Niki de Saint Phalle
13 feb 201631 jul 2016

Drager og dæmoner, heltinder og buttede damer i storblomstret badetøj. Niki de Saint Phalles univers er på én gang voldeligt og farverigt, dystert og humoristisk. I sin kunst forener Saint Phalle stærke holdninger til kønsroller og ligestilling med evigtgyldige emner som kærlighed, livsglæde og personlig frigørelse. Hun brød igennem på den internationale kunstscene i 1961 og blev berømt og berygtet for sine opsigtsvækkende skydeaktioner og undersøgende kvindeskildringer. Det lå imidlertid ikke i kortene at den katolsk opdragede pige med de adelige aner skulle blive en anti-autoritær feminist, femme fatale og anerkendt kunstner.

Niki de Saint Phalle: DADDY (FAR) film still af Peter Whitehead med farveretouchering, 1972 © 2015 NIKI CHARITABLE ART FOUNDATION, All rights reserved. Foto: Schamoni Film
Niki de Saint Phalle: DADDY (FAR) film still af Peter Whitehead med farveretouchering, 1972 © 2015 NIKI CHARITABLE ART FOUNDATION, All rights reserved. Foto: Schamoni Film

Niki de Saint Phalle (1930-2002) blev født nær Paris som datter af en amerikansk mor og en fransk, adelig far. Hun voksede op i USA, hvor hun som ung arbejdede som fotomodel for Vogue, Elle og LIFE Magazine. Allerede som 18-årig blev Saint Phalle gift og fik snart efter to børn. Men hun havde svært ved det borgerlige familieliv og fik flere psykiske nedture. Kunsten blev hendes terapi og overlevelse, men betød samtidig et smerteligt brud med familien. Saint Phalle dedikerede sig herefter fuldt ud til kunsten – som da hun over 20 år realiserede sit livsværk Tarothaven i Toscana.

Kampgejst og livsglæde
Den kvindelige eksistens og identitet er hovedtemaet i Niki de Saint Phalles kunst. Som en kritisk kommentar til de sædvanlige fordomme om kvinderoller skildrede hun ’bruden’, ’den fødende’, ’luderen’, ’heksen’ og ’heltinden’. I 1965 introducerede Saint Phalle sine Nana-skulpturer. De festlige og forførende kvindeskulpturer hylder kvindekroppen og udtrykker glæde, selvtillid og frugtbarhed. Men bag den stærke udstråling problematiserer Nana’erne også de fastlåste kvinderoller og skønhedsidealer, som Saint Phalle selv inkarnerede som ung fotomodel og siden kæmpede imod.

Skarpt-skydende performancepionér
Iført en kropsnær hvid dragt, skinnende, sorte læderstøvler og bevæbnet med en salonriffel var Niki de Saint Phalle klar til kamp. Hun skød løs på sine billeder, der gemte lommer af maling, som eksploderede, når hun ramte plet.
Resultatet var kraftfuldt og farverigt. I denne feministiske akt skød Saint Phalle først og fremmest på den mandsdominerede samfundsstruktur, men også på patriarken med en personlig reference til sin egen far. Saint Phalle var blandt de allerførste til at prioritere den kunstneriske proces fremfor det færdige værk og var en pionér inden for performancekunsten. For Saint Phalle var kunst og selviscenesættelse to sider af samme sag. Som tidligere fotomodel havde hun stor indsigt i massemediernes magt og forstod på strategisk vis at bruge medierne i sin selvfremstilling. Overfor offentligheden indtog Saint Phalle rollen som sensuel, eksplosiv og eventyrlysten femme fatale.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Ons-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Niki de Saint Phalle
13 feb 201631 jul 2016

Del

'Niki de Saint Phalle'

Facebook