Nordkraft er Aalborgs svar på Centre Pompidou: et kulturhus for folket, hvor man både kan få styret sine fitnesslyster i DGI-huset og samtidig blive opdateret med samtidskunsten i Kunsthal NORD. Søren Martinsen, som er kendt for sine moderne, mystiske landskabsmalerier, har indtaget de betongrå lokaler med en blanding af helt nye malerier og skulpturer lavet specifikt til kunsthallen og ældre værker. For Martinsen er det vigtigt at vise noget, der har betydning for området og dets mennesker, og hans parafrasering af P.S. Krøyers maleri fra 1893 har allerede vakt en del opmærksomhed i det nordjyske:

“Jeg er faktisk lidt overrasket over, at folk har vist så stor interesse for udstillingen, og det er muligvis på grund af konceptet. Men man skal huske, at skagenstemaet er kun en del af helheden,” siger han.

Provokation og utopiske besættelser
Når Søren Martinsen tænker på besat nordjysk landskab, er det to meget forskellige ‘kolonier’, der dukker op på hans nethinde: de malere, der rejste fra København til den lille fiskerflække Skagen i slutningen af 1800-tallet og de hippier og kunstnere, der i 1970’erne ville skabe Et Nyt Samfund i det indremissionske og konservative Thy.

Om sammenhængen mellem to landskabsbesættelser forklarer han: “Jeg ser dem som to meget forskellige ting, både i tid og udtryk. I Skagen var kunsten i fokus, hvor det mere var en levemåde i Thy, men begge dele handler om livsstil og selviscenesættelse. De har det til fælles, at de slog sig ned i et nyt område og fik indflydelse på stedet.”

Udstillingens første rum er dedikeret til de helt nye værker, der behandler koloniseringen af Thy. I værket Thy Grundplan (2016) tager Martinsen udgangspunkt i den allerførste skitse af Thylejren, som man blandt andet kan se i Peter Øvig Knudsens beskrivelse af lejren i bogen Hippie 1. Billedet ved siden af er baseret på et luftfoto taget af stedet, som det ser ud i dag, og ikke meget har ændret sig på 46 år:

“Thylejren består af små, bitte, primitive skure – den udviklede sig aldrig, selvom stifterne havde nogle store, utopiske tanker,” siger Martinsen.

På gulvet midt i det første udstillingsrum står der en betonklods, hvori en birkegren er støbt. På grenen vajer et rødt og sort stykke stof; det anarkosyndikalistiske flag. Værket er en parafrase over en aktion i Thylejren i 1970, hvor Peter Louis-Jensen, et markant medlem af Eks-Skolen og kendt for sine minimalistiske skulpturer, rejste det anarkosyndikalistiske flag. Med Martinsens ord startede han et “oprør i oprøret” og senere optrappede han dette ved at lede besættelsen af den lille indremissionske kirke i landsbyen Hjardemål lidt uden for lejren:

“De barrikaderede det hele og hang flag ud af vinduerne på kirketårnet, hvilket medførte slagsmål med lokalbefolkningen og rigtig dårlig stemning,” siger Martinsen. Det paradoksale er, at besættelsen førte til lejrens lukning, og de idealistiske visioner smuldrede indefra.

En kedelig, tom kulisse
I udstillingens andet rum mødes man af et maleri, der på én gang er velkendt og fremmed. Værket Skagen Grisaille (efter P.S. Krøyer) (2016) er, som titlen antyder, en parafrase over den kendte skagensmalers billede Sommeraften ved Skagen Sønderstrand fra 1893, som man kender fra uendelige falmede reproduktioner, der i aluminiumsramme pryder offentlige institutioners vægge.

Der er nærmest gået inflation i motivet med de to smukke, rygvendte kvinder badet i Skagens lys, og det er blandt andet denne sødmefulde idyllisering af landskabet, som Martinsen tematiserer med sin udgave af værket. Han fortæller:

“Jeg har fjernet alle farverne. Kvinderne er adskilt fra billedet, og står nu ude i rummet som en slags fremmedgjorte saltstøtter. Værket er en lidt bitter kommentar til, hvad Skagen er i dag; en farveløs, tom kulisse over et liv, der engang var.”

Kunstnerkolonien i Skagen er for Martinsen et godt eksempel på den gentrificering, der ofte sker, når kunstnere ‘besætter’ et område: i starten sprudler stedet af liv og energi, men efterhånden kommer der flere og flere mennesker til, stedet kommercialiseres, og til sidst flytter kunstnerne et andet sted hen. Værket er derfor en anti-idyllisk portrættering af Skagens landskab anno 2016 set gennem Martinsens øjne, og sammen med værkerne fra Thy betegner han projektet som en art moderne historiemaleri – ”som jo ikke er så brugt længere.”

Naturen findes ikke
Søren Martinsen har et dobbelt forhold til menneskets kolonisering af landskab; på den ene side finder han det skræmmende, at man ikke længere kan tale om uberørt natur grundet vores altoverskyggende dominans, men på den anden side er besættelserne en kilde til kunstnerisk inspiration: “Der er noget konceptuelt interessant i menneskets idé om et landskab. Jeg har ingen intention om at gengive landskabet idyllisk, derimod arbejder jeg med at gøre tingene flerdimensionelle: det handler altid om noget andet end blot den sete virkelighed,” siger Martinsen.