Backstage pass til galleriet

Backstage pass til galleriet

Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging, Udstillingsbillede med værker af Torben Ribe, Lasse Bruun, Sarah McNulty og Astrid Svangren m.fl. Foto: Kristian Touborg

Kuratorduoen Jir Sandel vender effektfuldt Galleri Benoni på vrangen i en iscenesat performance med publikum, gallerist og værker som aktører.

Egentlig er det helt ironisk. Da jeg en lørdag eftermiddag er inde i St. Kongensgade for at besøge udstillingen, kommer to personer forbi for at spørge til en hollandsk kunstner, som Galleri Benoni har i stald. Et værk bliver hentet fra lageret, og kunderne får oplysninger om pris og materialer, mens de besigtiger det. De 25.000 kroner ligger inden for det overkommelige forstår denne langørede anmelder, men ansporer trods alt ikke til et impulskøb.

Grunden til, at denne ikke særlig særprægede begivenhed forekommer ironisk, er, at Magnus Frederik Clausen og Mads Lindberg under kuratorpseudonymet Jir Sandel med Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging netop har ønsket at integrere galleriets ofte underspillede praksis som butik med dets mere åbenlyse funktion som udstillingssted. Derfor er kun få af de værker, der indgår i udstillingen, hængt op på væggene. Langt de fleste gemmer sig indpakket i bobleplast mellem stablede møbler, og man må som besøgende konsultere udstillingens katalog for at finde ud af, om der er noget, man vil have pakket ud, hængt op og eventuelt købe.

Jir Sandel vil altså give den besøgende en oplevelse af at befinde sig i galleriets baglokale, hvor værkerne lever en mere anonym tilværelse i stil med en hvilken som helst anden opmagasineret vare, og hvor man som almindelig gallerigæst ikke har adgang. Men det var desværre ikke et værk fra udstillingen, føromtalte personer var interesserede i, så galleriets egentlige lager kom alligevel i spil, og illusionen om galleriet på vrangen brast for en stund.

Et rum for deltagelse
Nuvel, denne lille episode skal ikke ligge udstillingen til last, for det lykkes rent faktisk Jir Sandel at skabe et rum for deltagelse – et rum, hvor der stilles krav til publikum om at være med at producere betydning, som det gerne hedder i performancesammenhænge. Det, Clausen og Lindberg gerne vil fremhæve, er et kunstværks dobbelte liv i galleriet, og den forvandling, der sker, når et værk går fra at være lagervare til at være udstillingsobjekt eller omvendt. Det er denne dobbelttilstand værkerne lever i på Galleri Benoni og som den besøgende gennem sin deltagelse aktiverer og giver betydning.

Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging, Udstillingsbillede med værker af Anna Ørberg, Mads Lindberg, Lasse Bruun, Michael Boelt Fischer og Adrianne Rubenstien m.fl. Foto: Kristian Touborg

Kender man til det amerikanske ægtepar Herbert og Dorothy Vogel, der samlede et utal af kunstværker i deres beskedne lejlighed i New York, får man en idé om udtrykket i Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging, og det er ingen skam, hvis kuratorerne har hentet inspiration hos de to kunstsamlere.

I sådan et kuratorskabt udstillingsværk er der altid en risiko for, at kunstværkerne indtager en sekundær betydning, og i værste fald kan opleves som fuldt ud udskiftelige. Denne risiko undslipper kuratorerne kun delvis. Der er i højere grad tale om, at Jir Sandel underlægger værkerne deres konceptet end, at de udvikler et koncept med udgangspunkt i en række værker. Bemærk at ingen af værkerne i sig selv arbejder med et dobbeltliv. Det er alene en betydning udstillingen tilfører dem. Når det alligevel er værd at tildele værkerne en selvstændig betydning, er det for det første fordi, de klæder hinanden, og for det andet, at de i høj grad virker sammensat ud fra både æstetiske og tematiske kriterier.

Motiv, udførelse og præsentation
Udstillingens besynderlige titel opmuntrer i sig selv til at skabe forbindelser mellem værkerne, hvor især abstrakte landskabsmotiver træder frem som den toneangivende fællesnævner.

Astrid Svangren: Summer time / pigment of cornfower / summer wine / cucumber and foral spray / summer sadness / my own locus amoemus, 2013. Plastik, stof, akryl, Ståltråd, skum, japansk silkepapir, plexiglas, træstaffeli 194×103×41 cm. Foto: Kristian Touborg

Således finder værker af Peter Acheson (f. 1954, USA), Daniel Peder Askeland (f. 1985, Norge), Gordon Dalton (f. 1970, Storbritannien), Per Kirkeby (f. 1938) og Sarah McNulty (f. 1979, USA) næsten et fælles udtryk, som de andre værker kommer til at tale både op imod og ind i. Endvidere finder vi i udstillingstitlen en bevægelse fra motiv over formel beskrivelse mod en brugssituation som understøtter udstillingens proceskarakter. Eller sagt på en anden måde: Udstillingens titel dækker over både motiv, udførelse og præsentation og synliggør herigennem sig selv som en performance.

Af markante værker er det værd at fremhæve Astrid Svangrens (f. 1972, Sverige) leg med det pastorale landskabsmotiv i værket Summer time / pigment of cornfower / summer wine / cucumber and foral spray / summer sadness / my own locus amoemus (2013), hvor organisk og uorganisk på uskøn vis forenes i et værk, der understreger sin egen ufærdige karaktér ved endnu ikke at have sluppet staffeliet.

Men også Lasse Bruuns syv miniatureværker på plexiglas Mask01-07 (2017) formår at markere sig ved at transformere ansigtsmotiver til noget, der i udtryk ligger tæt op af de abstrakte landskaber, der kendetegner og navngiver udstillingen.

Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging, Udstillingsbillede med værker af Rae Hicks, Svend Danielsen og Daniel Peter Askeland m.fl. Foto: Kristian Touborg

En markering af det hverdagslige
Det er ikke første gang Jir Sandel arbejder med alternative præsentationsformer. I udstillingen Dragging Myself to the Gym fra sidste år brugte kuratorerne dba.dk som medie til at fremvise værker, der hang i en privat lejlighed.

Ligesom i udstillingen på Galleri Benoni er det en understregning af kunstværket som vare, der er på spil. Der er dog ikke tale om nogen særskilt kritisk pointe, snarere en markering af det hverdagsagtige, og skulle man have lyst til at købe et værk, kan man tage det med sig med det samme og på den måde reducere udstillingens omfang.

Det er også værd at huske på, at Jir Sandel er en bearbejdning af den tyske modeskaber Jil Sander, hvilket unægtelig leder tankerne hen på en branche med et konfliktfyldt forhold mellem præsentation og salg.

Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging’s hyldest til kunsten i diverse lagerrum og magasiner er en fornøjelse at deltage i og en sjælden afveksling i Indre Bys gallerier, hvor afstanden til gallerister og kunstværker kan virke fremmedgørende.

På Benoni er man som besøgende nødt til at overkomme eventuelt ubehag ved at gå i dialog med kunsten såvel som personalet, og så gør det mindre, at opstillingen virker lidt forceret i sin skødesløshed, og at det værk, jeg havde udset mig, var midlertidigt bortkommet.

Del artiklen

'Backstage pass til galleriet'

Facebook