At søge efter nålen

I en aflåst montre ligger forskellige, snørklet udskårne nøgler. Ved siden af ligger nøglen, der gør det muligt at åbne montren. Det kribler i fingrene. Hvor kommer disse gamle nøgler fra? Hvilke hemmeligheder gemmer de på? Hvad er deres historie?

Lige så umådeligt fristende det er at åbne den lille montre og snuppe en nøgle med hjem, lige så nedslående er det, da det går op for én, at selv hvis det skulle lykkes at få fat i en af de mystiske nøgler, vil dens historie forblive en gåde.

Sandheden om de gamle nøgler findes nok et sted, men at søge efter den ville være som at lede efter en nål i en høstak. Med andre ord umuligt.

Tilpas uhyggeligt til at være virkeligt
Alligevel synes det netop at være Overbecks ærinde – at finde og afsløre sandheden; tilværelsens uudgrundelige mening.

Værket Mirroring – en stor blyantstegning af to kranier der bliver belyst af en bordlampe slår den eksistentielle tone an. Den sorte baggrundsfarve bag glasset gør beskuerens spejlbillede til en del af værket. Identifikationen med de to kranier er uundgåelig og budskabet påfaldende klart:  INDSE AT DU SKAL DØ!

Installationen Speciments of Memories – en aflang boks af træ, er placeret midt rummet og giver, i lyset af den dystre tone, associationer til en ligkiste.

I boksen ligger nogle sirligt rullede vokskugler i forskellige størrelser, placeret i et harmonisk grit-mønster. Det virker gennemtænkt, struktureret, naturligt og samtidig ekstremt gådefuldt. Der er ingen tvivl om, at her er noget vigtigt på spil, men hvad det er, er ikke lige til at gennemskue.

Man fornemmer at kunstneren ligger inde med en sjælden viden. Er han mon villig til at dele den med en knap så indsigtsfuld beskuer?

Det er spændende og tilpas uhyggeligt til at være virkeligt. Men spændingen falder igen til jorden – ingen forløsning denne gang. Videre til næste værk.

Nu kommer afsløringen
En lille bunke hvidt pulver er placeret omhyggeligt i midten af en enorm glasmontre. Igen forføres man af mystikken og overbevises om, at Würtz Overbeck har ’svaret’ som han nu er parat til at videregive. Leder desperat efter værktitlen i håbet om, at denne vil kunne levere den endelige afsløring. Dead Matter…. Nå. Mystikken forbliver massiv og frustrationen tager til.

Fra værk til værk gentages det samme mønster – det er som at gå i ring, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt.

Foran hvert værk forsikres man om, at kunstneren sidder inde med nøglen til den store fortælling og koden til livets mening, hvorefter man konfronteres med en ubarmhjertig tomhed. Michael Wurtz Overbeck er nok bare et menneske som alle andre og har ikke gennemskuet andet end at sandheden ligger godt begravet i høstakken.

Noget er forkert
The Kaleidoscopic Structure of Delusions er titlen på videoværket, der er placeret i et lille indhak i rummet. Der lugter af gammel kælder. To højtalere udsiger en brummende lyd. En stemme spørger: “how do we enter the Void?”

Der zoomes ud og endnu engang tager forhåbningen til. Helheden fremtræder langsomt mere tydelig. Snart må alt være synligt og det hele vil give mening.

Men, “noget er forkert. Kan du føle det?” spørger stemmen nu. Og ja, det kan man, for videoen går i ring. Og det er dér, det går op for en at Würtz Overbeck driver gæk med beskueren. Der kommer aldrig nogen afsløring.

At lede efter en nål i en høstak ER umuligt og at tro andet er direkte dumt.

Håbet om den store afsløring er forsvundet og tilbage står man med et smil på læben over sin egen naivitet og Würtz Overbecks genialitet.

SE FLERE BILLEDER FRA UDSTILLINGEN.