Under krigen var mange nødt til at forlade deres hjem under stor hast og var derfor nødt til at efterlade deres ejendele. De, som magtede at medbringe noget, valgte i mange tilfælde at redde families fotoalbum førend nogen anden materiel genstand. Det er en unik samling af billeder fra livet disse mennesker efterlod sig og livet i et fremmed land, som mange af dem kalder ”det nye liv”.
Ved at kombinere familiefotografier og genstande fra før, under og efter krigen i det tidligere Jugoslavien forsøger Vladimir Tomić at nærme sig både den personlige og kollektive hukommelse hos denne gruppe af mennesker. Sammenstillet står disse artefakter både i harmoni og i skarp kontrast. Harmonien findes i den umiddelbare æstetik, som ofte findes i amatørfotografier, og som også ofte afslører andre fortællinger sammen med det tilsigtede emne. Kontraster skabes, når disse billeder stilles side om side. Med denne relativt simple tilgang redigerer Vladimir Tomić i det rå billedmateriale og sammenstiller det i nye ordener for at forsøge at åbne afgrunden mellem billederne og mellem genstandene. Det er en afgrund, som skabes mellem disse menneskers nuværende og tidligere liv. Tomić udtaler, at han aldrig har set denne afgrund til trods for, at han selv er flygtning og har levet i flygtningelejre ligesom og sammen med dem:
”Jeg tror ikke, at amatør eller professionelle fotografer kan indfange denne afgrund. Afgrunden, jeg henviser til, kan skabes eller manifestere sig under mit eller andres ophold i flygtningelejre, men man kan ikke kalde det for en flygtningelejr eller noget andet specifikt sted.”
Denne afgrund, som Tomić har døbt ”the Nowhere”, eksisterer kun i sindet hos de mennesker, som har oplevet den, da den tidsmæssigt er placeret i både det tidligere og nye liv. The Nowhere eksisterer kun i kombinationen af de to, ved at se det fra afstand og prøve på at huske.
Kilde: Galleri Image
