Den virkelige virkelighed

Den virkelige virkelighed

Ron Tran: Parkbänke, 2010. Oranienplatz. (Foto: Gurli Sørensen)

Billedserie

Biennale

The 6th Berlin Biennale for Contemporary Art / What is waiting out there

11 jun 2010 8 aug 2010

Michael Schmidt, Marion von Osten, Thomas Locher, Adolph Menzel, George Kuchar, Cameron Jamie, Ron Tran, Marlene Haring, Pleurad Xhafa / Sokol Peçi, Vincent Vulsma, Marie Voignier, Danh Vo, Sebastian Stumpf, Michael Stevenson, Gedi Sibony, Ruti Sela & Maayan Amir, Hans Schabus, Margaret Salmon, Ferhat Özgür, Roman Ondák, Henrik Olesen, Avi Mograbi, Renzo Martens, Armando Lulaj, Adrian Lohmüller, Andrey Kuzkin, Thomas Judin, Sven-Åke Johansson, Nilbar Güres, Friedl vom Gröller (Kubelka), Marcus Geiger, Nir Evron, Minerva Cuevas, Phil Collins, Olga Chernysheva, Mohamed Bourouissa, Bernard Bazile, Anna Witt, John Smith, Petrit Halilaj, Ion Grigorescu, Shannon Ebner, Mark Boulos

Biennalen i Berlin ville være nutidig og skildre 'virkeligheden' som problem. Et oplæg, der rummer komplekse filosofiske problemerstillinger, men det lykkedes i en sådan grad, at man havde svært ved at skille kunst fra virkelighed.

Den 6. Biennale i Berlin ville, ifølge katalogteksten af kuratoren Kathrin Rhomberg, undersøge hvordan kunstnerne forholder sig til begrebet ‘virkelighed’ netop nu?

Det spørgsmål er der sådan set ikke noget nyt i: Hvad har de gang i, de kunstnere, sidder de og piller sig selv i navlen? Hvordan forholder de sig til krige, katastrofer og verdens gang?

Der er selvfølgelig ikke noget svar, fordi svaret er et både og. Men hvordan vælger man som kurator værker, der både er stærke kunstværker og siger noget om den “virkelighed” vi lever i?

Roman Ondák: Zone, 2010 (Foto: Gurli Sørensen)
Roman Ondák: Zone, 2010 (Foto: Gurli Sørensen)

Virkelighedens valg
Det var kuratoren Kathrin Rhombergs svære valg til Biennalen i Berlin: at finde værker, der afspejler samtidens problemer i forhold til begrebet virkelighed. For er virkelighed udelukkende noget med Irak-krig eller undertrykkelse af den tredie verden? Og hvis værkerne kun fokuserer på samtidige problemer, hvad så med værkerne selv som kunst?

Her løber man ind i store, teoretiske problemer. Hvad er virkelighed overhovedet, som begreb? Vores opfattelse af virkeligheden, eller de videnskabelige, bevisbare realiteter.

Anna Witt: Die Geburt (fødslen), 2003. (Foto: Gurli Sørensen)
Anna Witt: Die Geburt (fødslen), 2003. (Foto: Gurli Sørensen)
Er virkeligheden derude?
Det bliver aldrig helt klart, om Rhomberg mener, at vi er blevet så totalt forvirrede, at vi ikke længere tror, at der er nogen virkelighed overhovedet.

Dette eksistentielle spørgsmål er en meget flot pointe hos Rhomberg. Og selvfølgelig spørger hun også mere klassisk; “hvordan man overhovedet kan forholde sig til begrebet virkelighed i denne verdens medie-overflod af billeder?”

At være eller ville være
I dette vildnis af spørgsmål om virkeligheden skulle Rhomberg så vælge kunstværker. Men valgte hun så værker, der i sig selv er virkelighed, eller værker der blot repræsenterer virkelighed?

Petrit Halilaj´s svævende hus med høns (The places I´m looking for, my dear, are utopian places, they are boring, and I don´t know, how to make them real, 2010) er en virkelighed, en “verden i verden”, ligesom det umiddelbart efterfølgende værk, Rhombergs eget “hvide rum” (Uden titel, 2010): Interferens-fænomenet er et fysisk-reelt fænomen, omend ideen er set før.

Petrit Halilaj: The places I´m looking for, my dear, are utopian places..., 2010 (Foto: Gurli Sørensen)
Petrit Halilaj: The places I´m looking for, my dear, are utopian places…, 2010 (Foto: Gurli Sørensen)
Kathrin Rhomberg: Uden titel, 2010. (Foto: Gurli Sørensen)
Kathrin Rhomberg: Uden titel, 2010. (Foto: Gurli Sørensen)

Dobbelt-skærmen i video-installationen af Mark Boulos (All That is Solid Melts into Air, 2008) er en dobbelt virkelighed, der ikke bare siger noget om problemerne mellem medier og virkelighed, men opstiller et møde mellem to virkeligheder.

Danh Vo´s lejlighed er en virkelig lejlighed, mens alle objekterne derinde refererer samtidigt til en anden virkelighed; kunstnerens personlige historie.

Bænkene på Moritz-platz (af Ron Tran. Parkbänke; forskellig størrelse. 2010. Oranienplatz), hvor bænkenes placerering i det offentlige rum er rykket tættere sammen, med ny social betydning til følge, skaber en ny virkelighed i det offentlige rum. .

Dresdenerstrasse 19. Her ligger en af de nærmest hemmelige indgange til biennalen. (Foto: Gurli Sørensen)
Dresdenerstrasse 19. Her ligger en af de nærmest hemmelige indgange til biennalen. (Foto: Gurli Sørensen)
Bevidst skattejagt
Rhomberg ville gerne give os modstand i forhold til at opleve værkerne, og det er forklaringen på, at vi skulle sondere byen, til “blinde pletter, afveje og lange distancer.” Og det fik man som publikum til fulde: Biennalen og dens udstillingssteder skiltede ikke med sig selv!

Biennalen var altså bevidst holdt som en skattejagt, et eksklusivt møde med virkelighedens kunstværker, der sikkert henrykkede nogle, og frustrerede andre, og der var rigtigt mange værker, der fungerede på denne skattejagt.

Der var så også værker, hvor det var rigtig godt, at biennalen havde ‘udpeget’ dem som værker. Danh Vo´s privatbolig er et eksempel, bænkene på Moritz Platz et andet, men alligevel fungerede de alligevel fantastisk godt som værker under denne biennale-tematik.

Henrik Olesen I do not go to work today. I don´t think I go tomorrow/Machine-Assemblage I-II) 2010. (Foto: Gurli Sørensen)
Henrik Olesen I do not go to work today. I don´t think I go tomorrow/Machine-Assemblage I-II) 2010. (Foto: Gurli Sørensen)
Uforståelige afvigelser
Men, der var også uforståelige afvigelser, dvs. værker, hvor undersøgelse og konstruktion af virkeligheden blev reduceret til bar realisme som stil. Adolph Menzels naturalistiske tegninger og gouacher på Alte Nationalgalerie var et eksempel. Her er ingen virkelig virkelighed i værkerne, de repræsenterer blot virkelighed.

Heller ikke Henrik Olesens sønderdelte computer på en væg skaber nogen virkelighed, værket forfalder mere til en dekorativ reference til computerens forhold til virkeligheden og hverdagen anno 2010.

Bortset fra nogle storformat-tegninger af Sven-Åke Johansson og Adolph Menzels tegninger og gouacher (Menzel døde i 1905!), var fraværet af egentligt maleri på biennalen tankevækkende. Intet akryl eller olie på lærred. Findes der virkelig ingen kunstmalere i hele verden, der kan løfte en sådan opgave?

Installations-view, Adolph Menzel på Alte Nationalgalerie. (Foto: Gurli Sørensen)
Installations-view, Adolph Menzel på Alte Nationalgalerie. (Foto: Gurli Sørensen)

En frelse for de få?
Det sidste spørgsmål Rhomberg stiller i kataloget er, om kunsten overhovedet kan ændre noget ved vores opfattelse af verden som et splintret spejl-kabinet. Var man mere tilstede i virkeligheden når man forlod udstillingernes værker? Det vil jeg langt hen ad vejen mene.

Men var denne indsigt kun tilegnet de få?

Kunst kan, om man vil, anskues som et elitært spil for de få udvalgte, museerne og kuratorerne, samlerne, kunstnerne og kenderne. Om biennalen var for elitær i forhold til det offentlige tilskud på 25 millioner kroner, er en helt anden, politisk diskussion.

Udstillingsteder og kunstnere under Berlin Biennalen:

KW Institute for Contemporary Art
Auguststraße 69, 10117 Berlin-Mitte:
Mark Boulos, Mohamed Bourouissa, Shannon Ebner, Ion Grigorescu, Petrit Halilaj, John Smith, Anna Witt

Augustraße 15 (udenfor efter mørkets frembrud): Phil Collins

Oranienplatz 17
10999 Berlin-Kreuzberg:
Bernard Bazile, Mohamed Bourouissa, Olga Chernysheva, Phil Collins, Minerva Cuevas, Nir Evron, Marcus Geiger, Friedl vom Gröller (Kubelka), Nilbar Güres, Marlene Haring, Sven-Åke Johansson, Thomas Judin, Andrey Kuzkin, Adrian Lohmüller, Armando Lulaj, Renzo Martens, Avi Mograbi, Henrik Olesen, Roman Ondák, Ferhat Özgür, Margaret Salmon, Hans Schabus, Ruti Sela & Maayan Amir, Gedi Sibony, Michael Stevenson, Sebastian Stumpf, Danh Vo, Marie Voignier, Vincent Vulsma, Anna Witt, Pleurad Xhafa / Sokol Peçi (Oranienplatz: Marlene Haring, Ron Tran)

Dresdener Straße 19
10999 Berlin-Kreuzberg:
John Smith

Kohlfurter Straße 1
10999 Berlin-Kreuzberg:
Danh Vo

Mehringdamm 28
10961 Berlin-Kreuzberg:
Cameron Jamie, George Kuchar

Alte Nationalgalerie
Bodestraße 1–3 (Museumsinsel), 10178 Berlin-Mitte:
Adolph Menzel

Tryksager
Thomas Locher

e-flux journal #17, Sommer 2010
www.e-flux.com/journal:
Marion von Osten

Det offentlige og medierede rum
Michael Schmidt

Billedserie

Biennale

The 6th Berlin Biennale for Contemporary Art / What is waiting out there

11 jun 2010 8 aug 2010

Michael Schmidt, Marion von Osten, Thomas Locher, Adolph Menzel, George Kuchar, Cameron Jamie, Ron Tran, Marlene Haring, Pleurad Xhafa / Sokol Peçi, Vincent Vulsma, Marie Voignier, Danh Vo, Sebastian Stumpf, Michael Stevenson, Gedi Sibony, Ruti Sela & Maayan Amir, Hans Schabus, Margaret Salmon, Ferhat Özgür, Roman Ondák, Henrik Olesen, Avi Mograbi, Renzo Martens, Armando Lulaj, Adrian Lohmüller, Andrey Kuzkin, Thomas Judin, Sven-Åke Johansson, Nilbar Güres, Friedl vom Gröller (Kubelka), Marcus Geiger, Nir Evron, Minerva Cuevas, Phil Collins, Olga Chernysheva, Mohamed Bourouissa, Bernard Bazile, Anna Witt, John Smith, Petrit Halilaj, Ion Grigorescu, Shannon Ebner, Mark Boulos

Del artiklen

'Den virkelige virkelighed'

Facebook