Dronningen af cool

Ice Script – Meltingtime # 17 udgør et slags retrospektivt blik på Kirsten Justesens tidligere versioner af Meltingtime. Udstillingen rummer videouddrag og partitur fra tidligere performances i serien, herunder Meltingtime #5, der blev vist på Overgaden i 1993 og altså danner udgangspunktet for Overgadens ”revisit” af projektet.

Udstillingen er dog mere end en retrospektiv udstilling. Den reaktualiserer en række af kunstnerens tidligere is-værker i en ny sammenhæng og bliver samtidig udvidet med et aktuelt nyt værk, Ice Ring, Black Male, Ice Hockey Stick, en isbane, der torsdag-søndag gæstes af danseren Wayne Walker helt iklædt sort beklædning. Men hvad er det så for en historie, som Ice Script – Meltingtime # 17 fortæller?

Isens performative identitet
Nogle af de første værker, man møder på udstillingen er fotografier fra starten af 1980’erne, hvor kunstneren ligger nøgen på maven i det grønlandske landskab, i to af værkerne iført vinger af is.

Værkerne kan ses som en kærlig hilsen til den cubanske kunstner Ana Mendietas kropsaftryk i jord og ild; en slags nordisk pendant til Mendietas feministiske performative projekt.

Men selv om man sagtens kan fortolke værkerne i en feministisk retning, går Kirsten Justesens omgang med isen også i helt andre retninger. Det er ikke kunstnerens identitet, der er i centrum.

I centrum er derimod isens flydende og performative potentiale. Selv om kunstneren af og til træder ind i sine værker, er det, som jeg læser dem, ikke for at træde frem, men snarere for at agere kontrast og modvægt til isen. Fx når kunstneren ifører sig tykke sorte støvler og handsker og gemmer sin krop bag massive iskroppe i fotoværker fra serien Ice Pedestal fra 2000.

Kontrasten mellem sort og hvidt går i øvrigt igen på det nye skøjtebane-værk, hvor det er en sortklædt mand og ikke en lille skøjteprinsesse, som betræder isen. Hvis der er et feministisk perspektiv på spil i denne udstilling, så handler det måske snarere om, at det kræver en god portion maskulin kraft at håndtere og skulpturere den hårde og nådesløse is. Isen glitrer muligvis forførisk, men den er langt fra ufarlig.

Klimakrise og smeltende poler
Et andet oplagt perspektiv for en udstilling med og i is er den aktuelle klimakrise. Men heller ikke den agenda udgør en egentlig ramme for Meltingtime # 17. Naturligvis er der elementer af klimakrise i titlens ”smeltetid”, og værket Meltingtime (1998/2013), hvor isbogstaver, der samlet staver til titelnavnet, langsomt smelter bort, giver selvfølgelig associationer til de smeltende poler.

Og det er også klimakrisen, som giver både Meltingtime 17# og Overgadens nye ”Revisit”-koncept en kritisk kant. For hvad er mere cool end at kunne præsentere et genbesøg af en 20 år tidligere udstilling, som demonstrerer, at man allerede havde fingeren på den klimakritiske puls, længe før resten af verden fik øje på problemstillingen?

Is som skulpturelt materiale
Men det overordnede indtryk af Meltingtime # 17 er et helt andet. Det handler om isen som materiale og kunsten som en vedvarende undersøgelse af et materiales ekspressive og associative potentialer.

Og her fanger udstillingen en anden nutidig trend inden for kunstnerisk praksis, nemlig den grundlæggende materialeundersøgelse: hvad kan man gøre med et materiale som is?

For billedhuggeren Kirsten Justesen er der vist nok tale om den sidste Meltingtime-udstilling og altså et afsluttende punktum for hendes undersøgelser af is?

For Overgaden er der derimod tale om en ny begyndelse, af Revisit som udstillingsformat, og jeg vil se frem til den næste udstilling i rækken. For det er uden tvivl sådan, at Overgaden har lagt stuer til en lange række kunstneriske projekter gennem tiden, der siden er vokset sig større og mere markante. Og det er godt at blive mindet om.