Afgangsudstilling 2016 – Det Fynske Kunstakademi
27 maj 20167 aug 2016

Anbefalet under Det skal du se! i uge 21
De 13 unge kunstnere, der i disse måneder færdiggør deres 5-årige uddannelse fra kunstakademiet på Brandts Torv i Odense, fejres med en udstilling af deres helt nye værker, der samles i en udstilling i den smukke og klassiske museumsarkitektur i Brandts 13. I et forløb af syv flotte udstillingslokaler vil man udstillingen igennem opleve værker af dyb sanselighed, af intellektuel udfordrende karakter, med humor og med dybde. Og man vil sågar kunne se et værk udfolde sig på bygningens imponerende balkon.

Alaya Rifensthal: Mørke, 2016
Alaya Rifensthal: Mørke, 2016

Udstillingen har i år fået titlen: Afgang fra Det Fynske Kunstakademi 2016 – en umiddelbart ganske konkret titel, men som i sin formulering understreger at kunstnerne er på vej fra uddannelsesinstitutionen og videre ud i verden for at undersøge, udvide og videreudvikle deres respektive kunstnerskaber. Kunstnerne pointerer dermed at en afgangsudstilling ikke blot bør anskues som slutningen på endt uddannelse, men måske i højere grad bør ses som et punkt i en længere proces – og som en begyndelse på noget nyt.

Kunstnerne på udstillingen er: Alaya Riefensthal, Anders Christian Eriksen, Emil Linnet, Emilie Simon Hansen, Emily Gernild, Kamilla Askholm Jørgensen, Katrine Skovsgaard, Levin Gjernals, Louise Uth Pedersen, Maj Bjørnholdt Kjærsig, Nilas Dumstrei, Sara Kirstine Grønborg og Svend Bager. Kunstnerne vil præsenterer videoværker, klassisk og udvidet maleri, skulpturer, fotografi, lyd samt socialt, performativt og videnskabeligt genererede rumlige installationer.

Årets Kurator: Mathias Kryger
Afgang fra Det Fynske Kunstakademi 2016 er kurateret af den danske kunstner, kurator og kritiker, Mathias Kryger. Kryger er fast tilknyttet anmelder på dagbladet Politiken og er en del af den danske redaktion for det skandinaviske net-tidsskrift om samtidskunst Kunstkritikk. Senest har han kurateret den anmelderroste udstilling William Forsythe – In the Company of Others på Kunsthal Charlottenborg med værker af blandt andre Bruce Nauman, Sturtevant, Manon de Boer og Gerard Byrne.

Program for åbningsaftenen:
kl.17.00 åbning og taler
kl.18.00 oplæsning ved Kamilla Askholm Jørgensen
kl.18.30 performance ved MYRKR og IKI
kl.19.15 performance ved Duo Demona (Maj Bjørnholdt Kjærsig og Nour Fog)

Flere af udstillingens værker vil udfolde sig i et udvidet event- og performanceprogram. Der vil være koncerter, lydvandring, debatter og foredrag i løbet af udstillingsperioden. Find venligst information om events og performances på kunstakademiets hjemmeside

Find mere om udstillingen på Kunstakademiets hjemmeside

Kilde: Det Fynske Kunstakademi

 

 

Brandts 13

Jernbanegade 13
5000 Odense C

Lukket

Kontakt

+45 65207000

Del

'Afgangsudstilling 2016 - Det Fynske Kunstakademi'

Facebook