I firserne florerede en lang og makaber række gyserfilm med zombier, vampyrer og andre kannibalistiske figurer. Men hvor der var zombier, var der ikke vampyrer og omvendt - ikke mindst fordi de to racer fungerer ud fra vidt forskellige sociale koder.

Vampyrerne er forføriske og udspekulerede væsner, hvorimod zombierne er lavt rangerende, halvdumme ådsler.

I den canadiske kunstner Jillian McDonalds performance Undead in the Night møder racerne dog hinanden, da 72 af slagsen bliver sluppet løs i en skånsk skov lidt uden for Malmø.

I nattens mulm og mørke
Klokken er halv elleve en fredag aften, og mørket er ved at falde på, da vi sætter os ind i en minibus uden for Lilith Performance Studio i Malmø. Vi bliver bedt om ikke at tale sammen, og i de tyve minutter, køreturen tager, må vi bære igennem en lydkulisse af knurren, stønnen og klagelyde.

Vi bliver sat af ved kanten af skoven, hvor vi bliver mødt af en guide, som fører os ind mellem træerne. Ingen siger noget.

I løbet af vandringen kommer vi igennem forskellige tableauer, som viser en makaber, sørgelig og smuk fortælling om skabninger, der kæmper for overlevelse.

They dance alone
Nogle vandrer alene og grædende rundt efter biddet. Nogle fægter i blinde i vand til livet. Børn, der leger i en lysning, bliver overfaldet og bortført. Turen slutter med en scene, hvor en Dracula-figur sidder i en båd og dirigerer et orkester og dansende par på en høj på den anden side af vejen.

Tilbage i Malmø spørger jeg en anden fra gruppen, hvad han syntes om turen, og han siger, at han er forbavset over, at det ikke virkede plat.

”De er jo menneskelige væsner, der fortæller en historie”, siger han.

Gysets potentiale
Gysergenren bliver ofte set ned på som lavkultur, måske fordi den tematiserer basale ting som uskyld, vold og magt på en meget konkret og kropslig måde. De magtkampe og drifter, der styrer figurerne, er de samme som i den normale verden, blot her iscenesat mere ekstremt.

Kroppen er i opløsning og det menneskelige væsen korrumperet af en andethed, der både drager og fremmedgør. Skabninger dør og genopstår, æder og fortærer hinanden og tilfældigt forbipasserende. Og de holder sig ikke for sig selv, de snuser en i øret, skriger en op i ansigtet, eller går til i blodpøle foran ens fødder.

Som tilskuer har man det uhyggelige tæt på, men samtidig er det så tilpas teatralsk opsat, at vi i høj grad er klar over, at vi går fra scene til scene, om end vi er tæt forfulgt af vampyrer, der dukker frem fra skoven.

Det tangerer på grænsen mellem det uhyggelige og det komiske, det virkelige og det teatralsk kunstige. Et sted mellem Guillermo del Toros (bl.a. Pans Labyrint) æstetik og Peter Jacksons Bad Taste.

Det man ikke ser
Den behørige afstand, som man normalt har til gyserfilmen, er gået tabt i en nat, man kan mærke på huden.

Der bliver selvfølgelig spillet på vores nærvær og leget med vores sanser. Vi kan hele tiden høre lyde foran og bagved os, men vi kan kun se det, der er oplyst af små lamper.

Tager du lyden af en gyserfilm, er den ikke nær så uhyggelig. Fylder lydene derimod mere end billederne, begynder vi at overproducere fantasier og forestillinger. Hvis man er vant til at afmystificere skygger og lyde i skoven, fungerer det her omvendt; sammenhængen er irrationel, og man leder efter det overnaturlige og overraskende, fordi man ved, at det er derude.

Oplevelsesøkonomi?
Undervejs stillede jeg mig selv spørgsmålet, om Undead in the Night bare var et tilfælde af avanceret oplevelsesøkonomi, men jeg må bekende mig til projektet og mene, at det i den grad er lykkedes at skabe en unik og intens performance, hvor scenerne ikke bare er noget, vi skal betragte, men noget, der iscenesætter vores trang til at indtage bestemte roller i bestemte sammenhænge.

Vi har tilsyneladende behov for at lure på det bizarre og blive ført ind på en sti, vi ikke ved, hvor ender. Her får vi lov til det ekstraordinære, det uforståelige, det på én og samme tid skræmmende, ulækre og smukke.