Udstillingen hedder Andy Warhol – Manden bag myten. En dumdristig titel, må man sige, og Michael Bank Christoffersen, overinspektør på HEART og kurator bag udstillingen, starter da også sin katalogtekst med en blank kapitulation: “Jeg har ingen anelse af, hvem manden bag myten Andy Warhol er.” I denne – næsten warholske – selvmodsigelse ligger også udstillingens problem.

Udstillingen viser et udvalg fra Andy Warhols ikoniske oeuvre lånt fra The Warhol Museum i Pittsburgh (80 værker) og fra Louisiana (10 værker). Værker fra de tidlige katastrofe- og Monroe-serier, et par af de LANGE tomgangs stumfilm, selvportrætter, Shadows-billeder og værker med religiøse motiver fra slutningen af karrieren. Kunsten suppleres af genstande, som museet har lånt fra den store samling af kunstnerens personlige ejendele i The Warhol Museum – genstande, der har til formål at pege på netop ‘mennesket’ Andy Warhol og udpege private forudsætninger for de verdenskendte værker.

Hvad ligger bag Andy Warhol?
Forsøget er gjort før – at redegøre for, hvad der ‘egentlig’ ligger bag Andy Warhols kunstneriske manifestationer. Warhol gjorde det upersonlige og maskinelle til et varemærke og holdt til sin død fast i, at hans kunst var hinsides det subjektive, overfladiske og indholdsløse, og at alle billeder uhierarkisk var “smukke”. Det er selvfølgelig en rød klud for enhver kunstanalytiker, og der findes utallige holdninger til, hvad budskabet så ‘i virkeligheden’ var.

Nogle mener, at Warhols kunst må forstås som kulturkritiske udsagn om massemediernes tomhed eller som en diagnose af den fremmedgjorte eksistens i det varefeticherende kapitalistiske system. Kunsthistorikeren Thomas Crow mener ligefrem, der er tale om en politisk kunstner, som i sine værker argumenterer i mod racediskrimination og dødsstraf, mens en ligeledes velestimeret kunsthistoriker som Hal Foster i essayet The Return of the Real hensætter Warhol i en form for psykoanalyse: I Warhols fortolkningsløse repetition af virkeligheden mener han at kunne dekryptere et chokeret subjekt, der – som en forsvarsmekanisme over for en chokerende virkelighed – blot repeterer den mekanisk. Med andre ord: Bag påstanden om de ligegyldige, a-subjektive billeder og film gemmer der sig netop et (chokeret) subjekt.

Det fascinerende ved Warhol er måske netop dette: At kunsten er så blank, at den kan bruges som projektionsskærm for mængder af modsatrettede påstande.

Det faktuelle og indlysende
I udstillingen på HEART vil man også “et spadestik dybere” og ned under mytedannelserne om popkunstneren, der – helt uforståeligt – påstod, at han ikke ville noget, ikke havde stærke meninger om noget som helst, blot passivt så på og ønskede at være en maskine, et billede. Intentionen i Herning er at “skrælle lag af den finér, man har givet Warhol – og tage udgangspunkt i det faktuelle og det umiddelbart indlysende.”

Her åbenbarer sig da distinkte temaer som ‘død’, ‘seksualitet’ og ‘religion’. Temaer der – det er udstillingens postulat – peger på manden bag. Værkserien Disasters and Suicides, hans billeder af (afdøde) Marylin, hans skygge- og kraniebilleder er i den optik Warhols kunstneriske bearbejdelse af et klassisk og helt igennem eksistentielt memento mori-tema. Det er da til at forstå. Som ‘bevismateriale’ udstiller museet en række af Warhols private diætbøger og nogle (helende) krystaller, som begge skulle pege på ikonets sygelige besættelse af sundhed – og absolut almenmenneskelige angst for døden.

De homoseksuelle pornografi-hæfter og den tyndslidte bønnebog peger med samme logik på henholdsvis Warhols seksualitet og hans katolske religiøsitet, og som sådan fremstår Andy Warhol – Manden bag myten som en klassisk museumsudstilling, der mener at kunne afdække kunstnerens motiver og bevæggrunde til kunsten via en perspektivering til privatsfæren.

En tryg eksistentiel dødsangst
Døden er ganske rigtig indlysende helt fremme hos Warhol, og det ligger til højrebenet at tildele Warhol memento mori-tematikken. Publikum kan slappe af, for vi er nu på sikker grund. Historisk har et utal af kunstnere i forvejen arbejdet med tematikken. Pyha.

Men spørgsmålet er, om det er den personlige og ‘trygge’ eksistentielle dødsangst – om den er nok så faktuel eller umiddelbart indlysende hos privatpersonen Warhol – der er interessant? Er det ikke snarere favntaget med Jeg’ets død, selvets forsvinden, den opløste identitet, der virkelig er foruroligende hos Warhol?

Hvis man tager ham på ordet?
Det er ganske givet mere skræmmende, hvis man tager Warhol på ordet. Den mest vilde læsning af Warhol er den, der tager ham for pålydende. Det gør eksempelvis ‘simulacra-filosoffen’ Jean Baudrillard i essayet Den maskinelle snobbisme: om Andy Warhol, hvor han argumenterer for, at Warhols kunst faktisk “hidrører fra et fravær af enhver foregivelse fra subjektets side om at fortolke verden.”

Det er selvfølgelig langt ude: For alle os subjekter er det MEGET svært at tænke ud over subjektet med alle dets subjektive farvninger, tolkninger og bedømmelser af verden. Det er ufatteligt på samme måde, som når vores hjemlige Warhol-arvtager Claus Beck Nielsen (eller hvad vi nu skal kalde ham) “performer” at være et identitetsløst menneske uden navn. Og det er det, fordi individet og identitetsspørgsmålet står helt centralt i vores kultur.

En omkørsel
HEART har ret: Warhol var i virkeligheden et menneske. Men det “unikke” billede af Warhol som privatperson, som udstillingen vil give, bliver alligevel en slags omkørsel i forhold til radikaliteten hos Warhol. I sin kunst forsøgte Warhol uden nostalgi at manifestere og fastholde sig selv som ren billedlighed. At forestille sig mennesket som en posthuman størrelse, der i bogstaveligste forstand ‘optager’ verden som en maskine, for at se hvad mennesket er, når det ikke filtrerer verden gennem subjektive bedømmelser og fortolkninger.

Et halsbrækkende, vildt projekt, en kortslutning, der grundlæggende udfordrer vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Det er derfor, vi alle – også HEART – forsøger at modbevise det.