Kantinekunst med klasse

Hvis det ikke er chefens tantes aftenskole-akvareller, der skal pryde væggene i kantinen, hvad skal så? Hvis det står til foreningen Kunst på arbejdspladsen, skal etablerede kunstnere og unge talenter udstille netop der. Siden 1954 har foreningen oparbejdet en af Danmarks største private kunstsamlinger for at kunne tilbyde skiftende udstillinger af kunst i topklasse på helt ukunstneriske arbejdspladser landet over.

God, gedigen samling
Deter en god gedigen samling, der er tale om. Blot i udplukket på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum er listen med prominente kunstnernavne fra Wilhelm Freddie over Albert Mertz til John Kørner og Tal R alenlang, og der er sågar værker af Andy Warhol.

Alt er holdt i todimensionelle medier, da malerier, og det der ligner, nu engang er det nemmeste at få til at passe ind på de fleste arbejdspladser. Altså ingen tigerhajer i formaldehyd, ingen videoværker eller social plastik.

Vox pop på godt og ondt
Udstillingen på KØS er bygget op omkring medarbejdernes kunstoplevelser. Ni ansatte fra virksomheder,der er medlemmer af foreningen, har hver fyldt et rum på museet med deres yndlingsværker udvalgt blandt den kunst, der har været udstillet på arbejdspladsen. Til de fleste værker er knyttet en kort kommentar, og medarbejdernes refleksioner omkring kunsten på deres arbejdsplads får man med gennem interviews, der både afspilles i udstillingsrummene og er gengivet i kataloget.

Vox-poppen fylder lidt for meget i udstillingen, for det er svært at komme udenom, at det er ni forholdsvist tilfældige mennesker, der mener noget om kunst på en for publikum mere eller mindre vedkommende måde. Det kan være svært for alvor at hidse sig op over, hvad der lige akkurat tager kegler i kantinen hos et ellerandet it-firma, eller om en adspurgt medarbejder personligt holder mest af figurativ eller abstrakt kunst.

Ikke bare sofakunst
Det rykker heldigvis ikke ved kvaliteten af værkerne i udstillingen, for der er masser af gode at tage af, og det er ikke ‘bare’ de perfekte sofa- eller kantineværker, foreningen har samlet gennem årene.

Mens Albert Mertz’ skønne Øl-boogie-woogie næsten er selvskrevet i en arbejdssammenhæng, er Nina Kleivans Mussolini lidt mindre oplagt kontorkunst. Og Tina Enghoffs serie med fotos af dødsboer, Eventuelle pårørende, afbilleder en så knugende ensomhed, at det må forandre stemningen i personalestuen de 8 uger, virksomheden har udstillingen hængende.

Interessante overvejelser
I kraft af nogle af de deltagende virksomheder, hæver udvælgelseskonceptet sig over det subjektive plan. Medarbejderen fra Forsvarsministeriet reflekterer eksempelvis over Peter Holst Henckels Blandt blinde hersker den, og kobler landkortet, der viser både Death Valley og Road of Hope, til Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan. Har man en vis interesse i, hvad Forsvarsministeriet foretager sig, er det altså heller ikke uinteressant, hvad kunsten gør ved netop den arbejdsplads.

Kunst vs. lønforhøjelse
Medarbejdernes valg og argumenter er selvfølgelig en meningsfuld indgangsvinkel til det overordnede spørgsmål om, hvad kunsten overhovedet skal på arbejdspladsen.

Fungerer udstillingerne som en personalepleje, der skal kvittere med mere inspirerede og lykkelige medarbejdere, som glemmer, hvor meget de arbejdede over i sidste uge, når de får øje på et nyophængt Nicolai Howalt-værk?

Eller er det et opdragelsesprojekt, der skal udbrede vaskeægte kunst til den almindelige arbejdsmand?

Velfungerende projekt
Jeg skal ikke bedrive motiv-analyse på virksomhedsledere landet over, men fra foreningens side har målsætningen de sidste knap 60 år tilsyneladende været en ideologisk og upatroniserende version af opdragelsesprojektet. Og ifølge medarbejdernes udsagn er det tilsyneladende et velfungerende projekt.

Alligevel en søndagstur
Udstillingerne udløser samtaler både om kunsten selv, og det kunsten handler om. Ganske vistikke blandt samtlige medarbejdere og ikke hele tiden – men trods alt. Og når kunsten formår at gøre det i en sammenhæng, hvor publikum ikke forsætligt har opsøgt den, er der nogen, der har gjort noget rigtigt.

En tidligere daglig leder af foreningen Kunst på arbejdspladsen er i udstillingskataloget citeret for at sige, at kunst ikke er en søndagstur med slips og cafeteria. Kunsten skal ud, hvor vi lever. På KØS bliver den jo netop det, en søndagstur – men det paradoks tjener kun til at understrege, at den kunst, der er en arbejdsplads værdig, også skal være en søndagstur værd.