Det er vigtigt at trække tråde på tværs, når man laver kunstudstillinger. At se tilbage i tiden og at turde se igennem det kunsthistoriske filter, den allerede fastlagte fortælling om, hvordan tingene var, hvem der var betydningsfuld, og hvem der fortjente sin plads i historien. Historien er ikke statisk, den bliver hele tiden skrevet om, og det skal den også, selv om det undertiden kan være et langt sejt træk. F.eks. når det handler om kønsperspektivet.

Når man f.eks. læser de gængse kunsthistoriske værker om kunsten fra 50’erne og et par årtier frem, så nævnes meget få kvinder, og de fleste blot med en fodnote, og ellers bunkes de ofte sammen – a la “vi skal også have kvinderne med”. Den fortælling er blevet repeteret igen og igen. I den fortælling findes Poul Gernes og Ib Braase. Men ikke Aase Seidler Gernes og Ragna Braase. To kunstnerhustruer, som også selv var kunstnere, men som valgte, eller for hvem tilværelsen valgte, at deres mands karriere kom først. 

Ikke en stor mandlig kunstner, men en mand og en kvinde.
Aase Gernes arbejdede sammen med sin mand, men hun fik ikke sit navn med i disse arbejder. Qua sit arbejde som stoftrykker inspirerede hun ham til at arbejde med de farvecirkler, som han blev så kendt for. Som det står i kataloget til udstillingen af Aase Gernes værker i Møstings Hus (som man netop nu kan opleve), så er hendes sidste værker dateret til 1968, og derfra hed det: “Nu laver vi kun Pouls ting.”

Det gjorde de så, men også på bekostning af Aases navn. Om den strategi var pragmatisk eller selvundertrykkende er måske ikke så væsentligt, det væsentlige for eftertiden er, at vi bliver bevidste om, at der altså ikke er én kunstner bag en stor del af Poul Gernes værker, men to. At der ikke var én stor mandlig kunstner, men to – en kvinde og en mand.

Det er væsentligt, fordi også den kendsgerning er med til at tilbagevise det argument, som igen og igen fremføres i forskellig forklædning (se f.eks. Hans Bondes indlæg her), at mænd bare har mere fat i det der med kunstnerisk kvalitet end kvinder. At vi får bevidsthed om, at disse kvinder faktisk var der, arbejdede, udstillede, og at vi får lov at se deres værker, som nu kan ses i et andet lys; det har en enorm betydning.

Det interessante spørgsmål er, hvordan vi fremover vil forholde os til Poul Gernes værker, når vi nu ved, at de faktisk ikke har én afsender? Ja, måske tilmed er konciperet af en kvinde.

Mette Winckelmanns blik
På Sorø Kunstmuseum har man i anledning af 100-året for kvinders valgret set på samlingen med kønskritiske øjne, og bl.a. har man valgt at vise flere værker af kvindelige kunstnere ovenpå. Heriblandt arbejder af Susanne Ussing og Lene Adler Petersen, som godt kunne trænge til at blive trukket frem i lyset.

I underetagens nye udstillingsrum har man bedt Mette Winckelmann om at reflektere over museets samling af konkret kunst fra 1950’erne. Mette Winckelmann har dog hverken holdt sig til 1950’erne, til de kunstnere der normalt defineres som tilhørende skolen for den konkrete kunst (især Linjen II), eller til Sorø Kunstmuseums samling. For at tage det sidste først, så har museet i Sorø en fin samling af mandlige kunstnere.

Mette Winckelmann måtte til KUNSTEN i Aalborg, Holstebro Kunstmuseum, Louisiana, Museum Sønderjylland og til to private samlinger, sådan at vi ud over værker af Paul Gadegaard, Albert Mertz, Preben Hornung, Poul Gernes, Richard Mortensen m.fl. kan se værker af Sonia Delaunay, Anna Thommesen, Aase Seidler Gernes, Ragna Braase, Franciska Clausen, Else Alfelt og Kujahn Blask og naturligvis Mette Winckelmann selv.

Resultatet er en udstilling, som tydeliggør, at historien om konkret kunst kan fortælles på en anden måde. Både med større tidsspring og dermed spring mellem forskellige måder at tænke og forstå det konkrete maleri på – det ældste værk på udstillingen er fra 1924 (Sonia Delaunay ”udkast til dekoration på stof”) det yngste (ud over Mette Winckelmanns egne værker) er fra 1991 (Richard Mortensen Éloge à Havel – to collager), i en inddragelse af kvindelige kunstnere, som ellers er så godt som fraværende, og i en ligestilling af kunstneriske materialer.

Blandt de værker Mette Winckelmann har valgt findes både en busseronne af Aase Seidler Gernes fra 1950’erne og en lille gouache af Franciska Clausen, som er et udkast til et tapetdesign, stole af Poul Gernes og et tæppe af Anna Thommesen. I Winckelmanns optik handler det altså ikke om, hvad værkerne var tænkt til – men om hvordan de ser ud her og nu, løsrevet fra den historiske kontekst.

Udstillingen her rykker så at sige værkerne fri fra historien. Her er heller ingen lange forklarende undertekster. Det handler om at se på de konkrete værker og deres mønstre. Abstrakt kunst har været set som den mandlige kunstners domæne, og det abstrakte som mere ophøjet end det figurative. At det abstrakte alle dage har fundet sted i de mønstre, kvinder har arbejdet med, har ikke haft nogen gyldighed. Og det er den historie, som Mette Winckelmann stille og roligt piller fra hinanden.

Frisættelse af beskueren
Det er faktisk også en stor frisættelse af beskueren. Du er fri til at bare at se på værkerne og se de forskellige måder, forskellige kunstnere har arbejdet med form og farve på. Hvad farver gør ved hinanden, eller hvordan en form kan virke dominerende i forhold til en anden. Hvordan konkret kunst på én gang både er abstrakt – det er bare former, men samtidig også i mødet med beskueren måske danner lokale fortællinger. Eller hvordan den konkrete virkeligheds mønstre kan forvandles til abstrakte former, som f.eks. når Mette Winckelmann arbejder med former, skabt over det der er tilbage, når der er klippet ud af et stykke stof til en herreskjorte: What Is left from a Man´s shirt.

Winckelmann flytter materialet fra stof til læder og ændrer skala og skaber et let og poetisk værk, som på mange måder går i dialog med Richard Mortensens værker.

Fordi der kun er 48 værker i udstillingsrummet og værker af så mange forskellige kunstnere, der er valgt omhyggeligt ud, får man også set ordentligt på hver enkelt. Hvor præcist og farvebevidst Paul Gadegaard arbejder med sine figurer og overlapninger, og hvordan de spiller sammen med Richard Mortensens værker i næsten samme farveskala. Hvordan et værk af stof, som Winckelmanns eget Landskab i elektrisk lys (2008) skifter karakter, når man kommer på afstand, og det bare er farvefelter, og hvordan de let kurvede stejle formationer i andre af hendes værker kastes en tråd til Else Alfelts værker.

Mette Winckelmanns udstilling er egentlig svær at sætte ord på, fordi den i meget høj grad, sådan som jeg oplever den, handler om subtile samspil mellem de forskellige værker. Om farvetoner der gentages eller forskydes, former der spiller sammen fra det ene værk til det andet. Det er ikke et voldsomt stort rum, men alligevel oplever man, at der er god plads, og hele tiden nye kig. For mig var det en stor oplevelse af møde Ragna Braases værker og den mere fragmenterede måde, hun satte sine mønstre i spil på.

Til te med Albert
Ovenpå, i museumsbutikken kan man købe tehætter, syet af Mette Winckelmann, i stof trykt med kunstværker. Man kan således købe en ”Albert”, hvis man gerne vil have Mertz om sin te. Denne gestus er på én og samme tid en kommentar til al den merchandise, som hører med til museernes kunstpraksis og en påpegning af, at kunst altså ikke bliver dårligere kunst af at være trykt på stof eller være vævet som et tæppe, sådan som kunsthistorien, når det handler om kvindernes udtryk, ellers har fortalt os det.

Som man kan se i Winckelmanns store collage af fotokopier af alt mellem himmel og jord, ligefra dame og mande-blade, vejledninger i patchwork, kunsthistoriske værker, politiske bøger etc., så handler det at arbejde med kunst om at klippe verden sammen på nye måder. Det handler om at turde rive ting ud af sammenhænge og sy dem sammen på nye måder. At arbejde med kunst har mange ligheder med det, der foregår i arbejdet med stof. Der skal rives og klippes, der skal føjes sammen, og der skal pilles op. Og af og til skal der lappes lidt.

Til udstillingen – og til glæde senere, for alle værkerne er gengivet – hører et fint katalog, der naturligvis er syet sammen. I tre forskellige formater og papirkvaliteter. Inkl. stofprøve.