Den store saftevandsmaskine

Faktisk starter et besøg i Phoebe Washburn to-rums-store installation på Kunsthallen Brandts med en hel del forvirring hos den besøgende. For hvad er det lige, man er trådt ind i? Handler det her om økologi og genanvendelse? Hvad skal så akvariet med de skriggule golfbolde, og hvad har et plantehospital med sportsdrikken Gatorade at gøre?

Man må slippe sin forestilling om hurtig, entydig aflæsning her. Og hvis man kan gå lidt i barndom, og huske hvordan en ting sagtens kunne være stand-in for noget andet, er det kun en fordel. For Phoebe Washburns installation Pressure Drop for Richard Stands (a history of one thing to another in lemon-aidedness), er også en leg og en hyldest til legens logik og irrationelle fascinationspunkter.

Ophobninger og genbrug
Phoebe Washburn er født i 1973, uddannet på the School of Visual Arts i New York, hvor hun studerede hos Sarah Sze, som også er en af de kunstnere, der arbejder med ophobninger. Udstillingen falder i to (forbundne) dele.

Første del befinder sig i det søjlefri rum, der med vinduerne raden rundt mindede kunstneren om et lazaret, og derfor blev til et lazaret. Ikke for mennesker, men for den sukkulente plante Brændende kærlighed, kendt af de fleste som sejlivet institutionsplante. Afklippede blomsterstængler er indlagt på hjemmegjorte senge langs vinduerne, opbygget af trærammer og med løst vævede bunde af T-shirts revet i strimler.

T-shirtsene stammer fra et tidligere Washburn projekt, og det er karakteristisk for hende, at tingene så at sige konstant bevæger sig videre.

Hun finder sine ydmyge materialer rundt omkring, men tag ikke fejl, det er ikke trash-art, Washburn samler med et æstetisk blik. Som her hvor sengestoffet er hvidt, men isprængt stærke neonfarver, som, sammen med de ligeså lysende blomster, danner et uforklarligt lystfuldt billede i det grålige, rå rum.

Rummets hjerte
Rummet er gennemtrukket af vandslanger, der fører vand til disse sengebunde, og til andre mindre tanke og akvarier. Midt i rummet troner hovedvandtanken, som igen får sine forsyninger fra udstillingens andet rum.

Rummet er køligt og fugtigt og lyden af boblende vand forøger den regressive drømmestemning, der fuldendes af farvede indslag som en kasse med bregner eller plastspande med lysende substanser indeni. Rent logisk er der ingen klar mening, det er ikke et økologisk selvkørende system, heller ikke en ond parodi.

Alice i Eventyrland
I udstillingens andet rum møder man borgen. Eller hulen. En enorm, rund bygning af råt genbrugstræ, igen med disse indslag af kraftige neonfarver, som trækker forbindelsen tilbage til de vævede sengebunde.

Bygningen viser sig at være gennemboret af såkaldte ormehuller, eller omvendte kanoner, i hvis snoede rum man kan kigge ind til fligede japanske plantevækster.

Man føler sig som Alice i Eventyrland, ikke mindst da to af ormehullerne viser sig at være saftevandsautomater.

Man sætter et bæger ind, ringer på en klokke, og ned strømmer giftiggul Gatorade-drik (gul som golfboldene – Tiger Woods bruger også Gatorade).

Det er beboerne øverst på borgen, der har til opgave at forsyne de tørstende med energidrik. Som små myrer myldrer vi rundt, uden adgang til de andres høje paradis, men drikken, der lover gyldne præstationer kan vi få ad libitum.

Beboerne øverst oppe har udsigten. De har også fået frihed stillet i udsigt til at slappe af og spille bordtennis, usynlige for de andre besøgendes øjne.

Men friheden er relativ, i og med de hele tiden skal tilfredsstille massens krav om sukkerdrik.

Kunsten er ikke et reservat
Magten er ikke entydig. Man kunne se de øverste beboere som et billede på kunsten, spændt for et krav om konstant levering og optimering og kun med en pseudoreel tid til at fordybe sig.

Beboerne ovenpå skal også spise et måltid og vaske op i opvaskemaskinen, og derefter sende de snavsede vand gennem et rensesystem, hvorefter det ledes tilbage til den store hjertemekanisme, tanken i det første rum.

Kunsten er ikke et reservat, men står som alt andet i forbindelse med verden.

Med den optimale blanding af sukker og salte er Gatorade, der i dag er ejet af Pepsi, sportsfolkets hellige drik, og symbol på drømmen om evig optimering af den menneskelige krop.

Beboerne på toppen forsyner os med ”lemon aid”. Men har vi brug for den klistrede hjælp, eller vil vi ikke egentlig hellere have lov til at kravle op ad stigen til de andre og spille bordtennis kunne man spørge?

Kunstverden er, som sporten, benhård. Det gælder om at være nr. 1. Men kunsten kan ikke måles på den måde. Kunst er et mellemværende, en dialog, ligesom Washburns udstilling er, mellem værk og betragter.

Ikke grøn – men grådig
“I’m not green; I’m greedy,” har Phoebe Washburn udtalt. Grådighed er en dødssynd. Men grådighed forvaltet rigtig er livsappetit.

Jeg læser hendes udstilling som en hyldest til homo ludens, det legende menneske, men også en pegen på, at homo politicus og homo ludens tilsammen kan gøre verden til et sjovere sted.

Måske ikke renere, men i alle fald mere legende og humoristisk. Præcis som titlen, der spiller på børns fejlhøring af ”Pledge of Allegiance”, altså troskabs-eden til flaget, hvor ordene ”for which it stands” lyder som “Richard stands”. Fejlhøringer er, som poeter ved, ofte ganske produktive.

Washburns værk peger på kunsten som det andet. Det der kan være fjollet, barnligt, for meget, ikke positionerende, ikke heroisk eller værkagtigt, men derimod en stadig proces, en lystfuld leg med materialer, sprog og farver, en kritisk finger til forestillingen om det perfekte liv eller den perfekte kunst, en nedbryden af grænser mellem værk og beskuer, en foruroligende, forvirrende frydefuld forening af alvor og humor, nyttesløshed og kreativitet.