Vindere og tabere i kampen om kunsthistorien

Vindere og tabere i kampen om kunsthistorien

Markante kønspolitiske værker fra bl.a. Kirsten Justesen over for Hein Heinsens minimalistiske sinuskurver. (Foto: Kristian Handberg)

Billedserie

Udstilling

Dansk og International Kunst efter 1900

30 mar 2012

m.fl., Gitte Villesen, Martin Erik Andersen, Ann Lislegaard, David Shrigley, Lawrence Weiner, Kaspar Bonnén, John Kørner, Søren Martinsen, Eva Koch, Jesper Just, Sofie Thorsen, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Danh Vo, Tal R, Tomas Saraceno, Elmgreen & Dragset, Annika von Hausswolff, Per Kirkeby, Robert Smithson, Gerhard Richter, Jens Haaning, Hein Heinsen, Claus Carstensen, Kirsten Justesen, Lene Adler Petersen, Asger Jorn, Ursula Reuter Christiansen, Carl-Henning Pedersen, Wilhelm Freddie, Franciska Clausen, Ejler Bille, Max Ernst, Poul Gernes, John Davidsen, vilhelm lundstrøm, Edvard Munch, Jens Søndergård, Harald Giersing, Edward Weie, Emil Nolde

SMK - Statens Museum for Kunst
Se kort og tider

Ophængningen af Dansk og International Kunst efter 1900 får kastet revurderende, friskt lys over lettere nedprioriterede kunstretninger, mens de forventede favoritter som surrealismen og Jorn/CoBrA er hensat til en kedelig ophængning. Sådan kan historien have overraskende vindere!

At finde et passende udtryk for en verden i en moderne udvikling, hvor “all that is solid melts into air” (med den amerikanske filosof Marshall Bermans karakteristik), har været et overordnet mål for kunsten i det turbulente 20. århundrede.

De mange bevægelser, ismer og enkeltpersoners bud på en kunst, der svarer den moderne verden, tegner sig som en kamp om kunsthistorien.

Franciska Clausen: Skruen 1926-1928. (SMK Pressefoto)
Franciska Clausen: Skruen 1926-1928. (SMK Pressefoto)

Historien og arkitekturen
Denne kamp foregår, når det statslige flagskib for de danske kunstmuseer lancerer en udstilling af de sidste 112 års kunsthistorie.

Et markant statement, der vil blive stående i flere år, som ophængningen skal vare. De udvalgte godt 500 værker vil simpelthen have fået en placering i rampelyset som autoriserede hovedværker og de sammenhænge, der skabes, vil være den visualiserede historie om dansk kunst.

Med ophængningen anno 2012 er den moderne kunst tilbage i museets nye fløj. Ligeledes vendes der tilbage til en overvejende kronologisk ophængning. Det sker igennem to rækker af rum omkring en lang gang, der som historisk akse fører gennem det turbulente 20. århundredes kunst.

Til den ene side præsenterer store sale periodiske skridt af tyve års længde, mens mindre rum til den anden side laver nedslag og solopræsentationer.

Vindere i gode store rum
De store rum er virkelig velfungerende. Både rent æstetisk og i deres kunsthistoriske pointer med gode valg af værker og god disponering af rummet.

En overraskende frisk og stærk præsentation af de geometriske 1950'ere. (Foto: Kristian Handberg)
En overraskende frisk og stærk præsentation af de geometriske 1950’ere. (Foto: Kristian Handberg)
Fra rummet 1940-1960. (Foto: Kristian Handberg)
Fra rummet 1940-1960. (Foto: Kristian Handberg)

Særligt rummet 1940-1960 brager igennem med en stærk ophængning af den geometriske abstrakte side af den moderne kunst. Richard Mortensen på væggen og Robert Jacobsen ude i rummet får simpelthen tilført ny power og forenes fint med kultfigurer som Richard Winther og Albert Mertz i et flot aktiveret rum, der godt kunne føre an i en revival af denne billedkunstneriske ”Danish Modern”.

Igen nyt og vildt: fra rummet 1980-1990. (Foto: Kristian Handberg)
Igen nyt og vildt: fra rummet 1980-1990. (Foto: Kristian Handberg)

1980’ernes heftige malere og postmodernister får også et stærkt rum med tilsvarende effekt. I disse rum lykkes det at give publikum en positivt overraskende oplevelse og kunstretningerne et inspireret comeback.

Fokusrummet med Jorn og CoBrA ligner et pænt og uskadeligt galleri. (Foto: Kristian Handberg)
Fokusrummet med Jorn og CoBrA ligner et pænt og uskadeligt galleri. (Foto: Kristian Handberg)

Kedelige fokusrum
Der sker imidlertid det modsatte i de mindre rum, der er helliget bestemte kunstretninger som CoBrA og surrealismen.

Rumindretning og ophængning er her så kedelig og konform, at man føler sig hensat til et småborgerligt galleri, frem for en præsentation af moderne nybrud.

Kontrasten mellem de surrealistiske værker og de pæne, afdæmpede rammer er faktisk, ja surreel!

Det må også siges, at et rum med titlen ”Postminimalisme” er for elitært for et nationalt kunstmuseum, ligesom sammenstillingen af Edvard Munch (med ét billede) og Jens Søndergaard ikke giver mening.

Hvad der lykkes i de store rum, at skabe tankevækkende sammenhænge og en velfungerende ophængning af de enkelte værker, lykkes ikke i fokusrummene, der derfor påfører deres fokusområder en mindre bjørnetjeneste.

Surrealisterne, her Wilhelm Freddie, vises i alt for tæmmede omgivelser. (Foto: Kristian Handberg)
Surrealisterne, her Wilhelm Freddie, vises i alt for tæmmede omgivelser. (Foto: Kristian Handberg)

Samtidskunst på prøve
Den lange tidslinje slutter i en udpræget fragmenteret og sammensat fremstilling af de sidste to tiårs kunst, der demonstrativt blander maleri, installation og mediekunst og kendte og mindre genkendte navne.

Typisk for dette er Jonathan Monks store væg med sammenklippede billeder, udsagn og fragmenter, der skærer “samplingens tidsalder” for meget ud i pap. Det fungerer som at fremstille tidens tern, men fremstår allerede nu som lovligt tidstypisk.

Et vellykket samtidsrum: Elmgreen & Dragsets hospitalsstue, Keep Quiet fra 2003. (Foto: Kristian Handberg)
Et vellykket samtidsrum: Elmgreen & Dragsets hospitalsstue, Keep Quiet fra 2003. (Foto: Kristian Handberg)
En flimrende præsentation af de sidste årtiers kunst. Forrest: Jonathan Monk: Untitled og Tal R på væggen. (Foto: Kristian Handberg)
En flimrende præsentation af de sidste årtiers kunst. Forrest: Jonathan Monk: Untitled og Tal R på væggen. (Foto: Kristian Handberg)

I udstillingens anden etage huser en række rum skiftende samtidsværker. Valgene er i denne første omgang fint, med blandt andet Elmgreen & Dragset og Danh Vo, men rummene står noget isolerede som vilkårlige udsnit af en samtid, som man endnu ikke kan finde en sammenhæng til. Det er derfor svært at se David Shrigleys rum fyldt med snoede lerpølser som en angivelig kommentar til hele udstillingen, når de nu ligger i et separat rum ovenpå.

Alt i alt er der derfor gode og mindre gode takter i fremstillingen af Dansk og International Kunst efter 1900 og følgende kunsthistoriske vindere og tabere.

Dansk og International Kunst efter 1900 udgør tredje og sidste etape af den gennemgribende nyophængning af samlingerne. I 2011 åbnede Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900, Fransk Kunst 1900-30 og Europæisk Kunst 1300-1800.

I forbindelse med udstillingen, er der den 18. april et foredrag om feministisk kunst ved Kirsten Justesen. Læs mere her

Billedserie

Udstilling

Dansk og International Kunst efter 1900

30 mar 2012

m.fl., Gitte Villesen, Martin Erik Andersen, Ann Lislegaard, David Shrigley, Lawrence Weiner, Kaspar Bonnén, John Kørner, Søren Martinsen, Eva Koch, Jesper Just, Sofie Thorsen, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Danh Vo, Tal R, Tomas Saraceno, Elmgreen & Dragset, Annika von Hausswolff, Per Kirkeby, Robert Smithson, Gerhard Richter, Jens Haaning, Hein Heinsen, Claus Carstensen, Kirsten Justesen, Lene Adler Petersen, Asger Jorn, Ursula Reuter Christiansen, Carl-Henning Pedersen, Wilhelm Freddie, Franciska Clausen, Ejler Bille, Max Ernst, Poul Gernes, John Davidsen, vilhelm lundstrøm, Edvard Munch, Jens Søndergård, Harald Giersing, Edward Weie, Emil Nolde

SMK - Statens Museum for Kunst
Se kort og tider

Del artiklen

'Vindere og tabere i kampen om kunsthistorien'

Facebook