Christiansborg har fået et nyt parti, der benytter sig af kunstneriske og æstetiske virkemidler i langt højere og mere eksperimenterende grad end før set i dansk politik. Hvordan ser det ud, når man kigger på Alternativet med kunstbriller på?
Alternativet er ikke kun alternative i deres politik, men også i deres måde at skabe aktioner og PR på. Her gør de brug af virkemidler, man kender fra kunstens verden, hvad enten de er beslægtede med dem eller direkte inspirerede af dem. Nogle af dem forekommer vellykkede, andre decideret kiksede.
Jeg blev for nylig bedt om at skrive en kritisk artikel om Alternativets æstetik til en kommende bog om partiet, og når man først begynder at kigge på dem med disse briller på, vælter det frem med eksempler. Her er nogle af de mere markante.
Happening
Lad mig først give to eksempler på brugen af happening i traditionen fra Fluxus.
Den første fandt sted 18. december 2014 kl. 13:30. Her lavede Alternativet en Elbil-aktion på Christiansborg Slotsplads. 11 forskellige biler stod parkeret i en halvcirkel (svarende til buen i pladsens flisebelægning) med front mod midten. På kommando lød hornene fra alle bilerne på én gang, og de fortsatte i en vedholdt, stærkt dissonerende drone i et minut. De forskellige horn havde forskellige tonehøjder, men det var mikrotoner inden for et snævert toneinterval, og lagt sammen med den skærende klang, som bilhorn har, var det et kakofonisk støjværk, der udfoldede sig – krævende at lytte til, men ikke uden lydlige kvaliteter.
Værket lægger sig i en tradition, der kan føres tilbage til Laurie Andersons værk Automotive, som blev opført i Rochester Vermont, august 1972. Her blev bilhorn suppleret med smækken af bildøre, og der har efter alt at dømme været tale om et mere varieret værk. Til gengæld var der (ikke overraskende) en klar politisk dimension i Alternativets happening, idet det var en protest mod planerne om at pålægge elbiler samme afgift som benzinbiler og dermed ødelægge det momentum, elbiler har fået på det danske marked.
Den anden happening, jeg vil fremhæve, var spidskanidat Roger Matthisens krammehappening på Grundlovsdag, 5. juni 2015. Han stillede sig på et hjørne på gågaden i Odense med bind for øjnene og armene ud til siden. Foran stod et lidt ubehjælsomt skrevet skilt med teksten ”Jeg er politiker og jeg stoler på dig. Stoler du på mig nok til et kram” (uden spørgsmålstegn). Hvis man skal tro videodokumentationen, er folk skeptiske til at begynde med, men efterhånden kommer flere og flere hen og giver den fremmede mand et kram.
Det er et bimlende naivt, men et rent og rørende udtryk for, at Alternativet gerne vil genskabe tilliden mellem politikere og befolkning. Stærkt.
Intervention
Under valgkampen var Alternativets valgplakater neongrønne ligesom partifarven. Men de gik et skridt videre og lod også selve portrætfotografiet af den enkelte kandidat være neongrønt. Som Hulk-figurer, helt grønne i huden, lignede kandidaterne samtidig noget fra en anden planet.
Til gengæld fandt reklamebureauet Saatchi & Saatchi (også kendt som markant kunstmæcen) på en smart ‘intervention’, altså en indgriben i de eksisterende rammer med det lille grønne skilt, hvorpå der stod ”…Der er også alternativet”. Dette skilt blev på bedste gadekunst-manér en kommentar til de andre partiers kampagne. Både i form af at hænge dem op neden under de andres plakater, men også ved at tage fotos hvor man holdt det hen foran et slogan, fx de konservatives berygtede ”Stop Nazi Islamisme”-plakat, som blev sat i relief med ”…Der er også Alternativet” – altså både partiet Alternativet og en helt anden måde at tænke integrationsproblemer på, må man forstå.
Skiltet kunne også på humoristisk vis sættes under ‘Ensrettet’-gadeskilte, hvorved de fik den symbolske betydning at være et alternativ til den politiske ensretning. Vittigt og præcist.
En anden intervention, jeg vil nævne, er de neongrønne dørstoppere, de fik fremstillet, og som de gik rundt på Christiansborg og forærede de folkevalgte fra andre partier. En simpel kile, der passede perfekt til Christiansborgs kontordøre. På den måde kunne Alternativet som den nye dreng (m/k) i klassen på én gang infiltrere de andre med deres signaturfarve, komme i dialog med alle partier fra begyndelsen og minde de andre om deres eksistens.
Ud over de neongrønne valgplakater lavede nogle af kandidaterne en række håndmalede plakater, der blev udstillet i Dome of Visions, som var de kunstværker. Værkerne var af Rune Lundgaard, Morten Er, Will Gurley, Thomas Christoffersen og Jacob Fuglsang Mikkelsen.
Mange var simple collager med et billede af en politiker og en sætning, som fx et billede af Johanne Schmidt-Nielsen med ordene ‘Hvad gør vi nu, lille du?’ eller Olof Palme og sætningen ‘Politics is will’. Nogle benyttede sig af Andy Warhol-bananen fra coveret på Velvet Undergrounds første album. Andre havde simple håndmalede slogans som ‘Make New Patterns’ eller ‘Change Politics’.
Der er ikke tale om stor kunst – vi er rent æstetisk på Dan Park-niveau – men som valgplakater skilte de sig klart ud fra de mere strømlinede, man normalt ser, inklusive partiets mere officielle plakater.
Logo
Ud over disse kunstneriske elementer er Alternativet uhyre bevidste om betydningen af design og sociale medier i deres kommunikation. Alligevel sker der nogle mærkelige ting, når de fx i selve deres logo kombinerer en giftiggrøn farve med en skråstreg, der naturlivis er det ene ben i Å-bogstavet, men som også er meget tæt på Deutsche Banks berømte logo.
Partiet der gerne vil signalere økologi og et opgør med vækstparadigmet kommer i selve logoet til at knytte an til giftkemikalier og en førende finansinstitution, der var medansvarlig for finanskrisen. Det er næppe tilsigtet, men sådan går det med et parti, der rammer skiftevis plet og helt ved siden af, hvilket de sikkert er godt tilfredse med som et alternativ til nulfejlskulturen.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
