De vellykkede, de udstillede og de grusomme

Når man flytter værkerne ud af galleriet, er de langt fra uafhængige af omgivelserne. Et kunstværk, der er placeret midt i menneskets daglige miljø, er i konstant med-, mod- og samspil med omgivelserne.

Derfor er det også de værker, der mest ubesværet og meningsfuldt relaterer til stedet, der virker stærkest på Sculpture by the sea.

Blandet
Generelt set er udstillingen en blanding af tre kategorier:

De vellykkede værker, der på vidt forskellig måde forholder sig til vind, vand, græs, sand eller kystfolkets kultur.

De udstillede værker, der lige så godt kunne stå alle mulige andre steder, og som derfor bliver enten hurtigt overståede eller i bedste fald opsigtsvækkende dekorationer.

Og slutteligt de grusomt fejlplacerede værker, der helt tydeligt forholder sig til noget fuldstændig andet end den sammenhæng, hvori man ser dem.

De vellykkede
At et værk virkelig forholder sig til dette lille århusianske strandstykke behøver ikke betyde, at det nødvendigvis er lavet af en dansk kunstner. Eller at værket skal være skabt til det specifikke sted.

Randi og Katrine, A-Kassen og Lene Desmentik viser eksempler på danske samtidskunstværker, der rammer lige i øjet og forholder sig tydeligt aktivt til strand- og skovgænger-kulturen.

Men mere overraskende er det, at mange udenlandske værker også spiller virkelig godt sammen med stedet.

New zealandske Phil Price lader fornemmelser af bølgeskvulp og marehalm danse i den underligt gummiagtige stålskulptur Morpheus.
Australske Emma Anna sender tankerne til havs i IMAG_NE.

Og engelske Phillip King stiller naturkræfter og menneskelig skaberkraft op imod hinanden i en bunker-lignende slowmotiondynamik i sandet.

De udstillede
Galleri-værkerne er der næstflest af. Nogle af dem er ovenikøbet flot placerede, når det nu skulle være.

Men Sculpture by the sea er også et arrangement med kommerciel gevinst for øje. Og så skal der jo være noget guf for provins-rundkørsler og hovedkontors-parkeringspladser.

For eksempel i form af japanske Keizo Ushios granit-möbiusbånd eller australske Bruce Radkes formliggørelse af musik i værket Kvartet.

I programmet har nogen helt opgivet på forhånd og viser billeder af værkerne i indendørs udstillingsrum. Intet under gulvtæppet her.

De grusomme
Helt galt går det dog et par enkelte steder, hvor værkerne er tydeligt stedsspecifikke – til et helt andet sted.

Australske Jean-Marc Rivallands gigantiske flydende billardbals ærinde er ikke umiddelbart indlysende. Og læser man i programmet finder man da også ud af, at det er en kommentar til pool-barerne ved Cottesloe i Australien – et af Sculpture by the seas faste udstillingssteder.

Australske Bjorn Godwin portrætterer sin egen kultur uden at henvise til andet end den. Og Ngardarb Francine Riches reflekterer over europæisk invasion af landområder med indfødt befolkning i Here But Not To Stay.

Disse værker er så tydeligt skabt til en anden kultur, et andet sted og til et andet publikum, at det er svært at forstå, hvorfor de er slæbt helt til Danmark.

Måske er det for at give udstillingen en form for eksotisk anstrøg. Men når Sculpture by the sea ellers domineres af værker, der vil eller i det mindste prøver at være vedkommende og tilgængelige, virker denne lektion i udenlandskhed desværre som et skud for boven.

Lidt skarpere
Hvis man havde været strengere i udvælgelsen af værkerne, kunne Sculpture by the sea måske ryste det værste af salgsudstilling-fornemmelsen af sig.
Og så kunne det have været en virkelig skarp og vedkommende kunstbegivenhed, der satte vores forhold til kyst og hav under lup.

Måske havde der så ikke været 60, men kun 40 værker, men det ville nok være gået alligevel.