Om en toårig piges møde med et fængslende kunstværk og dét at bo sammen med Michael Kvium.
Engang tog jeg et to-årigt barn med på ARoS. Hun var ikke særlig interesseret i værkerne, men havde stor fornøjelse af at holde mig i hånden og gå op og ned af alle trapperne mellem salene. På et tidspunkt er vi nødt til at krydse en stor sal, fordi vi vil prøve en ny trappe. På endevæggen i salen hænger et stort Michael Kvium-maleri, med nogle aparte kroppe på en ensfarvet baggrund.
Jeg når lige at tænke, at et barn måske vil blive skræmt over motivet. Der er bandage på hovederne, huden er gustent gul, og kroppene (eller: kroppen, for der er faktisk kun én) virker opstillet og fastlåst som en skulptur, der kun vanskeligt kan flytte sig ud af stedet, fordi benene er vokset sammen til en oval form. Der er ingen fødder. Benene er så slatne, at der næppe er tilstrækkeligt med muskler til at holde kroppen oppe. Det er mænd, som ser ud på os, men de virker kønsløse eller karakterløse. Deres blik er ikke bebrejdende eller jamrende, mere konstaterende. Det er næsten som om de spørger, om man vil være med i kredsen.
Barnet, som jeg holdt i hånden, stoppede op foran billedet. Under museumsbesøget, så var dette det eneste kunstværk, som hun velvilligt standsede op ved. Hun så cirka tre sekunder på maleriet og sagde så “det er smart”, hvorefter vi gik videre hen mod trappen. Det var ikke så mange ord, men de var præcise, og jeg ved, at hun fik noget med sig fra timerne på kunstmuseum den dag. Hun var ikke dømmende, hun havde ingen forventninger, men hun havde et øjebliks nysgerrighed og forholdt sig til det, hun så. Og det var smart, sådan at være to om én krop. Det var velsagtens, hvad hun tænkte.
Uhygge i stuen
Jeg havde også engang en nabo, der boede i en ret lille toværelses lejlighed i en baggård i Vestergade i Aarhus med et kæmpestort og meget dystert Kvium-maleri med grønsort som baggrundsfarve. Det var som et ormehul, der sugede al hyggen ud af stuen. Jeg synes, at det var modigt og konstaterede, at han selv var et smilende menneske. Han boede sammen med sin kæreste, der vitterlig ikke brød sig om kunstværket. Men da de i sin tid havde besluttet sig for at flytte sammen, havde manden betinget sig, at maleriet skulle med. Hvis han ikke kunne få sit kunstværk med i det nye fælles hjem, så ville han slet ikke flytte sammen i et fælles hjem. Jeg tror, at jeg havde takket nej, men jeg var jo heller ikke den, som var forelsket.
Det er under alle omstændigheder bemærkelses-, pris- og misundelsesværdigt at kunne bo sammen med kunst, som forstyrrer, og som man ikke rigtig bryder sig om.
Én ting er offentlige samlinger på kunstmuseer, noget andet er et hjem. Museet er ikke det sted, hvor vi bevæger os omkring i hverdagen. Vi ser ikke en museumssal som det sidste, før vi lukker øjnene. Det er meget få forundt at have et stort museumsværk med sig ved middagsbordet, når familien samles og taler om, hvordan dagen er gået.
Kunst og selvbillede
Den kunst, som hænger frit fremme, bliver ofte til et instrument for bevidst identitetsskærpelse i forhold til omverdenen. Her kan kunsten udtrykke rummelighed, på samme vis, som når en progressiv eller entreprenant virksomhed vælger iøjnefaldende og larmende kunst til reception og mødelokaler. Så bliver kunsten brugt repræsentativt i et forsøg på at forstærke virksomhedens selvbillede.
Det er forståeligt nok, at kunst bruges sådan. Men hvis vi skal tale om den kunst, som virker produktivitetsfremmende for en virksomhed, så er det nok en anden og mere raffineret slags kunst, der skal hænge i de rum, hvorfra virksomhedens medarbejdere fungerer. Og det skal nok ikke være den selvsamme kunst. For hvis det gennem årene er det samme værk, som en medarbejder passerer på gangen, så kan det gå hen at blive en selvfølgelighed i en sådan grad, at det ikke længere bevirker reaktion. Der findes heldigvis forskellige ordninger, hvor virksomheder og institutioner kan abonnere på afvekslende kunst.
Hvis man skifter ud, så kan det være lettere kortvarigt at bo eller arbejde et sted, hvor der er kunst, som man vitterlig ikke bryder sig om.
Ar på kroppen
Når et nyt kunstværk hænges op derhjemme, så svarer det nærmest til at tatovere en krop. Det er et symbol eller et tegn, som samler eller opsummerer en tilstand, som herved markeres.
Hvis jeg derhjemme må fjerne et kunstværk, fordi jeg vil have plads til et nyt, så føles det, som om jeg ekskluderer et familiemedlem eller afslutter et venskab. “Farvel, vi to har ikke mere at sige til hinanden”. Dér, hvor jeg fjerner et kunstværk, vil der komme et ar.
Det var nok sådan han havde det, ham med Kvium-maleriet i den lille stue. Han havde fået det værk så meget under huden, at det altid vil være hos ham. Det lille barn, som fandt noget ”smart” i et billede, har næppe fået mærket sin sjæl, men hun har, håber jeg, i et øjeblik fået trænet evnen til at få et forhold til et kunstværk.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
