn Stations side med åbent til kl. 3 om natten med lydanlæg og dans under perronen. Med 15 deltagende kunstnere var der eksponentielt lige så mange gæster. Selve udstillingsrummet var fyldt med værker, så de fleste stod udenfor. Læser man Morten Kamper Jacobsens invitation til sin del af Mix Tape, som havde sin egen titel: Reception, stod det også tydeligt, at værkerne mest af alt var en anledning til at mødes:

Kunst er i sit udgangspunkt et unødvendigt overskudsfænomen. Det bør tituleres lidt oftere! Reception er en let passiar, uden dydige skåltaler, uden alvorsfulde anstandsdamer, uden den kontekstuelle ståhej, der italesætter derudaf. Sæsonåbningen er anledningen, slet og ret, og lysten til at danse rundt på dette spinkle grundlag. Reception er et kip med hatten til banaliteten og den flanørske attitude, til meningsudvekslingen. Thi hvad er objektet uden forestillingsevnen … en fest uden gæster. Denne receptionist håber derfor at De og Deres ledsager vil deltage i receptionen og hæve glasset for meningsudveksling – og kunstens unødvendighed.”

Meningsfuldt selskab
Mix Tape
var endnu en af mange udstillinger, jeg har været til for nylig, hvor kunsten fremstår som et element i rummet på lige fod med de besøgende. Det er nærliggende at tænke på den relationelle æstetik her, men jeg mener, der er noget andet på spil. Værket ansporer ikke nødvendigvis til at se på fællesskabet som et objekt. Værkerne er heller ikke processuelle events, som publikum skal deltage i. Værkerne er mere noget man er i selskab med. De indgår i den sociale situation på lige fod med publikum.

Det betyder ikke at de negliceres til ren scenografi for en social setting. Det er blot en tilkendegivelse af, at skabe en situation for meningsfuldt selskab. Udstillingen er en anledning til at omgive sig med æstetiske erfaringer, som fordrer refleksion frem for konsum. Rum hvor dette er muligt er en tiltagende mangelvare og designede begivenheder som SMK-Fridays og Glyptotekets Slow er tydelige eksempler på, at denne tilgang vinder udbredelse også blandt de store institutioner.

Vi tager intet ansvar
I december sidste år fandt den store kunstbegivenhed sted Vi tager intet ansvar på Det Kongelige Kunstakademis udstillingssted ”Q”. Udstillingen var arrangeret af de to studerende fra Det Kongelige Kunstakademi Anna Kristine Holmberg og Amalie Gabel. Det var en stafet hvor hundredvis af kunstværker blev monteret over en hel dag og aften.

Det var en overmættet udstilling, der viste et lille udsnit af den enorme produktion af kunst, der finder sted i lille Danmark. Det var en voldsom situation for kunstværker, vis vigtighed ofte understøttes af store mængder hvid plads omkring sig. Samtidig var det fra de deltagende kunstneres side, en generøs investering i at fravriste værkerne ovennævnte vigtighed, for at indgå i en social begivenhed. En begivenhed, der i lige så høj grad pegede tilbage på de mennesker og det miljø, der står for denne store og ofte usynlige produktion af kunst, der hele tiden finder sted.

Related Artists
På udstillingen på Sydhavns Station viste David Stjernholm det to-delte værk Related Artists. Det var en plakat på stationens plakatstandere med en liste af bands og musikere, hvis sammenhæng ikke umiddelbar gav mening.

David Stjernholm: Related Artists, 2015. (Foto: Morten Kamper Jacobsen)
David Stjernholm: Related Artists, 2015. (Foto: Morten Kamper Jacobsen)
David Stjernholm: Related Artists, 2015. (Foto: Morten Kamper Jacobsen)
David Stjernholm: Related Artists, 2015. (Foto: Morten Kamper Jacobsen)

Inde i udstillingsrummet havde han til gengæld lavet en video, en optagelse fra hans computer, hvor man forstod at listen over kunstnere, var en tour gennem Spotify’s Related Artists-funktion. Her klikkede musen fra kunstner til kunstner guidet af af Spotify’s algoritme, for til sidst at ende tilbage, hos den kunstner den begyndte hos.

David Stjernholm: Related Artists, 2015. (Foto: Morten Kamper Jacobsen)
David Stjernholm: Related Artists, 2015. (Foto: Morten Kamper Jacobsen)

Selvsving
Jeg er ikke kritiker, selvom de tekster jeg skriver i denne klumme, ofte bliver taget for at være anmeldelser. Jeg er en del af den sammenblandede kunstarbejderstand, hvor grænsen mellem kurator, kunstner og skribent er tiltagende sløret. Den danske kunstverden er i det hele taget blevet mere venlig, tror jeg.

Vi er langt fra 80’erne hvor kunstnerdrevne steder kunne ligge i åben krig med hinanden og hvor kritikere var ensomme journalister i fjendtligt territorium. Det modstandspolitiske er blevet skiftet ud med socialt omsorgsfulde og inkluderende projekter. ”Like”-knappen dominerer størstedelen af kunstverdenen og netværket er den mulighedsskabende kapital frem for det kunstneriske udsagn. Her bliver politisk modkultur ofte koblet til en antikveret binær tænkning. Her står vi ikke på hver sin side, men befinder os i et hvirvlende landskab af relationer. Det er denne kontekst som samtidskunsten tilsyneladende står stærkest i. Og her henter den sin mening. Her er kunsten noget man er i selskab med. Et samlingspunkt for søgen efter et meningsfyldt fællesskab. 

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer